Elscooterens hjul snurrer i den løse jord, da Knud Hulgaard drejer om hjørnet.

Han ved, hvor han skal hen, men han ved ikke, hvor han er.

Et par hundrede meter bag ham kører bilerne forbi på hovedvejen, men her i smøgen er det kun vindens susen i buskadset, som fylder luften.

Alt, hvad han kan se, er endevæggen af en bygning. Den røde farve på aluminiumspladerne er bleget i solen, og nogle steder klatrer efeu op.

Sammen med buskadset danner bygningen en smal smøge, som han nu er på vej ind ad.

Men jorden er fyldt med afklippet efeu, og elscooterens hjul pisker forgæves rundt.

Trods smerterne fra gigten i benene er han nødt til at stå af, så han kan få vendt scooteren. Han sætter fødderne på jorden, men kan ikke holde balancen og falder.

Han forsøger at trække sig op, men det er umuligt. Han er for tung, og benene gør ondt. Han famler efter den telefon, som han altid har om halsen, men lige netop i aften har han den ikke med.

Mens tusmørket kravler over ham, indser han, at han heller ikke har hverken mad, drikke, gigtmedicin eller sin insulin.

Trods det lune sommervejr begynder temperaturen at dale, mens han ligger på jorden og kigger op på himlen.

Klokken er 22.30, og om lidt opdager Knuds kone, at han ikke er kommet hjem.

Sådan begynder 36 timer, hvor Knud ikke kan gøre andet end at håbe.

Inger forventer, at Knud vil være på værelset, når hun kommer hjem.

Han kørte fra Jels Vikingespil et kvarter før hende, men nu ser hun, at hans scooter ikke holder udenfor det lokale Bed and Breakfast, hvor de har lejet et værelse en enkelt nat inden køreturen hjem til Thisted i morgen.

Hele aftenen har Knud givet udtryk for, at han følte sig utilpas og en smule sløj. Derfor undrede det ikke Inger, da han spurgte efter nøglen til værelset og kørte i forvejen.

Hun ville gerne nå at sige ordentligt på gensyn til sin veninde Anni Petersen og de andre bekendte fra vikingespillet, som hun kun ser en sjælden gang, når hun kommer på besøg i det sønderjyske.

Som minutterne går, begynder Inger at indse, at noget er galt.

Det kan ikke tage 30 minutter for Knud at tilbagelægge de to kilometer fra vikingespillet til Bed and Breakfast'et.

Hun frygter, at han kan være faret vild, eller at elscooteren er løbet tør for strøm.

Er det tilfældet, kan han ikke komme hjem på egen hånd, for han har gigt i benene og er for tung til selv at kunne gå. Uden elscooteren er han fanget.

Mens bekymringerne hober sig op, taster hun telefonnummeret til Anni, som hun for blot et kvarter siden krammede farvel.

- Knud er ikke kommet hjem, siger hun.

Da Anni hører Ingers stemme, bliver hun bekræftet i en ubehagelig mistanke, som hun har haft hele aftenen.

Inden forestillingen spiste de alle fire sammen, og Anni bemærkede, at Knud virkede fraværende. Særligt undrede hun sig, da Knud sendte en halvspist tallerken tilbage til køkkenet, for han plejede altid at spise op.

Nu er hun på vej hjem, men dirigerer med armen til sin mand, at han skal vende om, mens hun svarer Inger i telefonen:

- Vi kører tilbage til byen for at se efter ham.

Inger sætter sig også tilbage i sin bil for at lede langs de veje, som hun og Knud så mange gange før har kørt ad sammen, når de i de seneste 15 år har besøgt Jels.

Hun spejder langs vejkanten og standser for at kigge i grøfter og for at tale med forbipasserende, som er på vej hjem fra vikingespillet.

Men der er ingen spor af Knud.

Tiden går, og en ubehagelig fornemmelse vokser i kroppen på hende.

Som en sjette sans der fortæller hende, at Knud har det meget dårligt, og hun frygter, om det snart er for sent at finde ham i live.

Efter to timer nærmer klokken sig 01. Inger kan ikke komme i tanke om flere steder, hvor Knud kan være kørt hen. Desuden er det ved at blive så mørkt, at det ikke nytter noget at lede videre på egen hånd, tænker hun, mens hun taster 114 og lytter til politiets omstilling.

En patrulje vil mødes med hende, så hun siger farvel til Anni og kører tilbage til det Bed and Breakfast, hvor hun sammen med Knud burde ligge og sove lige nu.

Et kvarter senere parkerer en politibil i indkørslen, og to betjente stiger ud.

Efter at have lyttet til Ingers beretning om aftenen, sender de bud efter endnu en patrulje.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi er hundeleder og politikommissær Mads Dammark med til at bestemme, om en hundepatrulje skal involveres, når et menneske er meldt savnet.

