Da karrieren var på det laveste punkt, fandt han nøglen til succes

Oliver Provstgaard har siden debuten for Vejles førstehold været fast mand på holdkortet. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Oliver Provstgaard spillede sidste sæson, som den eneste markspiller i Superligaen, fuld tid i alle kampe.

Det er nærmest en selvfølge, når Vejle Boldklubs startopstillinger præsenteres.

Oliver Provstgaard er med hver gang og spiller 90 minutter.

Sidste sæson var han med 2880 spilleminutter den spiller med næstflest minutter i benene i Superligaen. Han blev kun overgået af Randers FC-målmanden Patrik Carlgren, der spillede 120 minutter mere.

Udover mængden af spilletid viste den 21-årige vejlenser også højt niveau, og de sidste måneder er han på rygtebørsen sendt videre til større adresser.

Man skal dog ikke spole tiden langt tilbage, før virkeligheden kunne være endt anderledes.

Jeg ved ikke, om jeg havde siddet her, hvis ikke jeg havde fået den

Oliver Provstgaard, fodboldspiller, Vejle Boldklub

I en U-19-kamp for fire år siden mod FC København sprang den dengang 17-årige Provstgaard sit ene korsbånd. Skaden holdt ham væk fra fodboldbanen i et helt år.

- Det var ikke fordi, at mine drømme stoppede, men det var hårdt at være i, for jeg følte, at jeg var tæt på førsteholdet, da jeg blev skadet, siger han.

Nøglen til succes

Fodboldtalentet har altid været højt, og drømmen om at blive professionel var for alvor inden for rækkevidde i de sene ungdomsår på U-17-holdet i VB. Her begyndte den blonde midterforsvarer at spille med nogen, der var ældre end ham selv. Alligevel var han fast mand på holdkortet, ligesom han var det på ungdomslandsholdene.

Oliver Provstgaard

  • Født den 3. juni 2003 i København. Han flyttede til Vejle som fireårig.

  • Han begyndte til fodbold i Bredballe IF, men kom til Vejle Boldklub som 12-årig.

  • Han fik debut for VB den 14. april mod OB i Superligaen.

  • Han står noteret for 76 førsteholdskampe og tre mål.

Da karriereplanen så fik en udsættelse på et år, indså Oliver Provstgaard, hvad han manglede for at bryde igennem på den største scene.

- Jeg lærte en masse om fysisk træning, som nok vil gavne mig i løbet af min karriere. Det styrkede mig også mentalt, så jeg kan håndtere problemer i fremtiden. Jeg blev i hvert fald en stærkere person, og jeg følte, jeg kunne håndtere presset ved at spille i Superligaen som seniorspiller bedre, siger han.

Korsbåndsskader sker hyppigst ved idræt, hvor fodtøjet står godt fast på underlaget. Derfor er fodboldspillere iført fodboldstøvler blandt dem, hvor risikoen for korsbåndsskader er størst. Her er træning af balance, reaktionstid og styrke essentielt for at forebygge den lange pause, der følger.

Hvad er korsbåndet?

  • Der findes to typer korsbånd. Et forreste og et bagerste.

  • Det forreste korsbånd sidder midt i knæet og skal støtte og stabilisere knæet. Det bagerste sidder på bagsiden af skinnebenet og op til midt på bagsiden lårbenet.

  • Det bagerste korsbånd er cirka dobbelt så stærkt som det forreste. Skader i forreste korsbånd ses derfor oftest.

  • Korsbåndsskader i det forreste korsbånd sker hyppigst ved idræt, hvor fodtøjet står fast på underlaget som eksempelvis fodbold og håndbold. Det bagerste korsbånd skades typisk efter trafikulykker, men kan også ske ved de nævnte idrætsgrene.

  • Efter en korsbåndsskade i forreste korsbånd anbefales det at gennemgå en operation. Operationen vil i op mod 90 procent ende med et positivt resultat, hvor det nye korsbånd giver forbedret kvalitet i knæleddet. Det bagerste korsbånd heler med rette aflastning sig selv, og en operation er derfor som regel ikke nødvendig.

Kilde: sundhed.dk

Inden genoptræningen skulle Oliver Provstgaard gennem en operation, så korsbåndet kunne sættes på plads. Indgrebet medførte et stort tab af muskelmasse, specielt i lårregionen, som derfor var et af de steder, der blev fokuseret på under genoptræningen.

Oliver Provstgaard i sin debut mod OB den 14. april 2022. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Fodbold er en holdsport, men Oliver Provstgaard var i løbet af skadesperioden ikke en del et hold. Der var ikke andre spillere, som var skadet på samme tidspunkt.

