DGI skal bygge landskontor centralt i Vejle
Fristen for at byde ind på byggefeltet ved Willy Sørensens Plads 1 centralt i Vejle er udløbet. Da byrådspolitikerne onsdag aften gennemgik sagen ved et byrådsmøde, var der kun kommet ét bud.
Det var fra DGI.
Det oplyser Vejle Kommune i en pressemeddelelse.
Idrætsorganisationen flytter dermed med sikkerhed til det centrale Vejle.
Det næste skridt mod et egentlig salg er, at DGI nu sammen med Vejle Kommune skal lave et forslag til en plan for området.
Den plan skal byrådet tage stilling til i løbet af foråret, før DGI officielt overtager grunden.