De første 30 kilometer gik godt, men så begyndte maven pludselig at krampe. Smerten var voldsom. Bo Stern Møller havde aldrig oplevet noget lignende på en af sine adskillige løbeture frem mod maratonet.

Hans krop var vant til at løbe både hele og halve maratoner. Til at spille fodbold og styrketræne flere gange ugentligt.

Trods kramperne rev i hans krop, pressede han fødderne over målstregen. Blot for da at begynde en kavalkade af opkast og diarré, hvor han allerede halvanden måned efter hverken kunne træne eller handle uden at skulle bekymre sig om at knække sammen i smerte.

- I flere uger kastede jeg op og havde tynd mave. Hver gang noget kom ind, kom det ud igen, så jeg optog ingen næring og blev totalt afkræftet. Jeg kunne ingenting, fortæller Bo Stern Møller.

På sygehuset blev han undersøgt, og det første, lægen spurgte om, var: Er du selv kørt herhen?

Bo Stern Møller havde været med en taxa, for som lægen rigtigt nok havde bemærket, var han for afkræftet til selv at kunne køre.

- Lægen ville vide, om jeg kunne tage vare på mig selv hen over den kommende weekend. Det kunne jeg ikke svare på, så jeg ringede til min mor, som svarede, at det kunne jeg ikke.

Med det svar blev Bo Stern Møller indlagt, og selvom han godt vidste, at han var syg, så havde han ikke kunnet forestille sig det helvede, der nu ventede ham.

Beskeden som han frygtede

På sygehuset i Vejle konstaterede lægerne, at det var tyktarmen, som var problemet. Bo Stern Møllers immunforsvar var i færd med at nedbryde tarmen indefra. Angiveligt sat i gang af en bakterie og derefter gået i selvsving.

Han begyndte på medicin, men blodprøverne blev ikke bedre. Han var nu så afkræftet, at han var flyttet hjem til sine forældre og sygemeldt fra sit arbejde som revisor. Tøjvask, indkøb og madlavning var umulige at gennemføre, og han var afhængig af flere timers søvn i løbet af dagen.

Med et skift i medicinen begyndte han dog langsomt at kunne spise og gå igen, men bedringen og planerne om snart at kunne vende tilbage til sit arbejde blev dog drastisk ændret.

- Jeg var til kontrol på sygehuset, hvor de fortalte, at mine tal ikke så gode ud, og så fik jeg den besked, som jeg havde frygtet, men som de hele tiden havde sagt, kunne ende som konklusionen.

Bo Stern Møller skulle have stomi.

Hvem er jeg nu?

Bo Stern Møllers første tanke var, at alt håb om at få sit aktive liv tilbage var væk.

- Jeg har altid været kendt som ham, der løb og trænede og var i god form, så jeg følte, at jeg mistede min identitet, for hvem skulle jeg så være?

Lægerne forklarede dog, at han med den rette genoptræning sagtens ville kunne dyrke sport igen. Den forsikring blev et løfte til ham selv.

- Det blev mit mindset. For det skulle fandme være løgn. Jeg skulle ud af det smertehelvede.

Efter knap et år med genoptræning blev Bo Stern Møller tilbudt en særlig operation på Odense Universitets Hospital, som ville kunne befri ham fra sin stomi.

Operationen var kun en mulighed for de patienter, der var i god form, og takket være sin ihærdighed faldt Bo Stern Møller i den kategori.

Forløbet gik dog ikke nemt, for efter det første af tre indgreb vendte kramperne i maven tilbage. Værre end nogensinde.

Tarmen havde snoet sig, så han skulle akut afsted til sygehuset i Odense. I tre måneder var han indlagt. En tid som han selv kalder for ‘den værste del af historien’.

Den værste del af historien

I halvanden måned lå han i en hospitalsseng og ventede på næste indgreb. En sonde gav ham mad og væske, og hver anden dag blev endetarmen tømt ved hjælp af et sug.

- På det tidspunkt magtede jeg ikke mere, og en dag spurgte jeg min mor, om hun ikke nok kunne få det hele til at stoppe?

- Men hun svarede mig, at det fik jeg ikke lov til.

Fire operationer senere vågnede Bo Stern Møller på intensiv. Lægerne havde fjernet hans tyktarm, og den særlige operation var vellykket. Det var slut med stomi.

Nu skulle han have sit liv tilbage, men først fulgte en kamp om blot at komme ud ad sengen. Han havde ikke gået et eneste skridt i to måneder, og mentalt måtte han erkende, at en kørestol og et stativ til når han skulle stå oprejst, var hans nye virkelighed.

Ville have livet tilbage

20 kilo havde Bo Stern Møller tabt, mens han var indlagt. Da han så sine 60 kilo i spejlet, blev han mindet om sit løfte til sig selv.

Hurtigst muligt fik han fat i en personlig træner og en kostvejleder. Udstyret med trænings- og kostplan vendte han langsomt tilbage til sig selv.

- Jeg sprang ikke en eneste træning over. Jeg plejede førhen at stå op klokken 4.30 og træne en time inden arbejde, og det blev min faste rytme igen.

Hver søndag forberedte han måltider til den kommende uge, og med den velkendte disciplin fulgte han sine programmer stringent i et halvt år.

Og målet stod klart for ham.

- Da jeg var indlagt lovede jeg mig selv to ting. Jeg ville ud at rejse, og jeg ville løbe Storebælt Halvmaraton året efter. For jeg ville bevise, at det ikke skulle styre noget som helst, at jeg var syg.

En vigtig påmindelse

Begge mål fik Bo Stern Møller krydset af listen. Han rejste til Mauritius i 2017, og på præcis toårsdagen for sin indlæggelse på Odense Universitetshospital løb han halvmaratonet over Storebælt.

- Jeg er kommet stærkere tilbage. Fysisk, men særligt mentalt er jeg et helt andet sted.

Han er vendt tilbage til sit arbejde på fuld tid, og ved siden af har han i december netop åbnet sit eget crossfit-center i Vejle.

Det er et liv langt fra smerter, men tiden i hospitalssengen er en daglig påmindelse om at værdsætte livet.

- At ligge og have så ondt hver dag gør, at jeg i dag husker at stoppe op og trække vejret, når livet går for hurtigt. Ingen kan ikke køre 120 i timen hele tiden uden at ramme en mur, og man skal virkelig passe på sig selv.

- Jeg har fået livet tilbage og alle mine muligheder. Det skal jeg ikke tage for givet.