Jesper Buch melder sig ind i ophedet havnedebat
Iværksætteren og investoren Jesper Buch er en af de erhvervsfolk, der bakker op om den store visionsplan for Kolding Havn.
- Det skulle være sket for 20 år siden.
Så tydeligt udtrykker en af Danmarks mest kendte iværksættere og investorer Jesper Buch det over for tvSyd.
Han taler om den store visionsplan 'Kolding kan mere', som 50 erhvervsfolk og andre pengestærke med tilknytning til Kolding på eget initiativ er gået sammen om at udforme.
Han er en af de mange erhvervsfolk, der bakker visionsplanen op.
Gruppen vil have lavet store ændringer i Kolding. Et af de mest markante forslag i planen er at lukke al erhverv på havnen og i stedet bygge boliger og rekreative miljøer, som er rustet til fremtidens klima.
- Det tager ikke lang tid, hvis de rigtige fantasier og krøllede, kreative hjerner går i gang, og hvis investorer, som finder pengene, og det bedste eksekveringsteam med en blanding af politikere og lokale ledere tager ansvar og gør noget, siger Jesper Buch, der er opvokset i Vamdrup.
Han mener, at det ville få Kolding til at skille sig ud.
- Hvis det bliver gjort rigtigt, vil det sætte Kolding på lands- og nordeuropæisk landkort, hvis man ønsker det og gør det rigtigt, siger Jesper Buch, der stiftede take away-platformen Just Eat.
Jeg ser det også som et forsøg på at lukke vores erhvervshavn
Jakob Ville, gruppeformand, Venstre, Kolding Kommune
Politisk modstand
Det er dog ikke kun havnen, som erhvervsfolkene foreslår at omkalfatre.
De vil også lave store ændringer i midtbyen, ved campusområdet, i banegårdskvarteret og i det, de kalder "Design City" syd for havnen. Se billeder og beskrivelser af projektet her.
Forslaget har dog allerede mødt stor kritik hos kommunalpolitikerne. Allerede inden blækket på udkastet er tørt, har både Socialdemokratiet og Venstre udtrykt deres modstand.
- Det er kun et halvt år siden, der kom en strategi for Kolding Havn, og som blev præsenteret og stemt igennem i byrådet. Også af nogle af dem, der lige nu illoyalt arbejder i den nye gruppe. De politikere, der sidder med, har lige siddet og stemt for noget andet. Det, synes jeg, er utroværdigt, siger gruppeformand i Venstre, Jakob Ville.
- Det er skønt med mange dedikerede mennesker, som har visioner for Kolding. Men jeg ser det også som et forsøg på at lukke vores erhvervshavn og få boliger ind i stedet, og det støtter vi ikke, siger Socialdemokratiets gruppeformand, Birgitte Munk Grunnet, der også kalder det et indspark i valgkampen.
Men én ting er sikkert, hvis det står til Jesper Buch.
Hvis det skal gøres, skal det gøres ordentligt.
- Hvis det bliver en halv vind, og der træffes forkerte beslutninger om havnen uden en stor masterplan, så er det game over, siger Jesper Buch til tvSyd.