36-årige Johannes Sørensen sad på sit kontor på øverste etage i det nybyggede Radiohus på Rosenørns Allé i København.

Det var den 19. september 1944. Danmark var besat af nazisterne.

Han var nyhedsspeaker på Pressens Radioavis. Siden besættelsens begyndelse havde han været den stemme, som danskerne lyttede til bag mørklægningsgardinerne.

Han havde netop sluttet sin nyhedsudsendelse. Det var lidt over middagstid. Så gik luftalarmen i gang.

Kort efter slog en tysk soldat døren op. Johannes Sørensen fik besked på at læse en proklamation op fra Günther Pancke, den daværende tyske politichef. Proklamationen sagde, at det danske politi blev interneret.

Johannes Sørensen nægtede.

Soldaten forlod kontoret for at meddele sin leder, at Johannes Sørensen ikke ville samarbejde. Så tog Johannes Sørensen sit tøj og smuttede. Han gik over på Lytterkroen tværs over vejen.

Derfra så han, at en stor deling danske SS-soldater med sorte hjelme indtog Radiohuset.

Johannes Sørensen var en kendt person, som havde forbrudt sig mod nazisterne og taget flugten. Hvis de fandt ham, ville han blive arresteret. Måske sendt i koncentrationslejr.

Han måtte gå under jorden.

Otte måneder senere var han bogstavelig talt også under jorden og gav danskerne en nyhed, de havde hungret efter i årevis.

Vejledrengen

Johannes Gunnar Sørensen blev født 10. november 1908 i Kirkeby, Sønder Omme. Han var søn af købmand Jens Sørensen og Maria Sørensen. Hans far gjorde sine forretninger på den gamle handelsplads i den lille by Børkop lidt uden for Vejle.

Johannes Sørensen tegnede og malede og i mange år drømte han om at blive kunstner. Hans far var bestemt ikke fan af den drøm. Han så hellere, at Johannes Sørensen læste til præst.

- Men det havde jeg ikke det mindste lyst til, har Johannes Sørensen siden fortalt.

Det var dog alligevel en præst, som puffede Johannes Sørensen på rette vej. Johannes Sørensen kunne også godt lide at skrive, og præsten sagde efter konfirmationen, at Johannes Sørensen burde arbejde med mennesker.

Det gjorde indtryk.

Han tog sin studentereksamen, da han var 19 år, og begyndte kort efter som journalistelev ved Vejle Amts Avis.

Nyheder blev hans kald.

- Jeg mener, at grundlaget for et demokrati er at give befolkningen vaskeægte nyheder. Den rå nyhed – sand og objektiv – har meget stor betydning for samfundets udvikling, har Johannes Sørensen udtalt.

Efter nogle år blev han den yngste journalist på Christiansborg for Jyllands-Posten. Dengang hed det ’rigsdagsmedarbejder’.

Den 1. maj 1938 blev han en del af Pressens Radioavis, som var en selvstændig del af Statsradiofonien. Det daværende navn for DR. 

- Jeg ville hurtigst muligt ud med mine nyheder til flest mulige, har han udtalt om sit skifte fra dagblad til radio.

Dén holdning blev vigtig senere, da han få år senere skulle træffe en afgørende beslutning i en kælder i London.

Knap to år senere, den 9. april 1940, blev Danmark besat.

Danmark besat  

Alt blev forandret, da nazisterne overrumplede Danmark. Besættelsen af Danmark var udelukkende strategisk, da tyskerne sikrede sig adgang til enorme mængder jernmalm i Norge, som skulle bruges i den tyske krigsmaskine. Det var grunden til, at Danmark, på papiret, bevarede sin suverænitet.

Nazismens hånd om landet betød, at udgangsforbud, mørklægning, vold, drab, propaganda og censur blev dagligdag. Sådan var det også på Pressens Radioavis, hvor Johannes Sørensen måtte vige fra sine principper om rene og objektive nyheder og læse tyskernes budskaber op i æteren.

- Det var en trælletjeneste under krigen, har Johannes Sørensen udtalt.

Danske nazister som Erling Hallas kritiserede åbent Radioavisen for at forkludre historierne.

Andre lyttere sendte rationeringsmærker til Johannes Sørensen, fordi han måtte da blive sulten af at skulle læse al den ”nonsens” op i radioen.

Med årene blev nazisternes greb om danskerne mere brutalt. Radioen blev et samlingspunkt i mange hjem, hvor Johannes Sørensens stemme berettede om kongerigets og Det Tredje Riges tilstand. Radioen var det medium, som var hurtigst med nyheder fra ind- og udland. Aviser skulle skrives og trykkes.

