El-lastbilerne kommer, men der er stadig to knaster
Danmark har en klar plan for el-lastbiler, men teknologien og prisen følger ikke med planen, mener brancheorganisation.
I weekenden tog en el-lastbil turen på 1.300 kilometer fra Danfoss i Nordborg til Frankrig og retur. Koncernen ville finde ud af, om teknologien er moden til at elektrificere den tunge transport i Europa.
- Vi gjorde det for at bevise overfor os selv, men også omverden, at teknologien til at tage hoppet med elektriske lastbiler er tilgængelig, og det er bare at komme i gang, siger transportmanager hos Danfoss Lasse Holm Juhler.
Og lastbilerne er klar, lyder konklusionen.
- Bilen havde ikke nogen problemer med at klare turen. Vi havde to chauffører med, så vi kunne holde den kørende så længe som muligt inden for lovgivningen, siger Lasse Holm Juhler.
Udfordringen opstår, ifølge Lasse Holm Juhler, når lastbilen skal ind at lade på vej gennem Europa.
- Lade-infrastrukturen i Europa ikke er egnet til lastbiler af denne dimension, så vi har brugt noget tid på at køre rundt og søge efter egnede ladepladser til lastbilen.
Lastbilen, der i weekenden kørte turen, er en af otte fuldt elektriske Volvo-lastbiler, der siden september sidste år har kørt transport inden for Danmarks grænser i fast rutefart mellem Danfoss’ lokationer.
Danfoss’ elektrificering falder i tråd med de krav, der blev stemt igennem i EU i maj om at reducere emissionen fra lastbiler og busser med 45 procent inden 2030.
- Det er en dyr løsning, men vi kommer til at lave omstillingen, for vi kan ikke blive ved med at sende alt det Co2 ud, fortæller Lasse Holm Juhler, der refererer til indkøbsprisen på lastbilerne og udbygningen af ladeløsninger på Danfoss’ afdelinger.
Danmark har en plan for el-drevne lastbiler
Ifølge brancheorganisationen for danske transport- og logistikvirksomheder, ITD, så er Danmark godt med, når det kommer til planerne for elektrificering af den tunge transport.
- Vi er et af de eneste lande, der har lavet en udrulningsplan, hvor der skal laves 25 ladeparker til lastbilerne inden 2030. På den måde får vi opfyldt lovgivningen om, at der skal være en ladestander for hver 60 kilometer i 2030, fortæller Dennis Hartung, der er chef for medlemsservice og rådgiver ITDs medlemmer om elektrificering af tung transport.
Ladestandere på vej til lastbiler i Danmark
Regeringen har sammen med forligspartierne bag infrastrukturplanen 2035 udmøntet små 700 millioner kroner til udrulningen af 25 ladeparker med i alt 175 lynladere til el-lastbiler.
De første fem ladeparker skal åbne næste år og placeres langs større motorveje i området omkring Vejle, Padborg, Randers, Herning og Køge. De øvrige 20 ladeparker vil løbende blive åbnet frem mod 2030.
Udover Danfoss, så her en række virksomheder i Danmark, som supermarkedskæden Rema1000, byggemarkedskæden Stark og betonproducenten Unicon, også elektrificeret dele af deres vognpark, og det er netop virksomheder, der kører i fast rutefart, og kan lade ved virksomheden, der har gavn af kørsel i el-lastbil i dag, mener Lasse Holm Juhler.
- Her hos Danfoss har vi selv fået ladestandere op ved vores læsseramper, så vi bruger den tid, vi læsser og losser bilerne, til at lade op. Den løsning skal man nok kigge på ude i verden, så man sørger for at lade i spildtiden.
Ifølge brancheorganisationen, så er det netop, når lastbilerne skal køre ud over fast rutefart, at el kan være en ulempe.
- I Danmark er lastbiler meget fleksible og er i drift for mange skiftende kunder. Hvis man for eksempel skal udnytte og overholde kørehviletiden på længere turer, så er el ikke så effektivt. Nogle lastbiler kører også dag og nat med flere chauffører, og her er det hurtigere at fylde en lastbil med diesel, end at lade den, siger Dennis Hartung.
