Opdatering 17. august: Alexander Salby kører PostNord Danmark Rundt torsdag, hvor feltet kører kongeetapen fra Vejen til Vejle. Derfor genudgiver TV SYD dette portræt af cykelrytteren.

De første 180 kilometer gik godt. Med brændende ben og et stramt greb om styret tvang Alexander Salby cyklen frem over de brostensbelagte markveje, mens rystelserne flåede i hans krop.

Øjeblikket efter gik det galt. Stilken til hans forgaffel knækkede. Styret løsrev sig fra cyklen, og han styrtede.

Det kunne ikke passe. Ikke nu. Ikke allerede. Skulle adskillige års dedikation, disciplin og afkald slutte sådan her?

Adrenalinen pumpede og overdøvede smerterne. Det eneste, Alexander kunne tænke på, var at få en ny cykel og fortsætte løbet. Hans drøm.

Det var kun tre måneder siden, han havde underskrevet kontrakten med det belgiske hold Bingoal, der gav ham titlen som professionel cykelrytter, og som nu havde givet ham en billet til startlinjen blandt de største stjerner til et af de mest ikoniske cykelløb, Paris Roubaix.

Drømmen var brast, og da han blev samlet op af ‘fejebladet’, som er den vogn, der samler udgåede ryttere op, var der tavst på køreturen tilbage.

- Det er antiklimaks, når man er taget til et af de største løb for at gøre sit bedste, og så følte jeg, at jeg ikke nåede at give alt, hvad jeg havde. Jeg følte stadig, at jeg havde meget mere at byde på, fortæller Alexander Salby.

Ensomt at være en vinder

Gennem årene er Alexander Salby ofte blevet klappet på skulderen og rost for sin overdrevne disciplin og vedholdenhed på cyklen.

Både i folkeskolen og på gymnasiet blev han bakket op af sine kammerater, men ofte tvivlede han på, om de forstod, hvor meget han måtte ofre for sin drøm.

- De havde svært ved at sætte sig ind i, at jeg var så meget et konkurrencemenneske, at jeg var villig til at gå glip af de ting, som andre prioriterede højt, fortæller han og forklarer, hvordan han ofte har følt sig uden for fællesskabet, når han valgte at tage til cykelløb i stedet for klassefest.

Han mistænker, at mange i stilhed har tænkt, at det var et spørgsmål om tid, før han måtte erkende, at det var en umulig drøm at blive professionel cykelrytter.

På et tidspunkt betød det, at vennerne ikke længere følte, at de var vigtige, og så stoppede invitationerne til fester, mærkedage og spontane byture.

- Folk antog efterhånden, at jeg ville tage af sted til cykelløb i stedet. Så jeg har ikke engang fået valget, for de vidste godt, hvad min vigtigste prioritet var.

I mange år eksisterede der ikke meget andet end cyklen. Alexander var styret af en ‘alt eller intet’-mentalitet, hvor han følte, at der kun kunne eksistere én ting.

Cyklen fik alt hans tid og al fokus, for når han ikke sad på cyklen, kiggede han på det næste cykelløb, undersøgte nyt udstyr på nettet eller så videoer med de store stjerners råd og vejledning.

- Jeg brugte meget tid på det. Det gør jeg stadig, og meget af den tid bruger jeg alene. På den måde kan det godt være ensomt at gå så målrettet efter sin drøm.

Vindermentalitet har ikke kun været sund

Selvtillid og troen på sin drøm har Alexander dog altid haft, for hjemme hos familien Salby i Aabenraa herskede ingen Jantelov, og var man villig til at knokle, kunne man gå hele vejen.

Det skabte en vindermentalitet, der siden Alexanders første ungdomsløb på køreteknisk anlæg i Rødekro har resulteret i podieplaceringer for holdene Odense junior, BHS-Almeborg Bornholm og coloQuick samt en professionel sejr i det afrikanske etapeløb, La Tropicale Amissa Bongo, i januar i år.

For ligesom det handlede om at tro på sine drømme, handlede det også om at vinde hjemme hos familien Salby. Altid.

- Det handlede også lidt for meget om at vinde. Når jeg ser tilbage, har det måske ikke kun været sundt, at det handlede så meget om resultaterne og om at blive nummer ét, siger Alexander Salby og fortæller, hvordan det aldrig var en succes, hvis ikke han vandt et løb.

- Der var ikke rigtigt plads til at snakke om, hvordan jeg havde det med ikke at have haft den succes, som jeg havde sat mig for. Eller om det overhovedet havde været sjovt.

Men Alexander var selv drevet af at stå øverst på podiet, og selvom han i dag godt kan se, at han har været under et stort pres i sin opvækst, har det på mange måder også været med til at gøre ham til den målrettede cykelrytter, som han er i dag.

- Den mentalitet har bygget min tro på, at jeg kan vinde, og at jeg sjældent er tilfreds med at blive nummer to.

Frygten for at fortryde

I dag kan han godt føle, at han har givet afkald på oplevelser og begivenheder, som han nødvendigvis aldrig får mulighed for at opleve igen. Det er noget, han må leve med, ligesom han affinder sig med, at han på mange måder lever uden for samfundets normer.

- Der er nogle kasser i samfundet, som man skal passe ned i. Nogle af de kasser er, at man skal være begyndt på et studie, inden man bliver alt for gammel. På den måde kan jeg godt føle det som et pres, at jeg ikke er lige som alle andre, siger han og indrømmer, at han nogle gange frygter for sin fremtid.

- Hvis jeg jagter cykelsporten, men det ikke lykkes, så frygter jeg pludselig at være 30 år uden uddannelse og intet at falde tilbage på.

Særligt nu hvor gamle klassekammerater er blevet færdiguddannede, kan Alexander ikke undgå at sammenligne sit liv med deres. De har arbejde og fuldtidsløn, mens han lever relativt skrabet for sin cykel-løn.

- Der spurgte jeg mig selv, om det var den rigtige vej, jeg havde valgt. Det handler hele tiden om, hvor meget jeg er villig til at ofre, for jeg har også andre drømme for mit liv, og så overvejer jeg da, om cykelsporten skal være på bekostning af alt det.

Indtil videre føler han ikke, at han har truffet et valg eller givet afkald på noget, som ikke er blevet opvejet af succesen på cyklen.

Så selvom Paris Roubaix endte med en tur på fejebladet, er det ikke slut.

- Så længe jeg stadig føler, at jeg har mere at give, og at jeg stiller til start med en chance for at vinde, bliver jeg ved med at jagte drømmen.

En drøm om at køre Tour de France. Om at komme først over målstregen i en spurt. Gerne iført den grønne pointtrøje.