Betjente med veste og maskinpistoler i aktion i Sønderborg
Politi var talstærkt tilstede i formiddag på Stationsvej i Sønderborg. Betjentene var iført skudsikre veste og maskinpistoler.
Derudover var en ambulance til stede.
Ifølge vagtchef Sune Loklindt fra Syd- og Sønderjyllands Politi skyldtes det mistænkelige forhold. Politistyrken fandt efter to timer frem til, at der ikke var nogen mistænkelige forhold, der gjorde sig gældende.
Derfor blev aktionen afblæst.
Hvad de mistænkelige forhold skyldtes, må politiet ikke oplyse.
Vagtchef Sune Loklindt fortæller, at der ikke er nogle tilskadekomne i forbindelse med hændelsen, og at ambulancen på stedet stod standby, da det er almindelig procedure.
Han forsikrer derudover, at borgere i området ikke skal tage nogen særlige hensyn.