Vejlenseren styrtede i døden, før han blev klubkammerat med legende
Speedwaykøreren Poul Wissing fra Vejle omkom i 1967 under en ulykke ved et løb i Rostock i DDR. Han portrætteres i en ny bog af journalist og tidligere speedwaykommentator Ib Søby.
Ole Olsen, Erik Gundersen og Tommy Knudsen. Tre syd- og sønderjyske speedwaykørere, som de fleste har hørt om.
Men hvis ikke et styrt kostede Poul Wissing fra Vejle livet, havde han måske også figureret blandt de bedste danske speedwaykørere nogensinde. Men på grund af hans tidlige død i en alder af 26 år, er der ikke mange, som har hørt om Poul Wissing.
Han sad fint på cyklen og var en af de bedste herhjemme, det er 100 procent
Ole Olsen, tidligere speedwaykører
Ib Søby tegner et portræt af den fremadstormende speedwaykører i sin nye bog, der lige før sin død stod på tærsklen til en stor karriere. En karriere som måske kunne være blevet på højde med Ole Olsen fra Haderslev, der kørte mere end 20 verdensmesterskaber og et dusin danske mesterskaber ind i sin karriere.
Denne artikel er baseret på kapitlet i bogen.
Den sidste omgang
Den 1. oktober 1967 deltog vejlenseren i sæsonens sidste løb. Det foregik i Rostock i DDR, hvor han dystede med de gode østtyske kørere, der gerne kørte mod deres kollegaer fra Vesten.
- Myndighederne i DDR var meget åbne over for udenlandske sportsfolk. De kom og dystede mod DDR’s egne idoler, og dermed kunne det kommunistiske styre måle sig med vesten og skrive i deres aviser, at deres speedwaykørere kunne hamle op med, og besejre de vestlige, skriver journalist og speedwaykommentator Ib Søby.
Indtil 1963 kørte Poul Wissing for Vejle Motor Klub. Klubben droppede speedway for at fokusere på bilsport, og han måtte se sig om efter en ny klub. Han fortsatte karrieren i Esbjerg Motorsport og blev betragtet som en af Danmarks bedste speedwaykørere i en tid, hvor sporten stadig var en nichesport.
Styrtede i døden
Men i 18. heat den aften på speedwaybanen i Rostock sluttede det hele for vejlenseren. Foran mere end 5.000 tilskuere kom Poul Wissing forrest ind i første sving, men kolliderede med østtyskeren Uhlenbrock. Ib Søby skriver i sin bog, at Wissing blev påkørt af svenskeren Åke Andersson, som ikke kunne nå at undgå danskeren.
Der blev helt stille på stadion. Alle kunne se, at det var en meget slem ulykke.
En ambulance kom på banen, og chokeret fulgte Niels Wissing sin bror til det nærliggende Südstadt Krankenhaus, hvor et hold læger omgående tog sig af den 26-årige danske kører.
Poul Wissings bror og mekaniker Niels forsøgte forgæves at ringe hjem til broderens hustru Elsemarie i Vejle for at fortælle om ulykken. Hun var ikke hjemme, så i stedet fik broderen fat i Wissings konkurrent og ven H.P. Boisen fra Fredericia Motor Klub.
Han overbragte den barske nyhed om mandens styrt, hvorefter de to satte sig i en bil med retning mod Rostock.
Poul Wissing
Fra: Vejle
Født: 26. februar 1941
Død: 1. oktober 1967
Klubber: Vejle og Esbjerg
Da de to mange timer senere nåede frem til Südstadt Krankenhaus, var Poul Wissing død.
- Da jeg så ham, var han indhyllet i bandager. Det var fuldstændig som om han sov. Jeg kunne ikke fatte, at han var død. Han lå bare der, og det så ud som om han lå stille og sov. Men han var død. Det første menneske, jeg havde set død, fortalte Elsemarie seks år senere i et avisinterview, ifølge bogen.
Flere hundrede mennesker deltog i Poul Wissings begravelse i Vinding Kirke ved Vejle.
Ole Olsen banede vejen
- Wissing var - inden da - på højde med Ole Olsen, og på vej til en stor karriere i England.
I juli året inden sin død optrådte Wissing for første gang i speedwayens førende nation England. Sammen med en ung komet fra Haderslev ved navn Ole Olsen.
Ole Olsen begyndte selv i den engelske klub Newcastle i 1967, og klubben ville gerne have flere danskere.
- Jeg havde snakket med Poul om, at han skulle køre med mig i Newcastle. Jeg var ved at bane vejen for ham og sagde til ham, at vi sagtens kunne finde plads til ham, fortæller Ole Olsen.
Han betegner Poul Wissing som en god fyr og en dygtig speedwaykører.
- I 1967 så jeg med det samme, hvor godt han kørte. Han sad fint på cyklen og var en af de bedste herhjemme, det er 100 procent, siger Ole Olsen, der besøgte Poul Wissing og hans hustru flere gange i Vejle.
- Poul Wissing var en af dem, vi så op til som juniorer, tilføjer han.
Ib Søbys bog 'Speedway 100 – et århundrede med myter og legender' udkom 1. september.