Denne nat er svaret ja, for mens timerne går, bliver chancerne for at finde Knud i god behold mindre og mindre.

Efter tre timers søgen kommer en betjent tilbage til Inger, som har fået besked om at blive på Bed and Breakfast’et, hvis Knud dukker op af sig selv.

Betjenten fortæller, at de har valgt at aktivere flere patruljer i eftersøgningen, og at han derfor har nogle spørgsmål til Inger.

- Kan Knud være gået ind for at få en øl et sted i byen?

- Nej, det er ikke muligt, for han kan ikke gå, og desuden har han ikke penge med, svarer Inger.

- Kan han have taget en taxa?

- Det tror jeg heller ikke, for han er ikke mobil nok til at kunne komme ind og ud af den.

- Kan han så være taget hjem til Thisted?

- Det kan jeg virkelig ikke forestille mig, svarer Inger, men betjenten insisterer alligevel på, at hun ringer til sin nabo i Nordjylland og får ham til at bekræfte, at Knud ikke er i huset eller i deres campingvogn.

Knud har på fornemmelsen, at han må være faldet i søvn, for da han åbner øjnene, er det lyst. 

Modsat i går aftes kan han nu bedre se, hvor han er.

Det er en landejendom, og i nattens mørke er han rullet over til blikvæggen for at ligge i ly under et udhæng.

Derfor er han heller ikke blevet våd, selvom han kan se på jorden omkring sig, at det har regnet.

I dagslyset kan han også se sin vindjakke på jorden ved siden af elscooteren. Han må have tabt den, da han faldt. Han rækker ud efter den, ryster den tør og lægger den over sig som et tæppe.

I går aftes troede han, at en hundepatrulje ville have fundet ham inden daggry, og han tæller timerne fra sin sidste insulinsprøjte.

Uden at vide hvad klokken er, ved han, at der er gået for lang tid, og i samme sekund får erkendelsen ham til at stivne. For hans blodsukker er allerede begyndt at stige, og bliver han ikke fundet inden for et døgn, risikerer han at få syreforgiftning.

Søndag morgen tjekker Søren Callesen BT og Ekstrabladet som det første, da han vågner. Han læser, at en 71-årig mand er forsvundet i Jels.

Manden er 165 centimeter høj, kraftig, iført mørk jakke og grå joggingbukser, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i et signalement.

I artiklerne udtaler vagtchef Søren Strægaard, at den 71-årige sidst er set lørdag aften ved OK-tankstationen i Jels få hundrede meter fra Jels Vikingespil.

Det er nærmest lige om hjørnet, tænker Søren, som har boet næsten hele sit liv i Jels. De seneste 20 år har han været brandmand og nu kaptajn hos Det frivillige Brandværn i byen, og derfor tøver han ikke et øjeblik med at ringe til operationschefen ved Trekant Brand for at tilbyde sin hjælp i eftersøgningen.

En halv time senere trækker han i uniformen sammen med ti af de andre frivillige brandmænd.

De skal mødes med politiet på det Bed and Breakfast, hvor Inger i snart et halvt døgn har manglet sin mand.

Inger har ikke sovet i nat og går nu rastløst rundt på værelset og drikker kaffe. Ud ad vinduet ser hun en brandbil dreje ind på parkeringspladsen.

Regnen pisker ned, så brandmænd og betjente trækker i læ ved et lille skur.

Mens hun iagttager dem, siger hun til sig selv, at Knud ikke kan være forsvundet ud i den blå luft, men for hver gang hun gentager ordene, begynder de at lyde mindre som en konstatering og mere som et spørgsmål.

På Facebook læser Louise Christensen et opslag i bygruppen for Jels. Der står, at en mand er forsvundet sent lørdag aften efter at have set vikingespillet. Hun læser, at han ikke er særlig mobil og derfor kan risikere at være fanget et sted ude af stand til selv at komme derfra.

Hendes hus ligger tæt på Jels Vikingespil, så tanken, om at en 71-årig mand måske ligger hjælpeløs kun få meter fra hende, er nok til, at hun kalder sin mand og deres tre sønner sammen.

- Vi skal alligevel hente morgenbrød, så jeg synes, vi skal køre en runde i byen og kigge efter ham, siger hun til sin familie, som alle stemmer for.

I en time afsøger de hovedvejen, leder i grøfter og skuer ud over markerne ved bygrænsen. Et øjeblik gør de holdt derhjemme og spiser morgenmad for så igen at sætte sig i bilen.

Uden overhovedet at kende Knud eller vide hvem Inger er, gentager de køreturen rundt i Jels. 

