For 50 år siden blev de pakket væk - men forening fik dem frem
De Handikappedes Idrætsforening for Horsens og Omegn (DHIF) har i denne uge 50-års jubilæum. Foreningen blev skabt i en tid, hvor handikappede var udstødte - nu er samfundet blevet mere inkluderende.
Året er 1973.
Danmark er netop trådt ind i EF. Der er oliekrise i Danmark, og bilfrie søndage bliver en kendsgerning.
I Horsens ser en forening dagens lys. Helt præcist den 1. marts 1973. Den kalder man 'De Handikappedes Idrætsforening for Horsens og Omegn'.
En af dem, der var med til at starte foreningen for 50 år siden er Sonja Rattenborg. Hun er ikke selv handikappet, men det er hendes søn. Hun gik ind i det for at skabe aktiviteter for handikappede mennesker i lokalområdet. Dem var der ikke så mange af på den tid.
- Der var behov for, at de (de handikappede, red.) kom ud og dystede mod hinanden, siger hun om en af baggrundene for, at der kom en handikapidrætsforening i Horsens.
Kommunen var dengang en vigtig medspiller, da foreningen så dagens lys.
- Horsens Kommune var meget velvillig til at hjælpe med at vi fik en svømmehal og så videre, siger Sonja Rattenborg.
Fra eksklusion til inklusion
At man skabte idræts- og foreningsfællesskaber som det i Horsens har været med til at åbne dørene for handikappede borgere til samfundet. Man kan, lidt opstillet, sige, at de døre ikke var specielt handikapvenlige i 1970´erne.
Det noterer man sig i Parasport Danmark, der er idrætsforbundet for handikapidræt i Danmark.
- Det har bestemt været med til at inkludere mennesker med handikap i samfundet. Inden da var de oftest 'stuvet af vejen', siger Søren Jul Kristensen, der er bredde- og teamchef i Parasport Danmark, og fremhæver beskyttede værksteder og centralinstitutioner som steder, hvor de handikappede var på den tid.
Nu skriver vi 2023, og virkeligheden er en anden i idrætten og alle andre steder.
- Nu er de med alle steder. Både arbejdsmæssigt og i alle mulige andre sammenhænge, siger Søren Jul Kristensen og fortsætter.
- Jeg tror, at fra, at det var nogle, der måske var en belastning, nogle man skulle tage særlige hensyn til eller nogle, der bare var en udgift for samfundet, så er det blevet til, at nu er de også en ressource, som kan og vil bidrage.
Tilbage i idrætsforeningens lokaler mener medskaber Sonja Rattenborg også, at foreningen har været med til at skubbe til folks respekt overfor deres handikappede medmennesker.
- Man er blevet mere accepteret, og det er man blevet, når man er og var mere aktiv og deltog i nogle ting, siger hun.
Fire hurtige om DHIF for Horsens og Omegn
Navn:
"De Handicappedes Idrætsforening for Horsens og Omegn"
Stiftet:
1 marts 1973
Adresse:
Sønderbrogade 3, 8700 Horsens
Formål:
"...at skabe grundlag for handicappedes udøvelse af idræt
under betryggende ledelse og opsyn."
Medlem af:
Dansk Handicap Idræts Forbund. DHIF
og Parasport Danmark
Fejres med åbent hus
Når en idrætsforening som den i Horsens fejrer, at den har været der i fem årtier, så skal der ikke spares på festivitassen - og det bliver der heller ikke.
Lørdag den 4. marts fra klokken 13 og nogle timer frem, inviterer foreningen nemlig til reception og fejring i Forum Horsens. Sådan lyder det fra Jann Nielsen, der er næstformand i DHIF Horsens.
- Vi starter klokken 13 med tale ved formanden, og så går dagen ellers løs derfra, siger han.
Man har blandt andre kaldt et par artister ind, som både var noget ved musikken i 1973 og stadig er det den dag i dag, nemlig musikerægteparret Keld og Hilda. De spiller ad to omgange.
Sidst, men måske også vigtigst, bliver det muligt at prøve nogle af de mange aktiviteter, DHIF har på programmet anno 2023. Blandt andet boccia.
- Vi regner med, at der kommer 130 mennesker, og vi har fået indikationer om 110 gæster allerede nu, siger Jann Nielsen.