Kæmpe plan kan give tilflytterboom – og vil lukke havnen
Et halvt hundrede erhvervsfolk i fælles front: Kolding underpræsterer og skal bygge mange flere boliger - også på erhvervshavnen.
Der skal bo mange flere mennesker i Kolding.
Derfor har cirka 50 erhvervsfolk arbejdet på en stor plan, der kan fjerne alle virksomheder fra erhvervshavnen og revolutionere midtbyen.
Visionsplanen, der hedder 'Kolding kan mere', har som mål at bane vejen for tusindvis af nye boliger på havnen og i midtbyen.
Den nye plan omfatter også broer og meget andet, der kan skabe en mere sammenhængende bymidte. Målet er ikke blot at tiltrække borgere, men også butikker og turister.
Planerne er tidligt mandag offentliggjort på den nyoprettede hjemmeside koldingkanmere.dk. Her inviteres til borgermøde 3. februar, fordi "Kolding, fjorden, åen, midtbyen… kalder på visioner og transformationer. Lad os tænke stort, tænke sammen og få gjort noget ved det".
Stor splid i 2018
Men planen kan også ribbe op i gamle sår. I november 2018 vedtog et næsten enstemmigt byråd at lukke erhvervshavnen.
I stedet skulle der bygges 1800 attraktive boliger med udsigt over havet.
Dengang meldte byrådet ud, at virksomhederne havde op til 25 år til at flytte eller lukke. De havde altså frem til år 2043 til at reagere.
I stedet fik de, blandt andet bakket op jurister, presset et flertal i byrådet til at pille planen af bordet.
Klar til modstand
Men gruppen bag den nye vision skriver i planen, at "der er plads til, at flere bor i byen og understøtter byens liv", og at Kolding "som en af de sidste danske fjordbyer" bør "knytte by og havn sammen".
Og gruppens talsmand, Peder Kjølhede, er med på, at nogen vil kæmpe imod visionerne.
- I 2018 kom det hele til at handle om havnen, men forskellen er, at vi nu kommer med en plan for helheden. Kolding er en fantastisk by, men andre er løbet fra os, så vi skal tage strategiske beslutninger for fremtiden. Det vil altid gå ud over nogen. Sidst i 90erne tog kommunen trods modstand en strategisk beslutning om, at vi skulle have et campusområde, og i dag er alle glade for det, siger Peder Kjølhede.
Borgermøde om en uge
Planen vil også revolutionere Koldings midtby med tusindvis af flere boliger og broer, et bilfrit campus og broer, der forbinder de forskellige bydele. Desuden er der tænkt tanker om, hvordan man gør byen grønnere.
Se billeder og beskrivelser af projektet her.
Der afholdes et borgermøde om projektet 3. februar.