Ultraløber sikrer sig billet til VM efter næsten 41 timers løb

David Stoltenborg har i fire år dyrket løbedisciplinen backyard ultra. Han holder lige nu den nordiske rekord i disciplinen. Foto: Grafik: Lasse Lund Hansen, TV SYD
Udgivet

Kunne du forestille dig at løbe 275 kilometer nonstop i næsten 41 timer? Det er lige præcis det, David Stoltenborg elsker, og som han netop har gjort.

David Stoltenborg har netop taget sejren i Backyard World Team Championship i ultraløb, hvor han løb 275 kilometer på knap 41 timer.

– Det gik stille og roligt for mig. Jeg kunne faktisk have fortsat, siger David Stoltenborg som på trods af en mindre hofteskade var spændt på, om han ville få mange kriser undervejs.

Men han endte som sidste mand på ruten, da modstanderne udgik af løbet, og det sikrede ham sejren.

- Det var helt vildt fedt at vinde, men det var samtidig antiklimatisk, fordi jeg sagtens kunne have fortsat et par timer endnu, siger David Stoltenborg.

David Stoltenborg har i fire år dyrket løbedisciplinen backyard ultra. Han holder lige nu den nordiske rekord i disciplinen. Foto: Grafik: Lasse Lund Hansen, TV SYD

Ved et Backyard World Team Championship løb skal deltagerne løbe en rute i kuperet terræn på cirka 6,7 kilometer. Det skal deltagerne gøre på under en time, for efter 60 minutter begynder en ny omgang på 6,7 kilometer.

- Det betyder, at hvis man løber 6,7 kilometer på 47 minutter, så har du omkring 13 minutter til enten at få lidt mad, få en lur, skifte sko eller tøj. Det er muligheden for at restituere, siger David Stoltenborg.

Tennessee

Med sejren i hus har David Stoltenborg kvalificeret sig til verdensmesterskabet i USA, hvor de bedste ultraløbere fra hvert land skal dyste.

- Det er en sværere rute, vi skal løbe, siger David Stoltenborg, som kan se frem til 35 grader i dagtimerne, kuperet terræn og ulve i skovene om natten.

På trods af de mange nye parametre at tage højde for ser David Stoltenborg frem til løbet.

- Det er også med ærefrygt. Nu har jeg prøvet løbet en gang før, så det er klart en fordel for mig, siger David Stoltenborg.

Indtil turen går over Atlanten, sørger David Stoltenborg for at få spist så meget som muligt.

David Stoltenborg havde god energi under hele løbet, og kunne godt have fortsat efter de 41 timer.

- Jeg forbrænder omkring 700 kalorier i timen, når jeg løber. Derfor er det virkelig vigtigt, at jeg i mellemtiden får spist en masse, siger David Stoltenborg.

Det er de samme regler, der gør sig gældende ved verdensmesterskabet i USA. Hver deltager skal løbe omkring 6,7 kilometer på under en timer, indtil der kun er en løber tilbage.

Han kæmper for at bryde tabu efter selv at have været syg

August Skovgaard er i dag kræftfri. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD
Udgivet

Den 26. oktober har de sidste fire år været en dag, som står meget klart i August Skovgaards erindring.

For fire år siden kunne August Skovgaard mærke en unaturlig kugle på sin ene testikel.

Derfor opsøgte han sin læge, og svaret kom præcis den 26. oktober 2020.

- Så fik jeg at vide, at det var kræft, siger August Skovgaard.

Det var en tung besked at modtage.

- Det var virkelig en hård omgang. Jeg var i choktilstand og var bare nødt til at tage tingene en dag ad gangen, siger August Skovgaard.

August Skovgaard var syg i fire måneder, hvor han blandt andet fik to operationer og kemobehandlinger.

#hvadfandensigermanlige

Knap 140 elever fra Vejle Idrætshøjskole satser på at slå rekorden, når der i uge 43 skal samles penge ind til Knæk Cancer. Eleverne har i ugens løb fokus på at bryde tabuer og tale højt om det, som mange ikke tør.

Derfor er hashtagget #hvadfandensigermanlige opstået.

Nøgletal for kræft:

  • 83 procent af alle danskere med en kræftdiagnose overlever deres sygdom i mindst et år.

  • To ud af tre danskere med en kræftdiagnose overlever deres sygdom i fem år eller mere.

De hyppigste kræftformer hos kvinder i 2022:

  • Brystkræft: 5.155

  • Lunge (inkl. luftrør): 2.693

  • Tyktarm: 1.670

  • Modermærke: 1.565

  • Anden hudkræft: 2.412

De hyppigste kræftformer hos mænd i 2022:

  • Prostata: 4.704

  • Lunge (inkl. luftrør): 2.489

  • Tyktarm: 1.526

  • Modermærke: 1.473

  • Anden hudkræft: 2.871

Kilde: Kræftens bekæmpelse

- Det er jo det helt store spørgsmål: Hvad skal man sige, når en, man kender, er syg med kræft?, siger August Skovgaard, og fortsætter:

- Man kan ikke rigtig sige noget forkert, men det er bare meget rarere, hvis folk spørger ind til det og har lyst til at lytte, i stedet for at blive berøringsangste.

Selv har August Skovgaard brugt sit netværk og sin familie til at snakke om at være syg, hvilket har hjulpet ham rigtig meget.

- Jeg har specielt haft nogle gode samtaler med min lillebror, siger August Skovgaard.

Kræftfri

I dag er August Skovgaard kræftfri.

- Lige efter, at jeg var rask, var jeg stadig meget påvirket og især bange for at blive syg igen, siger August Skovgaard, som i dag sommetider stadig kan mærke frygten for, at sygdommen vender tilbage.

- Jeg har det godt i dag, siger August Skovgaard, og fortsætter:

- Det at være syg har formet mig som person, og modgangen har givet mig noget godt med i livet. Det sætter livet i perspektiv på en god måde.

De næste 12 år skal han til kontrol for at sikre, at kræften ikke vender tilbage.

Karina Adsbøl retter skarp kritik mod lukningen af AMU Syd

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Udgivet

Lukningen af AMU Syds afdeling i Ribe har fået folketingspolitiker Karina Adsbøl (DD) i det røde felt.

– Det her strider jo direkte imod ambitionen om, at vi skal have uddannelsesmuligheder og tilbud i hele landet, sådan starter Børne- og undervisningsordfører Karina Adsbøl (DD) i sit skriftlige svar til TV SYD.

Hun beskriver blandt andet de konsekvenser, hun mener, det vil få for virksomheder og de mennesker uden for de største byer, der har en ambition om at dygtiggøre sig eller få en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet.

– Man kan sagtens centralisere og effektivisere alt muligt, men det går jo udover alle dem, der ikke bor i de største byer. Vi har allerede en stor skævvridning i forhold til uddannelsestilbud, og det her skubber endnu mere i den retning, skriver Karina Adsbøl (DD).

Til slut slår hun fast, at hun vil bringe kritikken til ministerens bord:

– For det her er på mange måder et skridt i den forkerte retning, uddyber hun.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.