Radioen fik sine nyheder direkte ind på en fjernskriver, som skjult i en lydtæt kasse hamrede nyhedstelegrammer ind på metervis af papir. Herefter tog blandt andre Johannes Sørensen sig af at sortere ud i historierne og fortælle det, som censuren tillod. Andre gange ringede lytterne ind.

Om morgenen den 19. september 1944 fik Johannes Sørensen et opkald, som blev skæbnesvangert for tusindvis af danske politifolk.

Operation Måge

Stemmen i den anden ende af telefonen fortalte, at nazisterne ville angribe det danske politi samme dag.

Johannes Sørensen ringede omgående til Politigården.

- Men de troede ikke på mig, har Johannes Sørensen fortalt.

De havde fået sådanne meddelelser før. Tippet blev ignoreret.

Luftalarmen lød omkring klokken 11 og ’Operation Måge’ begyndte. Tyske tropper stormede danske politistationer. Flere betjente blev skudt på klos hold. 2000 politifolk blev arresteret.

Tilliden til det danske politi havde nået et nulpunkt, og tyskerne ville sikre sig, at politikorpset ikke pludselig skulle falde dem i ryggen.

Tilbage i Radiohuset var Johannes Sørensen altså ikke overrasket, da den tyske soldat pludselig stod på hans kontor og forlangte hans samarbejde. Han vidste, at besættelsen nu trådte ind i en ny fase.

Det er uvist, om han havde planlagt sin flugt, eller om det skete i de minutter, hvor han smuttede fra Radiohuset og over på Lytterkroen.

Han hoppede på et stenfiskerfartøj mod Sverige, hvor han blev gemt mellem tønder i lasten. Men det gik næsten galt på overfarten.

- Besætningen havde drukket sig mod til, og skipperen sejlede mod Saltholm. Han troede, det var Sverige. Og så gik vi på grund, har Johannes Sørensen fortalt.

Efter 12 timer lykkedes det dog at komme til det neutrale Sverige, hvor han en uge senere læste nyheder op i radioen.

På det tidspunkt havde britiske BBC fået øjnene op for den danske stemme. Den sendte nyheder til hele verden, og BBC ville have en dansk speaker, som danskerne kendte og havde tillid til.

Johannes Sørensen skulle være den danske stemme i London.

Han blev sat på et britisk transportfly og fløjet via en hemmelig kurérrute fra Stockholm til Skotland. Flyvemaskinen trak så langt mod himlen som muligt, da den passerede det smalleste sted af det tyskbesatte Norge. Turen tog seks timer.

- Det var ikke fornøjeligt. Det meste af tiden havde jeg iltmaske på, og det var hundekoldt i kabinen, har Johannes Sørensen fortalt.

Fra oktober 1944 kunne danskerne atter høre den velkendte stemme i æteren – denne gang fra BBC i Bush House i London.

Nu fortalte Johannes Sørensen nyheder udenom tysk censur og sendte kodede budskaber til Modstandsbevægelsen i Danmark. Hans stemme var nu for alvor den lyd, som danskerne knyttede sig til.

Den 4. maj 1945 blev han afbrudt midt i en aftenudsendelse af en ligbleg og stakåndet kollega.

Det blev hans største øjeblik.

Frihedsbudskabet

I april og maj 1945 var det ingen hemmelighed, at Tyskland var ved at tabe krigen. De tyske fronter kollapsede én efter én, og den 30. april begik Hitler selvmord i sin bunker.

For Johannes Sørensen var den 4. maj 1945 begyndt som andre dage.

Klokken 20.30 sad han klar i studie 15 til sin aftenudsendelse. En rød lampe tændte. Radioavisen begyndte.

- Her er London. BBC sender til Danmark.

Han læste nyheder om, at tyskerne så ud til at være klar til at overgive sig. At store menneskemængder samledes ved grænsen til Tyskland, så de kunne give de allierede styrker en hjertelig velkomst, når de trillede ind i Danmark. Men der var også historier om tyskere, som forskansede sig og så ud til at gøre klar til en sidste desperat kamp.

Et andet sted i bygningen tikkede en nyhed ind på fjernskriveren fra nyhedsbureauet Reuters. Nyheden blev omgående læst højt over højtaleranlægget i hele bygningen.

I den danske afdeling lyttede journalist Flemming Barfod. Han sprang op, spænede gennem bygningen og ned ad trapperne til studiet, hvor Johannes Sørensen var midt i sin udsendelse.

