Borgmester dropper nyt job - vred viceborgmester ikke orienteret
To dage efter sin udmelding om jobskifte afstår Fredericias borgmester sin stilling, han endnu ikke var tiltrådt.
Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard, Socialdemokratiet, tiltræder alligevel ikke stillingen som director hos kommunikationsbureauet Advice fra 1. februar 2021, som han meddelte tirsdag eftermiddag.
Det sker efter Ekstra Bladet har skrevet artikler om borgmesteren og hans køb af sin byggegrund i 2016, som andre lokale også var interesseret i.
- Al den virak, der har været efter min udmelding, har intet med min kommende arbejdsgiver at gøre, og det skal ikke ligge dem til last, skriver Jacob Bjerregaard til Ekstra Bladet.
Det er endnu uvist, hvad Fredericias nuværende borgmester skal lave, når han overlader borgmesterposten til Steen Wrist, som blev valgt af en enig socialdemokratisk byrådsgruppe onsdag.
Overrasket viceborgmester
Jacob Bjerregaards udmelding til Ekstra Bladet torsdag aften kommer bag på 1. viceborgmester i Fredericia, Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti.
- Først var jeg meget overrasket over, at Jacob Bjerregaard trådte tilbage, som borgmester, tirsdag, og efter den her melding ligner jeg et stort spørgsmål, siger hun.
Viceborgmesteren erkender, at hendes navn optræder i den aktindsigt Ekstra Bladet har fået, men fortæller til TV SYD, at hun ikke har været bekendt med, at andre lokale også har været interesseret i borgmesterens byggegrund.
- Jeg er vred over, at jeg ikke er blevet informeret om sagen. Da jeg ikke har kendt til de andre interesserede, har jeg ikke kunne spørge ind til det. Derfor går jeg ud fra, at alt er foregået efter bogen, så derfor har jeg ikke stillet spørgsmålstegn til det, siger Susanne Eilersen.