Lasse begik to fejl og får nu ikke løn i et år: - Straffen følger ikke forseelsen
Lasses kro fik som mange andre virksomheder hjælpepakker under coronatiden. Nu er der dog landet en regning på 500.000 kroner, og den er ifølge ham alt for stor.
For de fleste, er corona-perioden efterhånden gemt væk på hukommelsens støvede hylder og blot erindringen om en speciel og udfordrende tid.
Hos Lasse Lindberg, der ejer og driver Diagonalkroen i Give, fylder corona-perioden dog fortsat tilværelsen på meget negativ vis.
- Jeg har ondt i maven, er sur, fornærmet og frustreret hver dag, fra jeg vågner, til jeg går i seng. Jeg synes, at det er urimeligt, for jeg har gjort, som de sagde, fortæller kroejeren med henvisning til at sende medarbejdere hjem under nedlukningen.
Kilden til Lasses dårligdom skal findes i en besked, han for kort tid siden modtog fra Erhvervsstyrelsen.
Tilbage i november 2024 modtog han en besked om, at sager om lønkompensation under coronanedlukningerne til Diagonalkroens medarbejdere, var blevet genåbnet.
Styrelsen efterspurgte nye informationer, som Lasse udleverede.
Fredag den 17. januar tikkede så en ny afgørelse om lønkompensationen ind: Lasse skal tilbagebetale 514.951,94 kroner.
- Beskeden gav mig ondt i maven. Jeg har ikke 500.000 kroner at tilbagebetale. Det er jo ikke penge, jeg har gemt, men udbetalt i løn.
- Det vil betyde, at jeg ikke kommer til at få løn i et år. Det bliver min kone, der skal betale huslejen, fortæller Lasse.
Årsagen til, at lønkompensationen nu skal delvist tilbagebetales for alle medarbejdere, er aktiviteter under hjemsendelsesperioden.
Jeg er med på, at man skal følge reglerne. Men jeg føler ikke, at straffen her følger forseelsen
Lasse Lindberg, ejer og køkkenchef på Diagonalkroen
Men Lasse føler ikke, at han som erhvervsdrivende var klædt tilstrækkeligt på, når det kommer til reglerne for lønkompensation.
To fejl til en halv million kroner
Virksomheder kunne under nedlukningerne modtage lønkompensation under forudsætning af, at virksomheden stod over for at måtte afskedige minimum 30 procent af medarbejderne eller mere end 50 ansatte, som følge af en nedlukning.
I den nye afgørelse er beslutningen om at nedregulere kompensationen faldet med følgende forklaring:
- Styrelsen har ikke fået forelagt oplysninger fra virksomheden, som i tilstrækkelig grad dokumenterer, at virksomheden i hele hjemsendelsesperioden havde en retlig forventning om at stå over for at skulle fyre den ansatte, som følge af forventet omsætningstab, står der i afgørelsen, som tvSyd har læst.
At Erhvervsstyrelsen ikke mener, at Diagonalkroen stod over for at skulle fyre medarbejdere, skyldes, at der på kroen blev ansat medarbejdere, mens andre var hjemsendt med kompensation.
- På et normalt år er vi omkring 20 lønnede medarbejdere. Men kun 9-11 er fastansatte, fordi vi benytter mange løsansatte medarbejdere alt efter hvilke arrangementer, vi har i kalenderen, forklarer Lasse Lindberg.
I den ene af de to perioder, som Erhvervsstyrelsen har udpeget, at kroen har modtaget uberettiget lønkompensation i, perioden april til juni 2021, ansatte Diagonalkroen 12 løsansatte, da kroen genåbnede delvist.
Alle fastansatte med undtagelse af to var tilbagekaldt, og det var der en grund til.
- Den ene af de to var faldet på en stige og kommet så slemt til skade, at hun aldrig kunne komme tilbage på kroen og arbejde igen. Den anden, en ansat i flexjob, var med de skærpede krav og regler ved genåbningen ikke i stand til at varetage opgaverne.
- Måske har jeg lavet en fejl. Måske skulle jeg have tilbagekaldt hende, der faldt, for så at sygemelde hende. Er der fejl, betaler jeg gerne den del tilbage, fastslår han.
Derudover havde Lasse, da alle medarbejdere var hjemsendt i december 2021-februar 2022, i samarbejde med Hedensted kommune, taget en borger ind i jobafklaring for at hjælpe denne tilbage på arbejdsmarkedet.
I papirerne fra jobcentret, som tvSyd har set, fremgår det, at borgeren i januar skulle være på Diagonalkroen 15 timer ugentligt, men ifølge Lasse blev det sammenlagt blot til 18 timers arbejde, da hun ellers hjemsendt.
I februar tog han en ansat ind i 8,5 timer for at klargøre til åbning i marts 2022 og for at forberede medarbejderen på opgaverne efter genåbningen.
- Jeg kan jo ikke genåbne uden oplærte medarbejdere, og vi manglede en løsansat opvasker til at gøre klar til genåbning og efterfølgende.
- Jeg havde ikke regnet med at skulle betale over 500.000 kroner tilbage, fordi to medarbejdere arbejdede i 26 timer og på grund af teknikaliteter i de mange hjælpepakker.
Igen understreger Lasse Lindberg, at han ikke har forsøgt at omgå nogle regler, og det savner han forståelse for.
- Jeg er med på, at man skal følge reglerne. Men jeg føler ikke, at straffen her følger forseelsen, siger kroejeren.
Tarteletfyld bliver løsningen
Diagonalkroen er aktuelt ved at gøre en klagesag ud af Erhvervsstyrelsens afgørelse. Den håber han, kan redde ham fra igen at skulle lide under coronaens tag på kroen.
- Jeg var lige kommet ovenpå efter corona-lukningerne. Vi har haft udskudt skat og moms og haft mistet arrangementer, men nu skyldte jeg ikke mere. Det her er et stort tilbageslag, fortæller han.
Siden regningen på 500.000 kroner landede i den virtuelle postkasse, har negativitet og frustrationer fyldt døgnet rundt.
Det besluttede Lasse Lindberg sig dog i fredags for ikke kunne fortsætte. Derfor har han søsat et initiativ via sin Facebook-side, der enten kommer ham eller Gives foreninger til gode.
- Jeg tænkte, at jeg ikke kunne gå og have det sådan her, og derfor kom jeg på en idé.
- I uge otte sælger vi tarteletfyld, som folk kan komme og købe. Det vil blive totalt gennemsigtigt, hvad avancen er på det, og hvis jeg skal tilbagebetale lønkompensationen, så går pengene til det. Får jeg medhold, så går pengene til byens foreninger. Jeg skal bare ikke tjene på det, fortæller kromanden.
Videoen, hvor Lasse fortæller om tiltaget, er blevet mødt med stor positivitet og opbakning fra byens borgere.
- Der har været mange positive tilbagemeldinger, og det er jeg glad for. Jeg ved ikke, hvor længe klagesagen tager, men nu prøver vi det, for jeg kan ikke overskue at have sagen hængende over hovedet, afslutter Lasse Lindberg.