Yngste Agger vil overgå sin familie i Superligaen
En stor drøm gik i opfyldelse for Sønderjyskes Mads Agger i søndags mod FCK. Han begyndte karrieren i den ottendebedste række.
Hele stadion inklusiv FCK-fansene klappede, da 24-årige Mads Agger blev skiftet ind til sin første kamp i Superligaen i søndags.
De klappede godt nok ikke af ham, men i stedet af Sønderjyskes målmand Jakob Busk, som tidligere har repræsenteret københavnerne.
Alligevel tog Mads Agger hyldesten til sig.
- Det gjorde da bestemt noget ekstra, da det altid er fedt at mærke fansenes støtte, siger han.
Søndagens kamp var en karrieremæssig milepæl for lemvigeren, da han altid har drømt om at spille i Superligaen.
Han følger derfor i familiens fodspor. Mere om det senere.
Det var nemlig ikke mejslet i granit, at drømmen om at spille i den bedste række ville lykkes.
Snoet vej til toppen
Mads Agger tjener i dag sine penge på at spille fodbold, men det har krævet en stor opstigning gennem rækkerne at nå dertil.
Seniorkarrieren begyndte nemlig som 17-årig amatør i serie to, den ottendebedste række, hos barndomsklubben Lemvig GF.
- Det var en fed tid, hvor det handlede mere om at hygge sig med kammeraterne end fodbolden, siger han.
Træneren fra tiden i Lemvig, Peter Dybdal, husker Mads Agger som 'en god dreng', men han ville ikke smide sine penge på at se ham i tv hver uge i dag.
- Jeg havde ikke regnet med, at han skulle ende i Superligaen. Jeg har trænet bedre spillere end Mads, men han havde et godt venstreben og gåpåmod, siger Lemvig-træneren.
Mads Agger gennemskuede heller ikke selv som 17-årig i barndomsklubben, at han en dag ville stå i Superligaen.
Det virkede først til at være inden for rækkevidde, da han satte sine kragetæer på sin første kontrakt som fodboldspiller i Skive IK i 2020.
- Det blev mere professionelt og var pludselig en del af min hverdag. Jeg trænede hver dag i stedet for tre gange om ugen, så da kunne jeg godt mærke, at det begyndte at nærme sig, siger Mads Agger.
Mads Aggers klubber
2016-2017: Lemvig GF (Serie 2)
2019-2020: Holstebro (Danmarksserien)
2020-2022: Skive IK (1. division og 2. division)
2022-2023: Næstved Boldklub (1. division)
2023-nu: Sønderjyske Fodbold (1. division og Superligaen)
Han udviklede sig til en profil hos skibonitterne, som Næstved Boldklub først fik øjnene op for og efterfølgende Sønderjyske.
I sidste sæson var Mads Agger en stor del af Sønderjyskes oprykning til Superligaen med ni mål og fem oplæg.
Så stor at cheftræner Thomas Nørgaard efter FCK-kampen kaldte ham for holdets største profil sidste sæson.
Succesen kan ifølge træneren fra dagene i Lemvig skyldes hans indstilling til spillet. Han missede aldrig en træning, selvom det var på hyggeplan. Derudover prægede størrelsen også niveauet.
- Han var slet ikke så høj dengang, og da vi mødte de fysisk stærke hold, kom han ofte til kort, da han ikke var så stor, siger Peter Dybdal om den i dag 181 centimeter høje offensivspiller.
Tilbage til familien har Mads Agger med debuten i Superligaen også forstærket sit efternavns renommé, som garanteret vækker minder hos flere fodboldelskere.
Vil overgå familien
Mads Agger er ikke i familie med den Agger.
Om du så har en mastergrad af dimensioner i slægtsforskning, kan du ikke finde en relation mellem Mads Agger og herrelandsholdets tidligere anfører og nyansatte assistent Daniel Agger. Den er der nemlig ikke.
I stedet er storebror Mikkel Agger og far Søren Agger de relevante i denne sammenhæng.
De har også karrierer som professionelle fodboldspillere bag sig. Primært med succes uden for det allerfineste selskab i Superligaen.
Derfor drømmer lillebror Mads nu om noget, der kan give ham håneretten til familiesammenkomster.
- Jeg drømmer om at lave flere mål i Superligaen, end min bror og far gjorde, siger han.
Den drøm må, modsat målet om at ende i Superligaen, siges at være inden for rækkevidde.
På trods af nul mål har lillebror allerede tangeret sin storebror Mikkel, der ikke nåede at score i sine ni kampe i den bedste række.
Farmand har fortsat håneretten med to scoringer for Ikast FS i 1995.
Måske ændres der på det, når Sønderjyske skal en tur til Randers FC søndag klokken 14. Kampen kan ses på TV3 Sport og Viaplay eller følges i TV 2 Sports liveblog.