Svindlere også på jagt til Black Friday: Sådan gennemskuer du dem
Midt- og Vestjyllands Politi kommer med råd til, hvordan du undgår at blive snydt på årets store shoppedag.
Mange ser frem til at jagte tilbud på året store shoppedag Black Friday, som hos mange virksomheder er blevet til Black Week.
Men det er langt fra kun shoppeentusiaster, som er på udkig efter et godt køb. Svindlere er også på jagt i næste uge.
Derfor kommer Midt- og Vestjyllands Politi nu med råd til, hvordan du undgår at blive snydt af nettets mange falske hjemmesider.
Ifølge politiet er svindlerne nemlig gode til at lave fuphjemmesider, som virker reelle, men det er faktisk ikke så svært at gennemskue dem.
Sådan undgår du at blive snydt
Pas på hjemmesider, du ikke plejer at bruge - slå ukendte hjemmesider op og læs om andres erfaringer. Har hjemmesiden kun få anmeldelser, kan det også være tegn på svindel.
Vær opmærksom på webadressen - og husk, at svindlere ofte vil forsøge at få adressen og hjemmesiden til at se så troværdig ud som mulig.
Pas på priser i skæve beløb – det kan være et tegn på svindel.
Vær ekstra kritisk over for meget lave priser – også selvom det er Black Friday.
Hold godt øje med, hvad du godkender med MitID, når du betaler – hvis beløbet eller navnet på hjemmesiden pludselig har ændret sig, kan der være tale om svindel.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi.
Trods flere svindelsager er folk shoppeklar
Over halvdelen af danskerne forventer at shoppe, når kalenderen siger Black Friday den 29. november.
Det viser en undersøgelse, der er lavet for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland, skriver Gjensidige i en pressemeddelelse.
Og det er på trods af, at hver femte dansker har oplevet af blive udsat for svindel i onlinehandel, udtaler en fagchef ved Sparekassen Kronjylland i meddelelsen.
- Antallet af svindelsager er steget voldsomt det seneste år. I Sparekassen Kronjylland oplever vi, at der er foretaget mere end 50 procent flere kortindsigelser i årets første 10 måneder i forhold til samme periode sidste år. Stigningen giver et tydeligt billede af bekymrende stor svindelaktivitet i år, lyder det fra fagchefen.
Den store shoppedag er i de seneste år rykket mere og mere online.