I stedet var han i tæt dialog med en eller flere fysioterapeuter. Enten i klubben eller en klinik inde i byen.

- Jeg havde et perfekt setup, da der var en, som altid så på mig, når jeg trænede. Det betød meget, at jeg ikke var alene om det, for så havde det været meget hårdere, siger han.

Håbede du lidt, at en anden spiller løb ind i samme skade, så I kunne være fælles om genoptræningen?

- Det tænkte jeg ikke over. Jeg nød faktisk bare at være mig selv og sammen med fysioterapeuten, og så var der jo også mere fokus mig, smiler Oliver Provstgaard.

Et fokus, som et år efter skaden på kunstgræsbanen ved Vejle Boldklubs træningsanlæg, gav pote. I 2021 var Oliver Provstgaard tilbage på fodboldbanen. Her returnerede han til U-19-holdet, men i 2022 kom drømmen så i opfyldelse, da han fik debut for Vejle Boldklubs førstehold i Superligaen mod OB.

Han har ikke set sig tilbage siden.

En hjælp på den lange bane

Efter sin tilbagevenden til fodboldbanen har Oliver Provstgaard ikke haft en skade, der har tvunget ham væk fra spillet, han i dag tjener sine penge på at udøve.

En bedrift, som han takker karrierens lavpunkt for.

- Det har givet mig en masse gode ting. Jeg ved ikke, om jeg havde siddet her i dag, hvis ikke jeg havde fået den. Det er svært at sige, men det kan godt være, at korsbåndsskaden har hjulpet mig på den lange bane, siger VB-profilen.

Oliver Provstgaard har de sidste par år været fast mand på det danske U-21-landsholdet. Her har han også været anfører i nogle kampe. Hans største drøm er at spille for A-landsholdet. Foto: Frank Cillius/Ritzau Scanpix

Oliver Provstgaard frygtede i begyndelsen af sin tilbagevenden at ende på skadeslisten igen. Derfor trak han sig fra dueller, han normalt ville gå ind i. Den tid er dog overstået, og den 21-årige forsvarsspiller beder i dag sjældent om en pause.

- Nu stoler jeg meget på min krop og specielt på knæet om, at det nok skal holde, hvis jeg bliver udsat for noget, siger han og fortsætter:

- Jeg er fokuseret på at spille alt, og der er også rigelig tid til at slappe af, når man kun spiller kamp en gang om ugen. Det er kun i landsholdsperioderne, hvor det er hårdt at spille alle minutterne, siger Oliver Provstgaard med henvisning til, at der ofte skal spilles to landskampe på en uge.

Oliver Provstgaard (hvid trøje) scorede sit første Superliga-mål på Brøndby Stadion i foråret 2024. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Om han spiller fuld tid igen, finder han ud af mandag aften, hvor Vejle møder Brøndby IF på Brøndby Stadion i anden runde af Superligaen.

I foråret scorede Oliver Provstgaard sit hidtil eneste mål i landets bedste række på netop Brøndby Stadion. Opgøret kan ses på TV 2 Sport X.

Tema

Superliga 2024/2025

En flybillet gav hende det, hun brændende ønskede sig i ti år

Foto: Julie Rasmussen, TV SYD
Udgivet

I ti år har Sissel Møllers civilstatus været den samme. Single. Til en familiesammenkomst i november 2023 blev hun ramt af en stor længsel efter kærligheden. Kort efter begyndte en lang, uventet kærlighedsrejse.

Den årlige æbleskivedag hos Sissel Møllers forældre var kommet. På tiende år troppede hun op alene. Det var ikke uvant for hende. Alligevel føltes det anderledes.

Når hun kiggede sig omkring, så hun kun par og familier. Hendes to brødre sad med hver deres kone og børn.

- Hvad er der galt?

Sådan lød spørgsmålet fra Sissel Møllers mor, der forsøgte at trøste sin datter i baggangen.

Sissel Møller og sin mor Foto: Privatfoto

Snøftende stod Sissel Møller og havde svært ved at sætte ord på, hvad der trykkede.

Alligevel vidste hun, at det var en følelse af ensomhed og forkerthed, der fyldte. Hun var 29 år og single.

- Jeg var igen, igen, igen den, som bare kom alene og gik hjem alene, og det blev jeg ramt af, siger hun.

Dagen efter delte hun et opslag på sin Instagram med sine flere tusind følgere.

Her beskrev hun hele seancen, hun havde oplevet hos sine forældre, fordi hun tænkte, at der måtte sidde andre i samme situation som hende.

