Forældre føler sig ikke hørt: 'Krydset er farligt for vores børn'
På Kystvejen i Erritsø skal flere børn passere et trafikeret kryds hver morgen, når de skal i skole. Og det giver forældrene svedige håndflader.
Tiltagende trafik og uændret infrastruktur er overskriften på problemet. Det mener Frederik og Emilie Winther, der hver morgen er nervøse, når deres to børn begiver sig ud i trafikken mod Erritsø Fællesskole.
- Vi er nervøse for det værst tænkelige, som er et uheld med fatale konsekvenser. Vi vil gerne have at vores børn kan færdes trygt i området og komme sikkert til og fra skole, siger Emilie Winther.
Den ene går i 1. klasse, mens den anden går i 4. klasse. På deres vej mod skolen skal de passere Kystvejen og må derved benytte sig af et kryds ved Kystvejen og Højmosevej.
Lige netop det kryds har længe bekymret forældrene.
I marts 2023 skrev Emilie Winther en mail til Fredericia Kommune, hvor formålet var at råbe op omkring de trafikale udfordringer, de oplever. Forælderen udtrykker, at hun ikke følte sig hørt.
- Jeg fik en mail retur, hvor kommunen skriver, at det ikke er en trafikfarlig vej, siger Emilie Winther.
Ditte Nielsen, der er leder for Vej og Park i Fredericia Kommune, mener ikke, at der er tale om et farligt kryds.
- Vi betragter ikke Kystvejen som en farlig strækning. Vi har været ude at måle på hastigheden i 2023, og det giver os ikke anledning til videre bekymring, udtaler hun.
I mailen til kommunen forelagde Emilie Winther kommunen en række forslag til, hvad de kunne gøre for, at krydset bliver mere sikkert og trygt for børnene.
At hæve cykelstien eller opsætte lysregulering var blot nogle af de løsninger, hun fremhævede. Men igen følte hun sig ikke hørt.
- Det fik jeg ikke rigtig svar på, siger hun.
Ditte Nielsen mener, at Kystvejen er en transportvej, hvor der er biler, der skal igennem. Sker der for mange ændringer ved vejen, mener hun, at det vil ødelægge andre områder i byen, der bliver trafikeret.
- Begynder vi at pille for meget ved Kystvejen, risikerer vi, at bilerne finder andre veje at køre igennem. Blandt andet i boligkvarterer, og det tror jeg heller ikke, at folk er interesseret i.
Forældrene slår fast, at de har haft grund til bekymring, eftersom der er sket to uheld i krydset i løbet af de sidste fire år. Senest var torsdag den 20. juni 2024, hvor en otteårig dreng blev påkørt af en bil i et fodgængerfelt.
- Set fra vores faglige bord, er det ikke et problem derude. Jeg synes selvfølgelig, det er dybt tragisk, at der er en, der bliver ramt i krydset, det skal man endelig ikke misforstå. Det er klart, at når det sker, så går vi tilbage og kigger, om vi gør det godt nok, siger lederen for Vej og Park.
Den største opfordring fra Fredericia Kommune lyder på, at forældre sender deres børn af alternative ruter på trods af, at det for nogle kan være en omvej.
På strækningen er en stitunnel, som fører fodgængere under kystvejen.
- Jeg forstår godt, at børnene tager den nærmeste rute, men vores bedste opfordring er, at hvis man ikke føler sig tryg ved Kystvejen, så find en alternativ rute, så man kan undgå den helt, siger hun.
Efter det seneste uheld er kommunen i dialog med både politiet og skolen for at vurdere, om der skal ske noget nyt i krydset.
- Der er ikke noget fra vores bord, men det kan være, at politiet eller skolen har tænkt nogle tanker, som vi har overset, siger Ditte Nielsen.
Forældrene håber stadig, at kommunen tager initiativ til at lave Kystvejen mere sikker i fremtiden for de skoleelever, der skal passere krydset.