Naturstyrelsen bekræfter: Det var en ung hanulv, der var forbi Vejle
En ulv blev 15. april set i Vejle. Dagen efter dræbte den et får hos fåreavler i Grindsted. Nu bekræfter Naturstyrelsen, at der er tale om en ung hanulv født i 2022.
Det var en vaskeægte ulv, der lørdag 15. april bevægede sig rundt i det sydøstlige Vejle ved den trafikerede Fredericiavej.
Det bekræfter vildtkonsulent Christian Qvortrup fra Naturstyrelsen overfor Vejle Amts Folkeblad og bekræfter samtidig også teorien om, at det var en ung hanulv fra Skjern-området.
Det ved man på grund af DNA-prøver fra flere dræbte får i Andkær - ikke langt fra Fredericiavej, hvor ulven blev set.
- Der var så meget godt DNA, at vi kunne lave en individbestemmelse. Her vi kan se, at det er den ulv, der hedder GW3189m - det er den hanulv med GPS-halsbåndet. Den blev født i Skjern-reviret i 2022 og har boet der i det meste af sit liv, indtil den i påsken vandrede videre og blev set forskellige steder i landskabet i en periode, hvor den så også var forbi sydøst for Vejle, siger Christian Qvortrup til avisen.
Berit Lang fra Vejle var en af dem, der så ulven den dag, og kort efter oplevelsen talte hun med TV SYD:
- Jeg holdt stille i krydset og ventede på grønt, og så kom der pludselig et stort dyr spankulerende over vejen. Den kiggede sig for, og så gik den. Først tænkte jeg, at det var en stor schæferhund, men da den kom tættere på, kunne jeg se, at den var for stor, og at farven var anderledes end en schæfer, fortalte hun dengang.
Steen Hedrup, der er pensioneret naturvejleder, mente også, at der måtte være tale om en ikke-etableret ulv, der var på vej rundt.
Samme ulv i Grindsted
Og på vej rundt, det var ulven.
Dagen efter at ulven blev set i Vejle, vågnede fåreavlerne Jens Eskildsen og Stina Brandhøj ved Grindsted op til, at et af deres får var blevet dræbt.
I den forbindelse fik de besøg af en vildtkonsulent, og der blev taget DNA-prøver fra sårene på det døde får.
Også de prøver er der nu kommet svar på.
- Det blev bekræftet, at det var en ulv, og der var DNA nok til individbestemmelse, så det blev også bekræftet, at det var 'gps-ulven', fortæller Stina Brandhøj.
Endnu en ulv?
Cirka to uger senere kunne flere medier berette om, at endnu en ulv var blevet set i Vejle.
Denne gang var det på Pakhusgade ved havnen i Vejle.
Den historie viste sig dog hurtigt ikke at holde stik. Senere på dagen talte TV SYD nemlig med Carsten Nielsen om den formodede ulv.
Det var dog ikke en ulv, men hunden Max, som er en blanding af en Sibirian Husky og en Alaskan Malamut.