Studiet hos BBC lå tre-fire etager under jorden midt i London.

Stakåndet brasede han ind i studiet og gav Johannes Sørensen et puf i ryggen. Uvidende om den store nyhed fortsatte Johannes Sørensen med at læse. Han fik endnu et puf i ryggen. Da han efter få sekunder var færdig, slukkede han for mikrofonen.

Flemming Barfod fortalte, hvad han havde hørt. Johannes Sørensen lyttede. Hundredtusinder af danskere lyttede til den knasende lyd uden stemme i radioen. Sekunderne gik.

- I de sekunder løb tankerne gennem hovedet på mig. Jeg tænkte: Kan det være rigtigt? Tør jeg sige det? har Johannes Sørensen fortalt.

Men han stolede blindt på sin kollega. Med al sin erfaring i ryggen beherskede han sin stemme.

- Jeg tænkte: Nu må jeg ikke snuble over ordene. Nu tjener jeg dem, som venter budskabet fra London, har Johannes Sørensen skrevet i sine erindringer.

Årene som radiospeaker og hans flugt fra nazisterne havde formet og forberedt ham på dette historiske øjeblik. Den rå nyhed han nu serverede, ville få Danmark til at gå amok.

Han tændte for mikrofonen igen og talte.

- I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Det kvindelige tekniske personale i studiet dansede rundt af glæde.

Han gentog:

- Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.

Hør øjeblikket, hvor Johannes Sørensen siger de berømte ord herunder.

Med de 47 ord var krigen i Danmark forbi. Selvom overgivelsen egentlig først trådte i kraft den 5. maj klokken 08.00, var nyheden ude.

Det var ’frihedsbudskabet’.

Johannes Sørensen blev forpustet over sine egne ord. Klokken var 20.37. Danmark gik amok.

Gaderne fyldtes med mennesker, som omfavnede og kyssede på kære og fremmede. Mørklægningsgardiner blev revet ned og brændt på bål i gaderne. I deres fravær tændte man lys i vinduerne i trods. Nationalsange gjaldede i store og små byer til langt ud på natten, imens Dannebrog blafrede på gader og fra vinduer.

Danskerne var frie igen.

Langt fra Danmark og under jorden måtte Johannes Sørensen færdiggøre sin udsendelse.

Han læste nogle proklamationer, som allerede virkede forældede efter kapitulationen.

Derpå spillede han ’Kong Christian stod ved højen Mast’ og ’Der er et yndigt land’.

Så forlod han studiet. På Londons gader fortsatte livet, som om intet var hændt. For briterne var det blot en front, der var faldet.

I årene efter Anden Verdenskrig var Johannes Sørensens ansigt lige så kendt som hans stemme. Han var en offentlig person, som ofte deltog i ceremonier om befrielsen.

Men at være frihedsbudskabets budbringer havde en pris. På den ene side var det hans journalistiske drøm at kunne formidle den størst tænkelige nyhed i Danmarkshistorien. På den anden side følte han, at han tog æren for en sejr, han ikke vandt.

- Det er meget svært at leve med at blive en historisk person. Man risikerer at gå i stykker på det, og jeg har ikke haft det let med mig selv, har Johannes Sørensen udtalt.

- Det var jo ikke mig, der vandt krigen. Jeg var bare det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Han syntes, det var mærkeligt at tænke på, at frihedsbudskabet for evigt vil være forankret i hans stemme. Men han var glad for, at han kunne formidle budskabet med det samme. Holland fik først nyheden dagen efter.

I 1958 blev han gift med Lilli Skjoldager fra Bornholm og arbejdede de næste 14 år som journalist på dagbladet Bornholmeren.

Han døde den 14. december 1989 og blev begravet på Rønne kirkegård.

Han huskede sine 47 berømte ord til det sidste.

Artiklen er udarbejdet den 4. maj 2020. (Artiklen er genudgivet)

Denne artikel er udarbejdet ved hjælp af Johannes Sørensens personlige scrapbøger fra Bornholms Museum. 

Derudover disse kilder: rønnebyarkiv.com, Vejlenseren oktober 1927, B.T. 24. november 1942, Vejle Amts Avis 31. januar 1942, Frit Danmark 29. september 1944, Information 20. september 1944, Social-Demokraten 28. juni 1945, Berlingske Tidende 14. november 1945, Aalborg Amtstidende 4. maj 1955, Bornholmeren 4. november 1978 + 4. maj 1985, Hejmdal 5. maj 1955 og Det Fri Aktuelt 15. december 1989.