Her er det ikke tilladt at snakke om spil
Hos FC Haderslev 6100 har de lavet en ny regel, der skal hjælpe spillere ud af spilleafhængighed, og undgå at andre kommer dertil.
Udefra set er fodboldtræningen hos FC Haderslev 6100 præcis som alle andre steder. Men når døren bliver lukket til omklædningsrummet, sker der noget.
- Omklædningsrummet er jo egentligt lidt hemmeligt, men vi snakker om alt fra kærester/koner, til hvad folk har lavet i byen i weekenderne, eller hvad man laver på arbejde. Så meget hverdagsting, siger Martin Hedeager Jensen.
Her virker det måske stadig ikke så anderledes, men spørger man spillerne på holdet, så er snakken her noget helt andet end den, de har haft i tidligere klubber. Der har det nemlig handlet meget om betting.
- Normalt når man kommer ind fra træning, så er der altid nogen, der lige skal tjekke telefonen for at se om den ene oddskupon er gået hjem, eller om den ikke er. Eller om man skal lave en ny eller høre nogle råd fra nogle af de andre. Det har jeg ikke hørt på et eneste tidspunkt hernede, siger han.
Klubben har indgået et samarbejde med Center for Ludomani for at stoppe snakke om betting i klubben, og for at hjælpe dem som skulle være blevet afhængige af at spille.
Store fristelser
Det kan begynde i det små, men ender som store problemer, når unge mennesker spiller på fodboldkampe eller andet sport. Og det er ikke svært at komme i gang, og fristelserne er mange.
- Før i tiden havde Danske Spil rimelig meget monopol på det, men nu kan man bare tage sin telefon frem, og så er der 20 forskellige udbydere, hvor man kan spille på alt fra finsk volleyball til ishockey i USA. Det bliver bare større og større, og vi frygter desværre, at det ikke er et problem, der går væk lige med det samme, siger Magnus Winterskov Møller, næstformand i klubben.
Derfor oplever de det også som et problem, når der bliver snakket om betting, for der skal ikke meget til, før man kommer ud på en glidebane.
- Det er vores klare opfattelse, at det er et problem. Det er rigtig nemt at lægge ti kroner, hundrede kroner eller tusind kroner på en kamp. Det kan godt være mange penge, og det kan være rigtig svært, hvis man først har tabt nogle penge, og man så gerne vil vinde dem tilbage igen, siger han.
Martin Hedeager Jensen har selv spillet lidt, men han har også delt omklædningsrum med nogle af dem, der har vundet og tabt store summer på betting. Men det er ikke det eneste sted, man bliver mødt af betting.
- Op til en fodboldkamp er der jo typisk et hav af betting-reklamer, og det er der også i pausen. Så det er jo let at blive fristet af idéen om at tjene nogle hurtige penge, hvis man føler, man har lidt forstand på fodbold eller anden sport, siger han.
Brug for klare rammer
Hos Center for Ludomani oplever de en stor sammenhæng mellem sport og betting, og de ser det især i perioder, hvor der er meget sport på programmet.
- Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark elsker sport og at gamble. Man kunne se det så sent som i sommers, hvor vi havde en intens sportssommer. Vi har svært ved ikke at sige fodbold og sport uden at sige betting, siger Chani Yavin, forebyggelseskonsulent hos Center for Ludomani.
I tal fra Danske Spil kunne de se en fordobling af danskere, der havde lagt et bet i de første uger af sommeren. Ikke alle kan nødvendigvis kontrollere disse spil, og flere børn og unge, der egentlig ikke er gamle nok til at spille, har udviklet en afhængighed.
- Vi kigger ind i nogle ret bekymrende tal, hvor hver tiende dansker har pengespilsproblemer i en eller anden varierende grad. Det er på tide, man tager det alvorligt. Man skal ikke forbyde spil, men vi skal lave nogle rammer, der gør det trygt og sikre, at man kan spille ansvarligt, siger hun.
Det kan være ændringer i bettingfirmaers markedsføring og funktioner som velkomstbonusser og cashback, der fastholder folk i spil.
Kendetegn ved ludomani
Hos Center for Ludomani har de oplevet en stigning i antallet af unge under 30 år, der søger hjælp hos dem. I 2009 fyldte de 18 procent i statistikkerne, og i 2023 udgør de 46 procent.
Der findes forskellige kendetegn, og folk reagerer forskelligt, men der er en række kendetegn, som Center for Ludomani fremhæver.
Fysiske kendetegn – Hjertebanken, stress, hovedpine, indre uro, svedeture, mave- og muskelsmerter, nedsat immunforsvar.
Psykiske kendetegn – Søvnproblemer, koncentrationsbesvær, rastløshed, humørsvingninger, angst, depression, selvmordstanker.
Adfærdsmæssige kendetegn – aftalebrud, forklaringsproblemer, social isolation, kritisk og irritabel adfærd, manglende overblik, ubeslutsom og uengageret, mentalt fraværende, impulsiv.
Spilleafhængige er stærkt optaget af spil, praler af gevinsterne uden at nævne tabene, kan finde på at lyve om deres deltagelse i spil mv.
De ser mange fordele i et samarbejde med en fodboldklub som FCH 6100, hvor de kan komme ud til børn og unge med viden om ludomani.
- Det er vigtigt for os at samarbejde med forskellige parter, så vi lykkes med at komme ud med viden, men også at udstyre nøglepersoner som trænere og forældre med værktøjer til at kunne spotte tegn på uhensigtsmæssig spilleadfærd, men også vide hvor man kan søge hjælp, siger hun.
Hos Center for Ludomani tilbyder de gratis og anonym rådgivning og behandling til både spilafhængige og pårørende.
Mere fokus på sporten
Udover ønsket om at hjælpe unge mennesker, der spiller for meget, får klubben også noget tilbage. Når der er mindre fokus på betting og penge, bliver der et større fokus på fodbolden, der spilles på banen.
- Jeg synes det er så fint. Jeg føler, at man er mere til stede, og at folk ikke sidder og kigger ned i telefonen, men snakker om alle mulige andre ting, siger Martin Hedeager Jensen.
De håber, at flere klubber hopper med på deres vogn, så der kan komme et større fokus på de potentielle problmer med betting.