178.146 klodser er flyttet ind i lufthavn
Når man bevæger sig rundt i Billund, bliver man ofte mindet om, at Lego har hovedsæde i byen.
Og skal man flyve til eller fra lufthavnen i byen, vil man nu også blive mødt af flere Legofigurer.
Det skriver Lego House i en pressemeddelelse. De har sammen med Billund Lufthavn lavet et samarbejde, som betyder, at tre kunstværker af Lego nu er blevet stillet permanent op rundt omkring i lufthavnen.
I ankomsthallen vil man blive mødt af en 1,7 meter høj og 32 kilo tung figur med titlen 'Welcoming Girl'.
Ved bagageudleveringen er der blevet opstillet en dinosaurfigur og et 2,5 meter højt træ med titlen "Tree of Creativity". De to er bygget med henholdsvis 40.875 og 120.046 klodser.
"Tree of Creativity" har ifølge Lego House taget 770 timer at bygge.