Første kamp i seks år – klappet ind af hele stadion
Der blev skruet op for decibelniveauet, da Sønderjyskes Jakob Busk blev skiftet ind mod sin tidligere klub FC København søndag aften.
Han har ikke spillet en fodboldkamp af betydning i mere end seks år, men den 11. august var ventetiden forbi for Jakob Busk.
- Det var dejligt at være tilbage på banen igen, og det er klart, når der er gået så lang tid, så har jeg da savnet det, siger debutanten.
Udover længe venten kunne den tidligere Union Berlin-målmand heller ikke bede om en bedre modtagelse, da han modtog klapsalver fra de knap 8.000 fremmødte på Sydbank Park – også fra FC Københavns fans, som Busk vogtede buret for fra 2012 til 2014.
- Det betyder meget at blive taget godt imod, og det betyder også meget, at det var fra ens gamle venner, siger han.
Glad for to gode målmænd
Faktisk lignede det ikke ved kampstart, at kamptørken skulle slutte søndag aften, da Jakob Busk indledte opgøret på bænken.
Den 30-årige keeper blev dog skiftet ind i løbet af første halvleg på bekostning af målmandskollegaen Nicolai Flø, der måtte udgå med en skade.
Cheftræner Thomas Nørgaard var dog ikke bekymret for at sætte den kamprustne Jakob Busk ind på kassen, selvom han ikke blev aftenens redningsmand.
- Jeg er glad for at se, at jeg har to gode målmænd, og det er også, som vi havde forventet. At Jakob går ind og gør det, han gør, var selvfølgelig min forventning til ham, og jeg er selvfølgelig glad for at blive bekræftet i det, siger Sønderjyske-chefen.
Dagens substitut i Sønderjyske-målet er ikke helt tilfreds efter sit comeback, da det endte 2-0 til københavnerne. Alligevel er Jakob Busk fortrøstningsfuld overfor sin nuværende arbejdsgiver på trods af nederlaget.
- Det er irriterende, at vi taber, men jeg tænker også, at der er en grund til, at vi taber. Jeg tænker også, at vi gør mange gode ting, så det er lidt en blandet fornemmelse, siger han.
Næste job for Sønderjyske og Jakob Busk er mod Randers FC på Cepheus Park.