Vejle Fjord er blevet begravet
Vejle Fjord har det skidt.
Sådan har det været i mange år, og selvom biologer og andre naturinteresserede har forsøgt lidt af hvert, er det svært at få fjordens liv tilbage.
Derfor blev fjorden lørdag "begravet" ved Skyttehushaven i et arrangement, som Greenpeace og Danmarks Sportsfiskerforbund stod bag.
- Vi kan se, at livet i Vejle Fjord er kollapset. At der, hvor der burde være fiskeliv blandt ålegræs og tangskove, er livet forsvundet, siger Christian Fromberg, der er kampagneleder for landbrug, skov og natur i Greenpeace.
Foreningerne var langt fra ene om "at stede fjorden til hvile". Med til "begravelsen" var omkring 1.000 mennesker, hvor flere havde taget bannere med.
- Vi har behov for at råbe politikerne op for alvor. Vi er med på, at det er en drastisk metode, men vi synes, at vi har forsøgt at påpege problemstillingen i mange år. Det her er en måde, hvormed vi kan understrege, at fjorden er dysfunktionel, og at der er behov for handling, siger Kaare Ebert, der er biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Årsagen til tilstanden i fjorden skal findes i mangeårig forurening fra by og land, der har ledt til en forøgning og fortætning af alger.
Algevæksten har resulteret i iltsvind i en sådan grad, at fiskebestanden er væk.
Sidste år optog Syddansk Universitet fjordens havbund i 70 timer, og her blev der kun set én fisk.
Men selvom fiskebestanden er fortrukket - eller gået bort - for længst, er der stadig håb. Begravelsen skal nemlig ses som en symbolsk handling.
- Fjorden er ikke de facto død. Der er stadig liv, og det er det, vi håber, kan komme tilbage i fuldt flor, siger Kaare Ebert.