Han vandt opholdstilladelse i lotteri og arbejder nu gratis for den danske stat
231 danske honorærkonsuler er for første gang nogensinde samlet til et stormøde i Sønderborg, hvor de skal inspireres til emner, de kan tage med ud i verden.
Torben Aaskov arbejder gratis for den danske stat.
Det gør han som honorærkonsul i Los Angeles, hvor han har boet i over 35 år.
Men i disse dage er han tilbage i det sønderjyske, hvor han oprindeligt kommer fra, og det er han fordi, han spiller en rolle i at få udbredt danske interesser i andre lande.
Udenrigsministeriet afholder nemlig for første gang et stort konsulmøde i Sønderborg, hvor 231 danske konsuler fra hele verden er kaldt hjem for at tanke ny viden, som de kan tage med ud i verden.
Konsulmødet i Sønderborg
Fra den 12.-14. juni er 231 honorære konsuler i Danmark, hvor de først besøger Sønderborg og derefter tager til København, hvor de afslutter konferencen.
De honorære konsuler bistår Danmarks ambassader med bl.a. borgerserviceopgaver og kommercielle anliggender.
Danmark har 340 honorære konsuler i 129 lande.
Det er første gang nogensinde, at man har valgt at holde dele af konferencen udenfor København. Det er ni år siden, at de honorære konsuler sidst blev kaldt hjem til konference.
Kilde: Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet
I det sønderjyske har Sønderborg Kommune en ambition om at blive CO2 neutral i 2029, og det er netop den grønne omstilling, der er omdrejningspunktet for konsulernes besøg.
Torben Aaskov skal nu bruge den nye viden til at overbevise lokalpolitikere om at kigge Danmarks vej i den grønne omstilling.
- Jeg synes, det er en stor ære, og jeg glæder mig over at kunne hjælpe danske interesser i Californien, siger Torben Aaskov.
Ridder af Dannebrog
Udover at være et dansk ansigt i USA har Torben Aaskov en assistent ansat under sig, som udsteder pas, nødpas og hjælper danskere, der har brug for hjælp i forbindelse med rejser eller længerevarende ophold i den amerikanske stat.
Der bor mange danskere i og omkring Los Angeles, hvor byen Solvang betragtes som "den danske hovedstad" i USA. Derfor er konsulatet ifølge Torben Aaskov travlt og privilegeret sammenlignet med andre honorære konsuler i verden.
- Jeg føler, at vi gør en forskel, og det er vigtigt for mig, siger han.
Først med et arbejde i det daværende generalkonsulat og derefter virket som honorærkonsul har medført en fornem anerkendelse, da han ved et brev fra dronningen blev udnævnt til Ridder af Dannebrog for sit arbejde for Danmark.
En udnævnelse der gjorde sønderjyden stolt.
- Jeg har fået mange spændende oplevelser ud af det, og vi har hjulpet mange mennesker. Forhåbentlig kan jeg fortsætte med det i lang tid fremover, siger han.
Vandt opholdstilladelse i lotteri
Det var faktisk et form for lotteri, der gjorde, at danskeren nu kan fejre over 35 år i USA.
Interessen begyndte med en rejse til landet, hvor han senere tog sin universitetsuddannelse i økonomi og handel.
Nogle år senere deltog han i et påfund fra den amerikanske regering om opholdstilladelser. Et lotteri hvor man kan vinde et såkaldt 'Green Card' og modtage en permanent opholdstilladelse.
Lykken tilsmilede den unge sønderjyde, og han vandt en opholdstilladelse, som han i dag har vekslet til rollen som honorærkonsul og en selvstændig virksomhed, hvor han importerer og sælger fødevarer.
Og de mange år væk har gjort, at han ser på Danmark med andre øjne.
- Man elsker Danmark på en anden måde, når man er flyttet væk. Jeg tror, mine venner vil sige, at jeg taler lidt for meget om Danmark, siger han.
Han afviser ikke at vende tilbage til Danmark, men for nu fortsætter han sine gøremål i det amerikanske.