Farmor holder højskoleferie med sine 12 børnebørn
Alice Nyholm har haft samtlige af sine 12 børnebørn med på højskole hver sommer, fra de var 6 år, til de blev konfirmeret.
På Jaruplund Højskole er familiekurset "Tag med Marco Polo til verdens ende" i fuld gang. Familierne skal bygge en tømmerflåde og sejle en håndlavet udgave af Marco Polo over på den anden side af højskolesøen.
En af familierne, der er med til det, er 79-årige Alice Nyholm fra Vejen med to af sine børnebørn 10-årige Danisha Nyholm Nielsen og 7-årige Jasmina Nyholm Nielsen.
- Det er en fantastisk oplevelse at have sammen med dem. I går sagde en af dem til mig, 'farmor jeg elsker dig'. Det er jo et udtryk for, at de er glade for at være her, og det gør mig glad, fortæller Alice Nyholm.
Her møder du TV SYD's Sommertour 2024:
Sommertour-bussen kører rundt i det syd- og sønderjyske i ugerne 27-32 og sender live fra et nyt sted hver aften klokken 19.30.
Uge 27
Torsdag: Tyrstrup Kro og Dyvig Badehotel
Uge 28
Mandag: Riplay Legepark, Ribe
Tirsdag: Skulpturpark Billund
Onsdag: Sønderborg Havnebad
Torsdag: Madsby Legepark, Fredericia
Fredag: Egtvedpigens Grav og Økolariet, Vejle
Det er fjerde år, at Danisha Nyholm Nielsen og Jasmina Nyholm Nielsen er med deres farmor på højskole i sommerferien, men første gang på Jaruplund Højskole. Hvert år går turen nemlig til en ny højskole, og den del af sommerferien er noget, børnebørnene ser frem til.
- Jeg kan godt lide, at vi laver forskellige aktiviteter. Hver dag er det en overraskelse, hvad vi skal lave, og vi kommer på ture og oplever noget nyt hele tiden, siger Danisha Nyholm Nielsen.
Flere tager på højskole
Antallet af kursister på korte kurser stiger på Jaruplund Højskole. Det er primært danske kursister, der tilbringer deres ferie på højskolen, der ligger 6 kilometer fra Flensborg.
I 2016 havde højskolen 664 kursister, og i 2023 var tallet steget til 1.025 kursister. Især familiekurserne er populære.
- Der er aktiviteter for alle aldre, og så er det en sjov måde at være sammen som familie, hvor der også er et lidt større, men nært fællesskab med andre, siger Jens Horstmann, der er kursusleder på det udsolgte familiekursus med 55 deltagere.
Korte og lange kurser
Et ophold på højskole kaldes et kursus, og der skelnes mellem korte og lange kurser.
Et kort kursus varer mellem 1 og 7 uger. Lange kurser varer mellem 2 og 12 måneder.
Kilde: Højskolernes Hus
Flere højskoler i Syd- og Sønderjylland melder ligesom Jaruplund Højskole udsolgt på mange af deres sommerkurser. Det afspejler det generelle stigende antal danskere, der holder sommerferie på højskole, som tal fra Danmarks Statistik viser.
Bidt af højskoleånden
Siden Alice Nyholm var 18 år, har hun været på et utal af højskolekurser. De har budt på alt fra golf til litteratur og operasang.
- Jeg er fuldstændig bidt af højskoleånden. Jeg elsker at møde andre mennesker, synge fra højskolesangbogen og dyrke mine forskellige interesser sammen med ligesindede, fortæller Alice Nyholm.
Netop fordi hun er så bidt af højskolelivet, kan hun ikke lade med at dele sin begejstring med sine børnebørn. Dem har hun 12 år, og de har alle sammen været med hende på højskole i sommerferien, fra de var 6 år, til de blev konfirmeret.
- Det er den alder, børnene får mest ud af at komme med, for der kan de undvære deres farmor og være sammen med de andre børn og deltage selvstændigt i aktiviteterne, siger den erfarne højskolekursist.
Charterrejser duer ikke
De mange højskoleophold med børnebørnene har Alice Nyholms fire børn takket hende for mange gange, for det er ikke en helt billig affære. For familiekurset på Jaruplund Højskole med sine to børnebørn har Alice Nyholm betalt 11.000 kroner.
For de penge ved hun godt, at hun kunne tage pigerne med på en charterrejse sydpå, men det ville slet ikke berige dem på samme måde, mener hun.
- På en højskole er man åben over for andre mennesker, det er man ikke på en charterrejse, der ville vi lukke os om os selv og kun være sammen os tre. Her får vi udvidet vores horisonter på flere planer, siger Alice Nyholm.
Det er også noget af det hendes barnebarn godt kan lide ved at komme med farmor på højskole.
- Man får altid nogle nye venner, jeg har allerede fået to nye venner, fortæller Danisha Nyholm Nielsen.