- Jeg ved, der er mange, der kan lide at læse personlige opslag, fordi de kan sætte sig ind i det. Det er rart at vide, at man ikke er den eneste, der kan have det svært, siger hun.

Opslaget blev modtaget med flere likes og varme kommentarer fra hendes følgere, og flere stod i en situation, der mindede om hendes.

Andre bakkede hende op i søgen efter kærligheden.

I en af kommentarerne stod der, at hun måske kunne være så heldig at få sin kommende partner i julegave.

En vild kærlighedsrejse begynder

En aften i december 2023 lignede mange andre. Singlekvinden swipede tommelfingeren fra side til side på sin telefon. Den ene mand dukkede op efter den anden.

Sissel Møller havde ikke haft succes med dating-appen. Hun havde været på utallige Tinder-dates, men efter en eller to dates med den samme mand, havde det oftest vist sig, at der ikke var potentiale til et parforhold.

Pludselig dukkede Mads Olsen op på hendes skærm. Pilot. Bor i Malaga. Men er i Danmark lige nu - få kilometer fra hende.

I starten blev Mads Olsen dækket til med en pilot-emoji på Sissel Møllers Instagram, fordi han ikke ønskede at blive genkendt af de 70 tusind følgere, hun havde. Foto: Privatfoto

De viste begge interesse for hinanden på dating-appen og her begyndte en samtale, der skulle vise sig at fortsætte længe.

- Tinder er ret overfladisk og i første omgang tænkte jeg ikke, at han så spor interessant ud på sine billeder, men jeg ville alligevel give det et forsøg, siger hun.

Første møde med piloten

Mads Olsen befandt sig i Billund. Han var taget til Danmark, fordi han skulle besøge sin familie.

Sissel Møller befandt sig i Horsens, hvor hun boede.

- I mit hoved tænkte jeg, at daten ville forløbe som alle de andre. Vi mødes, går en kort tur, og så er det nok det, siger hun.

Efter to timer blev hun alligevel overrasket. Snakken flød.

De blev enige om at fortsætte deres date på en café, fordi det blev for koldt at gå rundt i decembervejret.

Jeg tog ordene til mig, fordi min far aldrig plejede at blande sig i mit datingliv

Sissel Møller

Det var i de ti singleår aldrig sket, at en Tinder-date var fortsat på en café. Den stoppede altid ved gåturen efter en time.

- Jeg var glad. Vi snakkede vildt godt sammen og havde samme humor, siger hun.

Der var bare ét problem. Mads Olsen skulle tilbage til Spanien dagen efter deres første date.

De udviste begge interesse for hinanden, men havde ikke meget tid at give af. Sissel Møller skulle arbejde den dag, Mads Olsen skulle flyve. De så hinanden kort til endnu en date, inden han forlod landet.

Anden date foregik på Sissel Møllers løbetur, hvor Mads Olsen cyklede ved siden af hende. Foto: Privatfoto

Her flød samtalen endnu engang af sig selv, men Mads Olsen måtte snart vinke farvel til Danmark. De kunne begge mærke, at de langt fra var færdige med at lære hinanden at kende.

Efter to dates tog Sissel Møller chancen og bestilte en flybillet til Malaga.

- Han kunne i princippet være en skør mand, men jeg følte bare sådan en ro ved ham, og så tænkte jeg, det nok skulle gå, siger hun.

Juleaften blev tredje date i Spanien

Dagen inden hun skulle hoppe på flyet og drage mod Malaga, tog hun hjem til sine forældre for at sige farvel.

På vej ud af døren sagde hendes far, at nu skulle hun gå 100 procent ind i det denne gang.

- Jeg tog ordene til mig, fordi min far aldrig plejede at blande sig i mit datingliv, fortæller Sissel Møller.

Sissel Møller, Sisstiss på Instagram, delte den 18. december på sin profil, at hun skulle drage mod Malaga for at se Mads Olsen til en tredje date. Foto: Privatfoto

På flyveturen var hun spændt på, hvad der skulle ske, og hvordan deres relation ville komme til at udvikle sig. Hun havde ikke de store forhåbninger, men tænkte i stedet, at det ville blive sjovt og spændende at opleve.

En uge gik. Lange samtaler, varme, Malaga.

I modsætning til Danmark, hvor stormen Pia rasede. Selvom det godt kunne lade sig gøre at flyve hjem, så var det alligevel en god grund til at blive i Spanien.

Det eneste problem var, at juleaften lå lige rundt om hjørnet. Hvis hun blev, kunne hun ikke være hjemme til jul, når hendes familie ville danse om juletræet og sidde om bordet og spise julemad.

