Karina Adsbøl retter skarp kritik mod lukningen af AMU Syd
Lukningen af AMU Syds afdeling i Ribe har fået folketingspolitiker Karina Adsbøl (DD) i det røde felt.
– Det her strider jo direkte imod ambitionen om, at vi skal have uddannelsesmuligheder og tilbud i hele landet, sådan starter Børne- og undervisningsordfører Karina Adsbøl (DD) i sit skriftlige svar til TV SYD.
Hun beskriver blandt andet de konsekvenser, hun mener, det vil få for virksomheder og de mennesker uden for de største byer, der har en ambition om at dygtiggøre sig eller få en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet.
– Man kan sagtens centralisere og effektivisere alt muligt, men det går jo udover alle dem, der ikke bor i de største byer. Vi har allerede en stor skævvridning i forhold til uddannelsestilbud, og det her skubber endnu mere i den retning, skriver Karina Adsbøl (DD).
Til slut slår hun fast, at hun vil bringe kritikken til ministerens bord:
– For det her er på mange måder et skridt i den forkerte retning, uddyber hun.