Region holder dør åben for ny sygdomsundersøgelse i Grindsted
Forskere har anbefalet opfølgende undersøgelse for udvalgte sygdomme om nogle år. Regionsråd følger trop.
Region Syddanmark holder muligheden åben for at foretage en opfølgende undersøgelse af udvalgte sygdomme hos borgere i Grindsted.
Det står klart efter et møde mandag aften. Her har et enigt regionsråd valgt at følge en forskergruppes anbefalinger.
I 2022 blev det besluttet at lave tre undersøgelser. De er alle blevet præsenteret i år.
De blev bestilt i kølvandet på en bekymring for, at årtiers forurening fra det tidligere Grindstedværket kunne gøre borgere mere syge.
Værket har blandt andet produceret lægemidler. Og i en årrække blev spildevand ført direkte ud i Grindsted Å.
Forskergruppen har set undersøgelserne igennem. Efterfølgende har 17 ud af 19 af forskerne sendt regionen en række anbefalinger.
Ingen uacceptabel sundhedsrisiko
Det store flertal af forskerne konkluderede, at resultaterne samlet set ikke giver anledning til mistanke om, at miljøet i Grindsted i dag udgør en uacceptabel sundhedsrisiko for borgerne.
Forskerne siger dog samtidig, at det kan give god mening at holde øje med udviklingen i tre sygdomme. Det er ALS, prostata- og skjoldbruskkirtelkræft.
I en uddybende mail til regionen fra forskergruppens formand, Jesper Bo Knudsen, forklarer han, at forekomsten af de tre sygdomme "ikke afveg signifikant fra forekomst i de sammenlignelige byer".
- Dog var der tegn på, at forekomsten af prostata- og skjoldbruskkirtelkræft var lidt hyppigere i Grindsted, hvorfor gruppen foreslår en opfølgning via registerundersøgelse for de to konkrete sygdomme om 3-5 år for at få be- eller afkræftet dette, lød det.
Samtidig bør registerundersøgelsen af ALS gentages, fordi mistanken om hyppigere forekomst af ALS har været rejst, forklarede Jesper Bo Knudsen videre.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) understreger, at "vi tager borgernes bekymringer alvorligt". Det gør han i en pressemeddelelse fra regionen.
Regler og retningslinjer skal overholdes
En anden af forskergruppens punkter er også, at man skal lade være med at bruge vand fra private havevandsboringer. Hverken til at drikke, vande grøntsager med eller bade i.
Man skal heller ikke bade eller fiske i Engsøen.
Derfor skal borgerne ifølge forskergruppen følge de gældende regler og begrænsninger.
Den anbefaling hæfter formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark Poul Erik Jensen (S) sig ved.
- Vi kommer ikke uden om, at der er en massiv forurening i byen. Derfor er jeg lettet over, at forskerne har konkluderet, at borgere i byen ikke behøver at være bekymrede, forudsat at de regler og begrænsninger, som myndighederne har fastsat, overholdes, lyder det i en pressemeddelelse.