Nu skal borgmesters køb af byggegrund undersøges til bunds
Et enigt økonomiudvalg i Fredericia Kommune er fredag blevet enige om, at der skal laves en redegørelse af hele sagsforløbet omkring Jacob Bjerregaards køb af byggegrund.
- Vi bliver nødt til at få den her sag undersøgt til bunds. Det skylder vi byen, vores medarbejdere i kommunen og borgmesteren.
Sådan siger 1. viceborgmester Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti og resten af kommunens økonomiudvalg, der nu vil have hele sagen omkring borgmester Jacob Bjerregaards køb af byggegrund undersøgt.
Det bliver direktionen i Fredericia Kommune, der i samarbejde med ekstern juridisk bistand, kommer til at stå for redegørelsen, fortæller Susanne Eilersen.
Sagen omkring den snart forhenværende borgmester har de seneste dage været meget omtalt i Ekstra Bladet, og det er derfor, at politikerne nu er blevet enige om, at der skal laves en redegørelse.
- Det vælger vi at gøre, sådan at det ikke er Ekstra Bladets udlægning, der skal vise, hvad der ret og vrang, siger Susanne Eilersen.
Ifølge Susanne Eilersen er det et enigt økonomiudvalg, der nu vil have lavet en redegørelse.
Borgmester Jacob Bjerregaard har de seneste dage været udsat for meget omtale i forbindelse med køb af en byggegrund tilbage i 2016.
Det har i dag ikke været muligt for TV SYD at få en kommentar fra Jacob Bjerregaard.