Far og datters erhvervseventyr udvides med enorm larvefabrik
Onsdag klippes snoren over til Nordeuropas største insektfabrik, hvor et mekka af larver skal producere mere end 10.000 tons insektmel- og olie. De mange tons skal være et grønt alternativ til den millionstore mængde af soja, landet importerer årligt.
Mere end 100 tons larver skal hver dag stå for produktionen af insektprotein, som er med til at hjælpe os videre mod den grønne omstilling.
Larverne skal arbejde på en 22.000 kvadratmeter stor nyopført fabrik i Hvirring i Hedensted Kommune, som Flemming-virksomheden Enorm Biofactory åbner onsdag.
- I dag fejrer vi flere års hårdt og målrettet arbejde, hvor dygtige kollegaer og et utal af samarbejdspartnere har muliggjort projektet, fortæller direktør og medstifter, Carsten Lind Pedersen i en pressemeddelelse.
Enorm Biofactory blev stiftet i 2017 af far og datter Carsten Lind Pedersen og Jane Lind Sam samt Lasse Hinrichsen.
Grøn omstilling
Firmaet har siden begyndelsen arbejdet med at omdanne restbiomasser fra landbruget og fødevareindustrien til larvefoder.
Foderet indtages af larverne, der kommer til verden gennem æg fra en såkaldt soldaterflue.
Efter 12 dage forarbejdes de mange larver til olie og protein, som kan indgå i foder til fisk, fjerkræ, svin og kæledyr. På den måde genanvendes restbiomasserne fra landbruget og fødevareindustrien.
Den 22.000 kvadratmeter store fabrik vil desuden danne ramme for lokalproducerede insektproteiner, der kan erstatte en del af den soja, som der i dag importeres 1,7 millioner tons af om året.
I 2020 estimerede Københavns Universitet i en opgørelse for Fødevareministeriet, at den importerede sojas klimaaftryk lød på 6,2 millioner tons CO2 årligt.
Derfor er der brug for andre måder at tænke i vejen mod den grønne omstilling. I forvejen kan det også bruges som erstatning for højt fordøjelige proteinkilder som fiskemel, hvilket betyder, at det kan bruges i husdyrproduktionen og fiskeindustrien.
På sigt skal insektproteinkilderne også kunne indgå i fødevarer til mennesker.
Skoleeksempel på landbrugets retning
Mellem 2022 og 2023 har selskabet rejst over 500 millioner kroner til finansieringen af de industrielle fabriksfaciliteter.
I begyndelsen af 2022 fik projektet en økonomisk indsprøjtning, da DLG (Dansk Landbrugs Grovvareselskab) og Danmarks Grønne Investeringsfond spyttede 370 millioner i opførelsen af den nye kæmpefabrik. Dengang besøgte TV SYD Enorm Biofactory i Flemming nær Horsens.
Og den ene af samarbejdspartnerne glæder sig over åbningsdagen.
- Det, vi klipper snoren til i dag, er et skoleeksempel på, hvilken retning landbruget bevæger sig i. Enorm Biofactory er en fantastisk historie om dansk innovation, som kan levere alternative proteinkilder til vores andelshaveres bedrifter, lyder det fra DLGs leder, Jesper Pagh.
Virksomheden har i dag 35 ansatte, men de forventer at antallet af medarbejdere vil stige til 60 efter åbningen af den store fabrik.