Nu klipper tyve ladekablerne over, men gerningsmænd bliver formentlig skuffede
Firmaer på stribe oplever, at kablerne til deres lynladere bliver klippet over og stjålet i Syd- og Sønderjylland, men værdien af metallet er meget lav.
Elbilister langs den jyske østkyst kan komme til at køre forgæves, når de vil lynoplade bilen. Adskillige steder fra Nordborg på Als til Horsens har gerningsmænd klippet kablerne på ladestanderne.
Ladekablerne indeholder en vis mængde kobber, men det burde ikke være nok til at tiltrække egentlige kobbertyve
Torben Niels Pedersen, Installation & Maintenance Manager hos Clever
- Jeg synes, det er noget værre svineri, lyder det fra Søren Bak Petersen, da TV SYD fanger ham foran Netto i Horsens, hvor han netop har ladet sin Tesla op.
Her har kablerne til ladestanderen tidligere været kappet over, men mens der er kommet nye på her, hænger blot stumperne tilbage foran Bygma Als i Guderup.
- Vi havde en kunde, der ville lade, og så kom han ind og sagde, 'nå, I har også fået klippet kablerne', fortæller butikschef Michael Petersen.
- Det er jo en mega træls situation, og det er ærgerligt for vores kunder, for det er jo dem, vi lever af, fortsætter han.
Ved Super Brugsen kort derfra har OK's ladestander fået et bånd om sig for at markere, at den er ude af drift. Her dingler også blot et par sorte kabelrester ud fra boksen.
Det samme er tilfældet ved 365 i Nordborg, og OK's kommunikationschef Rasmus Boserup fortæller, at de udover de nævnte steder har oplevet kabeltyverier i Augustenborg, Gråsten, Ragsbøl, Vonsild og Horsens.
Hos energiselskabet E.on har de haft ni tilfælde af overklippede kabler ved Provstlund ved Horsens allerede inden, standerne overhovedet åbnede, skriver kommunikationschef Vibeke Agerdal Kristiansen i en mail til TV SYD.
Norlys oplyser, at de har anmeldt en håndfuld kappede kabler - også i Horsens. To andre steder i Horsens er det gået ud over standere fra Evbox, og hos Clever har de haft tre tilfælde i Horsens og et i Nordborg.
- Kabeltyveri er heldigvis ikke noget, vi oplever ofte, men det er stadig utroligt frustrerende både for os og for de elbilister, som er vant til at kunne lade ved standerne, siger Torben Niels Pedersen, Installation & Maintenance Manager hos Clever.
Begrænset med kobber
Henry Nielsen bor i Horsens og har netop fået elbil. Han bemærkede de overklippede kabler på Evbox' standere på Spedalsø og Havnen og undrer sig over tyverierne.
Ved du mere?
Så vil TV SYD gerne høre fra dig! Kontakt redaktør Alexander Klemp på alkl@tvsyd.dk eller 60 20 25 84. Husk at skrive navn og telefonnummer.
- Er det nogen, der ikke kan lide elbiler, eller er der noget indeni, som de går efter? spørger han.
Samme undren har de hos både OK og Clever. For selv om kobber jævnligt bliver stjålet fra blandt andet kirkegårde, byggepladser og kabler ved togskinner, så er mængderne af det røde metal begrænset i ladekablerne, lyder det.
- Ladekablerne indeholder en vis mængde kobber, men det burde ikke være nok til at tiltrække egentlige kobbertyve – dog er det stadig den mest logiske forklaring, siger Torben Niels Pedersen fra Clever.
- Vi har estimeret, at der er for cirka 200 kroner kobber i kablerne, men kablet alene har en værdi for os på cirka 2000 euro (ca. 15.000 kroner, red.), fortæller OK's Rasmus Boserup.
Sydøstjyllands Politi har ved en søgning på sager, hvori ordet "ladekab" indgår, opgjort, at i alt seks sager er anmeldt fra 1. januar og frem til 16. september i år.
Alle tilfælde er sket i Horsens Kommune, og der er i alle seks tilfælde tale om tyveri fra offentlige ladestandere, oplyser kommunikationsafdelingen.
Det har ikke været muligt at få tal på lignende anmeldelser i Syd- og Sønderjyllands politikreds.
OK oplyser, at tyverierne ikke kommer til at betyde forhøjede priser for kunderne.