Infrastrukturen gennem Europa halter
Både ITD og Danfoss mener, at fordelene ved en el-lastbil skrumper, når man tager turen ud over den danske grænse, som Danfoss gjorde i weekenden.
- Der findes for eksempel ikke en app endnu, hvor chaufførerne kan se, hvor ladestanderne er placeret. Hverken i Danmark eller resten af Europa. Her skal chaufførerne ind og kigge på de enkelte udbydere lastbilladere. Så hvis man skal herfra og ned til Portugal, er der utrolig meget forberedelse. Det er på vej, men vi er der ikke endnu, fortæller Dennis Hartung.
En konklusion Danfoss også deler efter deres tur på Europas motorveje.
- Tyskland gik nogenlunde, men de største problemer oplevede vi i Belgien og i særdeleshed i Frankrig, for der har man valgt at sætte barrierer op, så det er umuligt for lastbiler at holde på pladserne. Som det ser ud lige pt, så er det en udfordring. Jeg tror ikke, at Sydeuropa overhovedet er begyndt at tænke i den her retning med at lave omstilling til den el-drevne lastbildrift, siger Lasse Holm Juhler.
EU-parlamentariker Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti, der er tidligere transportordfører for partiet i Folketinget, mener også, at vi ikke har set det store startskud på el-lastbilerne, som vi gjorde på personbilerne for år tilbage.
- Jeg tror, skubbet kan ligge to steder. Det er forbrugerne, der kan stille krav om grønne leveringer. Der bliver jo ikke kørt en kilometer på gummihjul uden en forbruger i den anden ende, og den magt kan de gøre gældende, men det kommer an på, hvad forbrugeren vil betale for. Det andet er tid.
Politikeren henviser til en politisk aftale i EU, det blev indgået i marts sidste år, der betyder, at der inden 2030 vil blive opsat ladestandere til lastbiler for hver 120 kilometer på hovedvejnettet i hele EU. Opsætningen starter i 2025.
Samtidig foreslår parlamentarikeren, at man også ser mod andre transportformer sammen med elektrificeringen af den tunge transport.
- Jeg har arbejdet meget for at få mere fragt over på skinner. Hvis du kan køre flere transporter over på skinner over lange distancer, så kan du kører godset det sidste stykke med el-lastbilerne.
Prisen er stadig høj og kan ende hos forbrugerne
Om de el-drevne lastbiler skal i rutefart i Danmark eller ned gennem Europa, så er det, ifølge brancheorganisationen, en nødvendighed, at prisen på de nye lastbiler skal ned, da de i dag koster omkring to eller to en halvgang så meget som en almindelig diesellastbil.
- I dag koster en dieseltrækker omkring 1,2 millioner kroner. Men en af lastbilproducenterne har netop præsenteret en el-lastbil til 1,9 millioner, så vi forventer at de andre også sætter priserne ned og følger trop.
- Den overordnet holdning fra ITD er, at vi gerne vil grøn omstilling, men vi stiller os lidt skeptiske ved tidsplanen for udrulningen. Vi mener ikke, at teknologien er moden til den plan, der er lagt, siger Dennis Hartung.
Hos Danfoss mener man i mellemtiden, at omstillingen er begyndt og kun tager fart, jo flere vognmænd og virksomheder, der skifter diesellastbilerne ud med elektriske. Samtidig henviser Lasse Holm Juhler til, at 48 procent af lastbilerne på de danske veje kører turer på under 300 kilometer.
- Vi vil gerne opfordre branchen til at komme i gang med at stille om til eldrift, og så tænker jeg at ladestanderne kommer, efterhånden som vi får flere biler og større efterspørgsel på opladning. Det er dyrt, men vi har forpligtet os til at få noget gjort. Jeg tror mælken går hen og bliver dyrere, når vi skal elektrificere hele flåden herhjemme, men det må være sådan det er, fortæller Lasse Holm Juhler fra Danfoss.