Jakob Schmidt var ti år, da det gik op for ham, at han var anderledes end sine klassekammerater. De var netop kommet tilbage fra juleferie, og snakken i frikvarteret handlede om gaver.

Mens flere af de andre drenge kunne berette om cd’er med Rollo og King, meddelte Jakob stolt at have fået den nyeste plade med Kandis.

- De grinte af mig, og selvom det egentlig ikke generede mig, forstod jeg, at jeg nok var lidt speciel, fortæller han og erkender, at det nu i en alder af 33 stadig forholder sig sådan.

- Mine jævnaldrende vil måske kalde mig umoderne, men jeg har altid følt mig som en ung fyr i en krop, der burde være født i 1976.

En kombination der i teenageårene lærte ham en livslektie og samtidig sikrede ham en opsparing.

Én eneste bekymring

Jakob Schmidt beskriver sig selv som sovs og kartofler-typen.

Det er den gammeldags stil. Med suppe, steg og is. ‘VLTJ’ og ‘Kald det kærlighed’. Og ingen tynde saucer for på Hotel Kløver Es, som Jakob i dag forpagter, hedder det ikke sauce, men sovs.

- Te den hænge ve æ katøfle, plejer jeg at sige, for jeg er jo sønderjyde.

I godt tre år har han sammen med sin mand, Robin Hougaard, og deres kammerat, Mark Juulsgaard Mathisen, forpagtet hotellet i Hellevad ved Rødekro. Et hotel med 18 værelser, restaurant, fester, baller og busrejsende frokostgæster.

Alt sammen drevet ud fra et traditionelt krokoncept. Det er kalvesteg stegt som vildt på den gammeldags facon, wienerschnitzel og citronfromage.

Ifølge Horesta, som er en dansk brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet med 2.000 medlemsvirksomheder over hele landet, er det afgørende for hoteller og kroers overlevelse, at de har lokalbefolkningens opbakning.

- Ofte vil de lokale være følelsesmæssigt investeret i for eksempel den lokale kro, og kommer man til som ny forpagter og viser, at man er villig til at investere i det nære, vil byens borgere oftere respondere positivt for netop at værne om den fælles, lokale historie, fortæller medlemschef hos Horesta, Nadeem Wasi, og forklarer videre:

- Lokalsamfundet vil ofte være de primære kunder, så kan man som forpagter vinde deres interesse, er man langt bedre stillet.

Bygningerne, som huser Hotel Kløver Es, er ejet af Underbjerg Ejendomme. Medejer Einer Underbjerg troede fra begyndelsen på de tre unge mænds evner og visioner for stedet. Han havde nemlig tidligere oplevet trekløveret i aktion, dengang de drev hotel i Vojens.

- Vi håbede, at de kunne sætte Kløver Es på landkortet, siger han.

Einer Underbjerg havde dog én betænkelighed. Og selvom den ene betænkelighed ikke spillede en rolle for hverken Jakob, Robin eller Mark, havde de alligevel noget at bevise.

En anderledes kromand

Kærligheden til krolivet begyndte for alvor i Jakob Schmidts teenageår, da han lånte sin morfars B&O-anlæg for at spille cd'er til sodavandsdiskoteker på den lokale skole.

Ordet spredte sig, og snart blev han hyret til byfester, guldbryllupper og 50-års fødselsdage.

- Selvom klassekammeraterne syntes, det var specielt, at jeg spillede Birthe Kjær til guldbryllupper, så lærte det mig at tænke ‘den der ler sidst, ler bedst’, for det var mig, der fik penge på kontoen.

Men det er arrangementer, som Jakob Schmidt sammen med sit trekløver skulle overbevise lokalbefolkningen i Hellevad om, at de sagtens kunne klare.

- Nogle blev overraskede og spurgte, om det var os, der var forpagtere, for den stereotype forestilling om en kromand er nok en ældre herre med en god, stor sovsemave og et halvskaldet hoved. Der er vi tre lidt anderledes, siger han og uddyber:

- Ejerne af bygningen var betænkelige over, hvordan byen ville tage imod tre homoseksuelle mænd.

Hverken seksualitet eller manglende sovsemaver blev dog et problem. De lokales største skepsis viste sig at være trekløverets udholdenhed. Kløver Es havde nemlig lidt under stor udskiftning af forpagtere.

- Vi skulle overbevise folk om, at vi faktisk godt gad være her. Også i mere end to år.

Den største opgave for Jakob, Robin og Mark blev altså at bygge deres troværdighed op og vinde de lokales tillid.

Telefonen var rødglødende

Efter den første måned som forpagtere lukkede landet med corona. Det satte en stopper for aftenarrangementerne, men dagligt solgte de mellem 80 og 100 portioner takeaway under nedlukningen.

Derfor valgte de tre forpagtere i foråret at udvide kroen med endnu en sal med plads til 100 mennesker. Først tænkte de tre forpagtere at indvie salen med en reception og pindemadder, men de blev hurtigt enige om, at atmosfæren passede bedre til et bal.

- Telefonen var rødglødende, og på tre dage havde vi solgt alle 160 madbilletter, fortæller Jakob Schmidt og kalder selv indvielsen, som blev afholdt 2. juni, for Sønderjyllands største krobal.

Med opbakning fra nær og fjern er de tre forpagtere overbeviste om, at suppe, steg og is-festerne langt fra er uddød i det syddanske, og når de ser tilbage på de budgetter, som de lagde i begyndelsen i 2020, er de nået langt over målet.

- Vi har allerede opnået drømmen. Vi lever faktisk i drømmen, siger Jakob Schmidt.

Og det vil han blive ved med, så længe sovsen fortsat er tyk, og gæsterne stadig vil banke i bordet til ‘VLTJ’ og danse skosålerne tynde.