Himlen åbner sig i massive regnskyl igen og igen, og som timerne går, begynder Louise at frygte, hvad der mon møder dem, hvis de finder Knud.

Ligesom Louise Christensen bruger adskillige borgere i Jels deres søndag på at lede efter Knud.

Sammen med hundepatruljer, det frivillige brandværn, skuespillere og vagter fra vikingespillet leder de i byen, i skoven og rundt om Jels sø.

De tjekker offentlige toiletter, shelters, baghaver, garager og skure, og alle, der har en form for videoovervågning, er blevet opfordret til at gå dem igennem.

Men alt sammen er det uden resultat.

Klokken 10.50 lyder meldingen fra vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, at en helikopter skal i luften for at lede.

Selvom Knud ikke kan se helikopteren fra sit ly under læhegnet, kan han høre den.

Han er ikke bange, men han er træt, og med de få kræfter, han kan samle, kalder han sin kones navn.

- Inger!

- Inger!

- Inger!

Ved middagstid har det frivillige brandværn med Søren Callesen i spidsen afsøgt hvert et gadehjørne i Jels.

Netop som de skal til at køre tilbage mod brandstationen, får politiet en melding om, at Knud måske er set krydse Koldingvej, som er hovedvejen, der løber sig langs udkanten af Jels.

Ifølge tippet skulle Knud angiveligt være kørt over Koldingvej og ind ad Jels Skovvej.

Sammen med et par af de frivillige brandmænd kører Søren Callesen derud, men ud over et busstoppested og en gammel landejendom er der intet andet end grønne marker lige så langt, øjet rækker.

Indsatslederen takker det frivillige brandværn for deres hjælp. Uden spor af Knud er der ikke mere, som Søren Callesen kan gøre.

Eller det er i hvert fald, hvad han tror lige nu.

Mens eftermiddagen går på hæld, er Jette Hagelskær ved at gøre sig klar til endnu en forestilling med Jels Vikingespil, hvortil hun i 46 år har bygget kulisser, lavet rekvisitter og syet dragter.

Hun er født og opvokset i Jels og kender hver eneste smutvej i byen og stort set alle i telefonbogen. Derfor tøver hun ikke med at snøre sine travesko, da hun læser på Facebook, at en mand har været forsvundet i hendes by i næsten et døgn. For måske hun kender en sti eller en smøge, hvor ingen andre endnu har tænkt på at lede.

Hun begynder bag kirkegården og går ned langs åen. I udkanten af byen krydser hun Koldingvej, for hun har læst i et kommentarspor på Facebook, at Knud er blevet set herude ved T-krydset til Jels Skovvej.

Hun føler sig draget til at gå ind på landejendommen, som ligger til højre på Jels Skovvej, men hun er usikker på, om hun må.

Hun ringer 114 og spørger, om det er tilladt at gå ind på grunden og lede.

- Nej, det er ulovligt at gå ind på en fremmed ejendom, lyder svaret.

Jettes intuition fortæller hende, at det er forkert at vende ryggen til landejendommen, men med politiets ord er der intet andet at gøre.

Hvad hun ikke ved er, at Knud ligger blot få hundrede meter fra hende bag den aflange bygning, som hun kan skimte ude fra vejen.

Knud flyder ind og ud af søvn.

Hver gang han vågner, er det til erkendelsen af, at han stadig ligger på den kolde jord i smøgen. Og hundepatruljen, som fandt ham for et øjeblik siden, var en drøm.

Gennem buskadset kan han se biler køre forbi på hovedvejen, men fra sin plads i smøgen tvivler han på, at de kan se ham.

Han tænker på Inger og bliver urolig for, om han nogensinde får hende at se igen.

Inde i byen sidder Inger stadig på værelset på Bed and Breakfast’et.

Hun regnede ikke med, at hun skulle være i Jels mere end en enkelt dag, så hun har været nødt til at bruge søndagen på at køre til Rødding for at købe rent tøj og hente medicin.

På apoteket kunne hun ikke svare på, hvor meget medicin hun behøvede, for hun aner ikke, hvor lang tid hun endnu skal være i Jels.

Hun har fået at vide, at de første timer i en eftersøgning er afgørende, men nu er der gået et døgn, siden hun sidst så Knud.

Selvom det gør ondt at erkende, er hun ved at miste håbet.

Finder de Knud om en time?

Om et døgn?

Eller nogensinde?

Mandag morgen ringer Anni Petersens telefon. Det er hendes veninde Karina, som vil sige tak for sidst. Hun var med til Jels Vikingespil lørdag aften, hvor hun spiste sammen med Anni og hilste på Inger og Knud.

