Mand skal i fængsel efter at have franarret stort pengebeløb fra 93-årig
En 35-årig mand fra Kolding skal nu i fængsel efter, at han i august franarrede 70.000 kroner fra en 93-årig mand.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 35-årige mand kontaktede ifølge politiet den 93-årige over telefonen og sidenhen fysisk på bopælen, hvor han sammen med mindst en gerningsmand udgav sig for at være fra den 93-åriges bank.
I den forbindelse lykkedes det ham at få fingrene i 70.000 kroner.
Den 35-årige blev idømt fire måneders fængsel ved Retten i Kolding.
Ifølge politiet er sagen en del af et større sagskompleks, som man fortsat efterforsker. Yderligere to personer er varetægtsfængslet.