19-årig kvinde idømt betinget fængsel for at køre mand over og flygte fra stedet
Den dengang 18-årige kvinde kørte en 51-årig mand ned og flygtede fra stedet. Hun har fortalt, at hun bemærkede et bump og først senere meldte sig, fordi hun lagde to og to sammen.
Fire måneders betinget fængsel, 100 timers samfundstjeneste og en frakendelse af førerretten i et år.
Sådan lyder dommen over den nu 19-årige kvinde, der var tiltalt for uagtsomt manddrab efter at have kørt 51-årige John Jesper Lund ned på Laurids Skaus Gade i Haderslev tæt på midnat fredag 1. december sidste år.
Det fortæller TV SYDs retsreporter, Helle Eriksen, fra Retten i Sønderborg.
Den 51-årige mand lå i forvejen på vejen, hvor kvinden kom kørende, og hun har fortalt, at hun bemærkede et bump men ikke tillagde det nærmere betydning.
- Jeg tænkte overhovedet ikke, at det var nogen person, der lå der. Jeg mærkede et bump og trillede videre, og først ved Circle K kiggede jeg tilbage og synes, det lignede en skraldepose, der lå på vejen. Jeg tænkte ikke på noget tidspunkt, at det var en person, har den 19-årige kvinde tidligere forklaret i retten.
Kvinden er desuden kendt skyldig i at flygte fra stedet uden at hjælpe manden. Derudover skal hun betale 35.000 kroner i erstatning til begravelsesudgifterne.
- Vi mener, du er skyldig i uagtsomt manddrab, og vi må også lægge til grund, at der er tale om et meget voldsomt uheld. Du stopper ikke, men fortsætter kørslen, og der mener vi, at du har overtrådt loven, sagde dommeren og fortsatte:
- Det er en trist situation. Du er ung. Derfor mener vi, at vi kunne gøre straffen betinget. Men du skal udføre 100 timers samfundstjeneste. Det, at du har begået et så alvorligt svigt i trafikken, betyder også, at du skal frakendes førerretten i et år.
Kvinden udbad sig sammen med sin forsvarer betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes.
De pårørende til den afdøde græd i retten, og nogle af dem rystede på hovedet, da dommen blev afsagt.
TV SYD talte tirsdag med den afdødes søster. Den artikel kan du læse her.