For Magnus og Albert er Simon Kjær et forbillede
Simon Kjær stopper som professionel fodboldspiller. Hans mangeårige karriere har haft stor betydning i hjembyen Lund ved Horsens.
Simon Kjær har lagt støvlerne på hylden, men mandag eftermiddag har Magnus Dencker og Albert Uggerhøj Østergaard snøret deres.
De to drenge på ni år spiller i den tidligere landsholdsanførers barndomsklub, Lund IF. Det er noget drengene synes er sejt.
- Han er god til fodbold, siger Albert Uggerhøj Østergaard.
Hvad tænker I, om at han er skyld i, at I kan have de her fede faciliteter?
- Det er sejt, siger fodboldspilleren.
Penge til ungdommen
Hver gang den 35-årige fodboldspiller er blevet solgt, er en del af beløbet gået til Lund IFs ungdomsafdeling.
- Økonomisk har han alle de her gode klubskifter som han har lavet igennem sin karriere. Det har haft en rigtig god betydning for foreningen, siger Søren Due, der er formand for Fodbold Ungdom afdelingen i Lund IF.
Klubskiftene har betydet, at foreningen har kunnet få en kunstgræsbane, komme til stævner og selv afholde deres eget stævne, Simon Kjær Cup. Men det er ikke kun økonomisk det har betydning.
- For vores unge gutter og gutinder, der løber rundt på banerne, er det jo fedt at komme fra den samme klub som den tidligere landsholdsanfører, siger formanden.
Altid en del af klubben
Pengene, der har været øremærket til ungdomsarbejdet i Lund IF, stopper nu, men det er ikke slut med Simon Kjær i klubben.
- Simon vil altid være en del af Lund IFs historie, siger Søren Due.
Og det er slet ikke slut med stævner og drømme i klubben.
Har I været med til Simon Kjær Cup?
- Ja, mange gange, fortæller de to 9-årige fodboldspillere.
Er der noget I godt kunne tænke jer med fodbold, når I bliver store?
- Ja, vi vil gerne have en god chance som Simon, siger Albert Uggerhøj Østergaard.
Hjembyen er stolt
Også på gaden i byen kunne man mærke, at den tidligere landsholdsanfører har stor betydning og efterladt mange indtryk.