Da snakken falder på Knud, udbryder Karina:

- Jeg er ret sikker på, at jeg så ham køre på Koldingvej og krydse over til Jels Skovvej, da jeg var på vej hjem efter forestillingen.

Der bliver stille et øjeblik, før Anni svarer:

- Vi mangler ham. Han forsvandt, da han kørte hjem fra vikingespillet.

- Er det Knud, der er den 71-årige mand, som politiet efterlyser, spørger Karina.

- Ja, svarer Anni, og i næste øjeblik bliver der igen stille i røret.

Karina har lagt på og taster nu 114. Hun vil fortælle politiet, hvad hun så lørdag aften på Jels Skovvej.

På Jels Skovvej 1 er Laurids Jensen netop kommet ind fra sin daglige gåtur. Hver formiddag går han en fast rute rundt på sin landejendom.

Han tjekker gårdspladsen, går rundt om maskinhuset og slutter af på græsplænen, hvor han kaster et blik ned langs den aflange bygning.

I går var han til fødselsdag i Hygum hele dagen, så nu nyder han en stille stund, mens morgenkaffen brygger. Netop som han har drukket den første tår, bliver han afbrudt af insisterende bank på hoveddøren.

Udenfor står en betjent. Han forklarer, at politiet siden lørdag aften har ledt efter en 71-årig mand, som vidner har set i området ved Jels Skovvej.

Det har Laurids ikke hørt om, og han fortæller betjenten om sin morgentur, hvor alt forekom ganske almindeligt.

Alligevel vil betjenten gerne have lov at se sig omkring på ejendommen.

- Det er helt i orden, siger Laurids, lukker døren og vender tilbage til kaffen.

Et kvarter senere banker det på døren igen.

Da Søren Callesen ser opkaldet fra indsatslederen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, løber der et koldt gys gennem ham.

Indsatslederen er kortfattet. Han har brug for de frivillige brandmænds hjælp.

Men denne gang er det ikke til at lede.

- Til bjergning af en person, lyder opgaven.

- Adressen er Jels Skovvej 1.

Alvoren i indsatslederens stemme får Søren Callesen til at frygte, at det ikke er en levende person, han kommer ud til.

Knud vågner ved, at en betjent pludselig rusker i ham.

Han når kun lige at se ham i øjnene, før betjenten skynder sig væk igen.

På Bed and Breakfast’et åbner Inger døren.

Udenfor står to betjente.

Blikket i deres øjne afslører, at de har fundet Knud.

På vej ud til bilen ringer hun til deres ældste datter for at bede hende køre til Kolding Sygehus.

- Er du tørstig, spørger en stemme.

Knud nikker, og en kvindelig ambulanceredder sætter sig på hug ved siden af ham med en flaske vand i hånden.

- Jeg har bare været på efterårsmanøvre, siger Knud til hende og sammenligner det seneste halvandet døgn med tiden som soldat, hvor en øvelse gik ud på at overnatte i det fri.

Mens ambulanceredderen måler Knuds blodtryk og tjekker hans puls, får han øje på Inger for enden af smøgen.

- Min kone ville bare have, at jeg skulle slanke mig lidt, siger han i sjov og sender Inger et smil.

Hun bliver overhalet af en flok brandmænd, som har fået besked på at komme nærmere. Forrest går Søren Callesen.

Der er ikke meget plads i smøgen, men ved fælles hjælp lykkes det brandmændene at få Knud løftet over på en båre. De må bære den hen til ambulancen, for ligesom elscooterens hjul kan bårens smalle hjul heller ikke få fat i den løse jord.

I ambulancen bliver Inger genforenet med Knud.

Med sirener og blå blink drøner ambulancen til Kolding Sygehus.

I akutmodtagelsen bliver Knud omringet af hvide kitler.

Han er træt og har ondt i sine led, og lægernes undersøgelser viser, at hans organer er belastet efter at have undværet insulin.

Efter en halv time konstaterer en læge dog, at det er lykkedes Knud at komme igennem de 36 timer i smøgen uden væsentlige skader.

Et suk af lettelse undslipper Ingers læber, og hun tager Knuds hånd i sin.

Efterskrift

Tirsdag eftermiddag den 4. juli blev Knud udskrevet fra Kolding Sygehus.

Sammen med Inger kørte han hjem til Thisted, hvor han siden er kommet sig ovenpå oplevelsen i Jels.

Både Knud og Inger takker alle, der var involveret i eftersøgningen. Særligt til Jels Vikingespil, Det Frivillige Brandværn i Jels og lokale borgere i byen sender de en stor tak for hjælpen.

De er begge rørte over den hjertevarme, som Inger oplevede fra nær og fjern i de 36 timer, hvor Knud var forsvundet.

De er fast besluttet på at vende tilbage til Jels og vikingespillet igen næste år.