Ekstra bevilling til pressede kommunekasser – så meget får din kommune
Det største tilskud i Syd- og Sønderjylland lyder på 64,8 millioner kroner, men det er langt fra alle kommuner, der kan se frem til at modtage så mange penge.
Regeringen vil i alt tildele landets kommuner 2,5 milliarder kroner, hvoraf 0,42 milliarder vil gå til de syd- og sønderjyske kommuner.
Pengene er delt i to puljer, hvor den ene er et ekstra finansieringstilskud og den anden er kompensation vedrørende grundskyld. Vejle er den kommune, der samlet set modtager det største tilskud i Syd- og Sønderjylland.
På kortet herunder ser du, hvor mange millioner de enkelte kommuner får i ekstra finansieringstilskud :
Som kortet viser, er det alle kommunerne i Syd- og Sønderjylland, der kan se frem til at modtage finansieringstilskuddet og ifølge borgmester i Tønder kommune, Jørgen Popp, er det penge, der falder på et tørt sted.
- Pengene lukker det hul, der er i det budgetforslag, vi skal godkende i næste uge, så det betyder, at vi ikke skal lave nogle forhastede, akutte besparelser eller nedlukninger, men i stedet får bedre tid til at lave de rigtige besparelser, siger Jørgen Popp (Slesvigsk Parti), borgmester i Tønder kommune.
Lidt længere nord på mener borgmester i Esbjerg kommune, Jesper Frost Rasmussen (V), dog at pengene og den ekstra tid er en stakket frist. Det er på trods af at kommunen modtager det næststørste tilskud på 60,8 millioner.
- Det er jo kun et engangstilskud, som vi er glade for, men det er ikke noget, der fortsætter de kommende år, så vi kan på ingen måde aflyse alle vores sparekataloger, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg kommune. Han kan ikke komme ind på, hvordan besparelserne vil ramme, før budgetforhandlingerne er overstået.
Hvad er finansieringstilskud?
Finansieringstilskuddet er en ekstra økonomisk indsprøjtning til de lunkne kommunekasser.
Der er blevet fordelt ud fra indbyggertal, kommunernes strukturelle underskud og lav beskatningsgrundlag.
Finansieringstilskuddet udgør 1,8 milliarder af bevillingen.
Kilde: Skatteministeriet
Kommunerne må spare
Men på trods af utilfredsheden vil Hans Andersen, Finansordfører i Venstre, ikke love kommunerne, at der er mere hjælp på vej i fremtiden.
- Kommunerne og regeringen må drøfte om de har brug for yderligere hjælp, når de mødes igen, men jeg synes, alle kommuner skal sørge for at lave de strukturelle ændringer, der skal til, for at drive en kommune, som ikke bliver alt for økonomisk udsat, siger Hans Andersen, finansordfører i Venstre.
På kortet herunder ser du, hvor mange millioner de enkelte kommuner får i kompensation vedrørende grundskyld:
Han vil dog ikke tage ansvaret for, hvor besparelserne skal laves.
- Jeg er helt sikker på kommunernes politikere er bedst til at vurdere, hvor der skal spares, siger Hans Andersen.
Han garanterer dog, at der vil blive kigget mere på kompensation vedrørende grundskyld de kommende år.
- Vi håndterer grundskylden her og nu med det her tilskud, men vi vender tilbage til problemstillingen og kigger på en langvarig løsning for de kommende år, siger Venstres finansordfører.
Hvad er kompensation vedrørende grundskyld
Kompensationen kommer, fordi de lofter, der er fastsat for grundskyldspromillerne på baggrund af en prognose af de nye ejendomsvurderinger, ifølge en ny prognose har ført til et fald i grundskyldsprovenuet i nogle kommuner.
Kompensation vedrørende grundskyld udgør 0,7 milliarder af bevillingen.
Kilde: Skatteministeriet
En af de kommuner, der har fået del i kompensationen, er Fanø kommune.
Alligevel var det ikke glæden, der fyldte mest hos Fanøs borgmester Frank Jensen (RV), for de får fem millioner mindre end de har budgetteret med, hvilket han frygter får konsekvenser for øen.
- Det kommer til at gå ud over velfærden, hvor vi er nødt til at spare. Det gør, at det ikke bliver helt lige så sjovt at bo på Fanø, hvilket måske betyder at flere flytter og så bliver problemet selvforstærkende. Så jeg ser ikke særligt optimistisk på fremtiden, siger Frank Jensen.