- Jeg ringede hjem til mine forældre og spurgte dem, om det var okay, hvis jeg ikke kom hjem til jul. De sagde, at selvfølgelig var det okay, fortæller Sissel Møller.

Julen i Spanien blev fejret med et lidt alternativt juletræ, end hvad Sissel Møller er vant til hjemmefra. Foto: Privatfoto

Juleaften 2023 blev med Mads Olsen i Malaga. Siden deres tredje date og juleaften sammen har deres forhold kun udviklet sig og taget fart.

Sissel Møller er klar over, at hendes fars råd om at give forholdet en ordentlig chance var vigtig, for at det kunne blomstre til det, det er i dag.

- Hvis man finder en person, som man kan se sig selv sammen med, så skal man holde ved og give det en ordentlig chance, selvom man tænker, at der måske er noget andet derude, der kunne være bedre, siger hun.

Parret er igen i Spanien for at fejre juleaften sammen. Foto: Privatfoto

Men Sissel har holdt fast i sin Mads.

I dag har parret netop skrevet under på et hus sammen i Spanien.

Sissel Møller er ved at pakke sin lejlighed ned i Horsens, og så overtager de huset i starten af april 2025.

Juletrafikken strammer til - uheld og havarerede biler

Juletrafik Foto: Vejdirektoratet
Udgivet

Der er sket et uheld på E20 fra Fredericia mod Middelfart mellem 59 Fredericia S og Ny Lillebæltsbro.

Et uheld lige før den Ny Lillebæltsbro skaber lige nu kø og en forlænget rejsetid på op mod ti minutter. Vejdirektoratet forventer først normal trafik i løbet af eftermiddagen.

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.

Desuden er en bil havaret på E45 på strækningen mellem Horsens N og Ejer Bavnehøj i retning mod Aarhus.

Bilen giver ifølge P4 Trafik to kilometers kø på strækningen.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden, analysere statistik samt og vise dig funktioner til sociale medier. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid tilbagetrække eller ændre dit samtykke, ved at klikke på ”Opdater dit cookietilsagn her” i bunden af siden. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere om brugen af cookies.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Statistikcookies

Statistikcookies hjælper os med at forstå, hvordan vores hjemmeside bliver brugt, så vi kan forbedre den. Vi forsøger at minimere brugen af eksterne tjenester og sikrer, at dine data anonymiseres så vidt muligt.

Navn Udbyder
Chartbeat
_cbt Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Funktionelle cookies

Funktionelle cookies giver os mulighed for at huske dine præferencer og forbedre din brugeroplevelse. Disse cookies er ikke strengt nødvendige, men de gør din oplevelse mere personlig og problemfri.

Navn Udbyder
csrftoken instagram.com
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
JSESSIONID LinkedIn
jwplayer.bandwidthEstimate tvsyd.dk
jwplayerLocalId tvsyd.dk
lang LinkedIn
lang LinkedIn
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube
LAST_RESULT_ENTRY_KEY youtube.com
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com

Ikke tildelte cookies

Disse cookies er endnu ikke blevet kategoriseret. Vi arbejder på at identificere deres formål og sikre, at de respekterer dine privatlivsindstillinger.

Navn Udbyder
_clsk tvsyd.dk
pusherTransportTLS no-domain
sentryReplaySession no-domain
tv_syd_session tvsyd.dk

Nødvendige cookies

Disse cookies er essentielle for at vores hjemmeside fungerer korrekt. De sikrer grundlæggende funktioner. Uden disse cookies ville siden ikke kunne fungere optimalt.

Navn Udbyder
app_banner_enabled tvsyd.dk
breaking tvsyd.dk
breaking_banner_dismissed tvsyd.dk
CookieConsent tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
tv2reg_cookie_consent tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
XSRF-TOKEN tvsyd.dk

Præference-cookies

Præference-cookies husker dine valg, så vi kan tilpasse hjemmesiden efter dine behov. Disse cookies sikrer, at du får en mere personlig oplevelse ved hvert besøg.

Navn Udbyder
NID Google

Markedsføringscookies

Vi anvender ikke selv markedsføringscookies, men vi har valgt at kategorisere en række cookies, som eksterne partnere sætter, som netop markedsføringscookies for at gøre dig som bruger opmærksomme på dem. Vi anvender kun eksternt indhold når det er vores vurdering, at det løfter kvaliteten af vores journalistik eller at det er bydende nødvendigt.

Navn Udbyder
remote_sid youtube.com
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
TESTCOOKIESENABLED youtube.com
VISITOR_INFO1_LIVE youtube.com
VISITOR_PRIVACY_METADATA youtube.com
YSC youtube.com