Kommune frygter, at det bliver sværere at rekruttere efter ny reform
Regionerne skal overtage akutsygeplejen og den specialiserede genoptræning fra kommunerne. Det er man kede af i Sønderborg Kommune, hvor man frygter, at det kan give endnu større rekrutteringsudfordringer i fremtiden.
Der er bekymrede miner i Sønderborg Kommune her i dagene efter at regeringen lancerede den nye sundhedsreform.
Den indeholder 50 forskellige initiativer, som har til hensigt at gøre op med uligheden i det danske sundhedsvæsen. Selvom regeringen ifølge formanden for sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune, Didde Lauritzen (S), har fat i noget af det rigtige i reformudspillet, så er der særligt en ting, som bekymrer udvalgsformanden.
Regionen skal overtage akutsygeplejen og den specialiserede genoptræning fra kommunerne.
Hos Sønderborg Kommune er man kede af den beslutning fordi, at akutsygeplejen med udvalgsformandens ord "er flettet sammen, arbejder sammen og hænger tæt sammen" med hjemmeplejen.
Den specialiserede genoptræning hænger sammen med den almene genoptræning.
- For os er det en udfordring fordi, det er to funktioner, som vi har løftet i så mange år, så det er dybt kørt ind i hinanden. Så forestillingen om, at man bare lige kan skære ned mellem de to og skille dem ad, det kan vi slet ikke se for os, fortæller udvalgsformanden og fortsætter:
- Det samme er gældende på genoptræningsområdet. Tanken om at man bare kan skære en del af genoptræning fra og lægge den over i en anden sektor, det er for os at se utopi.
Frygter modsat effekt
Didde Lauritzen frygter, at det kan komme til at have den modsatte effekt end det, der egentlig var hensigten - bedre rekruttering og højere faglighed.
Hun fortæller, at man i Sønderborg Kommune har investeret meget for at være et attraktivt sted at søge arbejde, især når man som yderkommune skal "arbejde benhårdt" for at rekruttere til fagområder, hvor der er brug for flere og flere hænder på grund af den voksende gruppe ældre borgere.
Derfor frygter hun, at det nu bliver sværere at rekruttere folk, fordi man mister akutsygeplejen og den specialiserede genoptræning. To områder, som hun kalder for dynamoen for den faglige udvikling.
Bekymringen hos Sønderborg Kommune
Akutsygeplejens opgave er at forebygge indlæggelser af borgere gennem behandling i eget hjem.
Men bliver akutsygeplejen taget fra kommunerne, så frygter man i Sønderborg, at det bliver sværere for kommunen at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, fordi de fagligt stærke arbejdsmiljøer forsvinder.
Og manglen på dygtige medarbejdere kan i sidste ende betyde dårligere behandling af borgerne, ifølge Didde Lauritzen (S), formand for sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune.
Ifølge folketingsmedlem og sundhedsordfører Christoffer Melson (V), der er valgt i Vejle Nordkredsen, er der flere årsager til, at man vil flytte opgaven med akutsygeplejen og den specialiserede genoptræning over til regionerne.
En af dem er, at dem, der har investeringen i dag ikke også har gevinsten.
- Det vil sige at ved at lave en god indsats i hjemmet i behandlingen af mennesker, som forhindrer dem i at komme på sygehuset, så er det i dag kommunerne, der har omkostningerne, men regionen, der har gevinsten. Derfor peger rigtig mange på - inklusiv den her strukturkommission - at der bliver underinvesteret i det, og derfor ender for mange på sygehusene, siger han.
En kattelem
I det nye reformudspil er der dog en kattelem.
I de nye sundhedsråd, som i dette tilfælde vil inkludere politikere fra de fire sønderjyske kommuner (Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev red.) og Region Syddanmark, kan den enkelte kommune få lov til fortsat at beholde akutsygeplejen og den specialiserede genoptræning.
- Hvis man nu har en kommune med et velfungerende setup, så kan kommunen få lov til at løse den for regionen, fortæller Didde Lauritzen.
Hun frygter dog, at det kan blive svært at lykkes med det projekt, da sundhedsrådene kommer til at have et flertal af medlemmer fra regionerne og at man som kommune kan ende med at blive afvist af regionens flertal.
Til det siger Venstres sundhedsordfører Christoffer Melson.
- Der må man jo have tillid til folkestyret og håbe på, at hvis Sønderborg kan stille med en løsning, som er bedre og billigere end det regionen selv ville kunne drive, at man så kan se fornuften i den løsning. Men det er rigtigt at vi har taget et valg om, at ansvaret for, hvem der skal stå på mål for løsningen og at kvaliteten er rigtig vil være de her sundhedsråd, hvor der vil være et flertal af regionsrådsmedlemmer, siger han.
Ifølge sundhedsordføreren må regeringen kigge på andre tiltag, så man kan hjælpe kommunerne i forhold til at ansætte den tilstrækkelige arbejdskraft og de rigtige kvalifikationer.
- Der kan man jo have en debat om, hvor meget det betyder, for det er trods alt relativt få akutsygeplejersker kommunerne har ansat i dag i forhold til det samlede antal plejepersonale. Så der kan være forskellige syn på, hvor stort et problem det vil give dem rekrutteringsmæssigt, at der ikke er en akutsygeplejerske, som de fleste hjemmeplejere nok alligevel ikke har så meget kontakt med. Men det må man tage en dialog med kommunerne om, om de kan gøre yderligere for at hjælpe dem med at rekruttere i den situation, siger han.
Hos Sønderborg Kommune vil man nu gå i dialog med Kommunernes Landsforening og finde ud af, hvor de andre kommuner står i denne sag.
- Der er helt sikkert nogle små kommuner, som synes, at det her kan være en god løsning, mens der er flere, som har det som os, siger sundhedsudvalgsformand i Sønderborg Kommune, Didde Lauritzen.
TV SYD har forsøgt at få en kommentar fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), men hun har ikke haft mulighed for at stille op til interview.
I et skriftligt svar siger hun:
- Jeg er fuldt ud opmærksom på, at der flere steder i landet er mangel på sygeplejersker og andet sundhedspersonale, og derfor er det også vigtigt, at de nye sundhedsråd, hvor der både er repræsentanter for den enkelte region og en række kommuner, får koordineret indsatserne og brugt ressourcerne bedst muligt, så man spiller hinanden stærke og får skabt attraktive arbejdspladser.