Han kæmper for at bryde tabu efter selv at have været syg
Den 26. oktober har de sidste fire år været en dag, som står meget klart i August Skovgaards erindring.
For fire år siden kunne August Skovgaard mærke en unaturlig kugle på sin ene testikel.
Derfor opsøgte han sin læge, og svaret kom præcis den 26. oktober 2020.
- Så fik jeg at vide, at det var kræft, siger August Skovgaard.
Det var en tung besked at modtage.
- Det var virkelig en hård omgang. Jeg var i choktilstand og var bare nødt til at tage tingene en dag ad gangen, siger August Skovgaard.
August Skovgaard var syg i fire måneder, hvor han blandt andet fik to operationer og kemobehandlinger.
#hvadfandensigermanlige
Knap 140 elever fra Vejle Idrætshøjskole satser på at slå rekorden, når der i uge 43 skal samles penge ind til Knæk Cancer. Eleverne har i ugens løb fokus på at bryde tabuer og tale højt om det, som mange ikke tør.
Derfor er hashtagget #hvadfandensigermanlige opstået.
Nøgletal for kræft:
83 procent af alle danskere med en kræftdiagnose overlever deres sygdom i mindst et år.
To ud af tre danskere med en kræftdiagnose overlever deres sygdom i fem år eller mere.
De hyppigste kræftformer hos kvinder i 2022:
Brystkræft: 5.155
Lunge (inkl. luftrør): 2.693
Tyktarm: 1.670
Modermærke: 1.565
Anden hudkræft: 2.412
De hyppigste kræftformer hos mænd i 2022:
Prostata: 4.704
Lunge (inkl. luftrør): 2.489
Tyktarm: 1.526
Modermærke: 1.473
Anden hudkræft: 2.871
Kilde: Kræftens bekæmpelse
- Det er jo det helt store spørgsmål: Hvad skal man sige, når en, man kender, er syg med kræft?, siger August Skovgaard, og fortsætter:
- Man kan ikke rigtig sige noget forkert, men det er bare meget rarere, hvis folk spørger ind til det og har lyst til at lytte, i stedet for at blive berøringsangste.
Selv har August Skovgaard brugt sit netværk og sin familie til at snakke om at være syg, hvilket har hjulpet ham rigtig meget.
- Jeg har specielt haft nogle gode samtaler med min lillebror, siger August Skovgaard.
Kræftfri
I dag er August Skovgaard kræftfri.
- Lige efter, at jeg var rask, var jeg stadig meget påvirket og især bange for at blive syg igen, siger August Skovgaard, som i dag sommetider stadig kan mærke frygten for, at sygdommen vender tilbage.
- Jeg har det godt i dag, siger August Skovgaard, og fortsætter:
- Det at være syg har formet mig som person, og modgangen har givet mig noget godt med i livet. Det sætter livet i perspektiv på en god måde.
De næste 12 år skal han til kontrol for at sikre, at kræften ikke vender tilbage.