Fårene havde været på græs i under 24 timer - så blev et af dem dræbt
For en uge siden udtrykte fåreavler fra Grindsted sin bekymring om ulvesituationen i Danmark. Søndag morgen var et af hans får blevet dræbt.
For cirka en uge siden kunne man opleve fåreavler Jens Eskildsen fra Grindsted på TV SYD's platforme, hvor han i anledning af 'fårets dag' udtrykte sin bekymring omkring ulvene i Danmark.
- Hvornår er det vores tur til at samle kadavere op fra marken?, sagde han dengang.
Der skulle dog ikke gå mere end otte dage, før hans bekymringer blev gjort til virkelighed.
Er ikke i tvivl
Søndag morgen vågnede han og Stina Brandhøj op til det, der må være enhver fåreavlers største frygt.
Et af fårene var blevet dræbt og lå livløs på marken, mens dens indvolde lå spredt rundt om den.
Selvom parret ikke med 100 procent sikkerhed kan sige, at det er en ulv, der står bag drabet, før vildtkonsulenten har fået svar på dna-prøver fra dyret, så er de ikke i tvivl.
- Det er måden, der er ædt af den på. Det er det, der gør, at vi tænker, det er en ulv. Den er bidt ihjel, og bugen er flænset, så vi er nok ikke så meget i tvivl, fortæller Stina Brandhøj.
Noget af det, der ærgrer hende, er, at fårene lørdag eftermiddag var kommet på græs for første gang i år.
- Til aften ville vi tage dem ind, men det var de ikke interesseret i, så vi lod porten til stalden stå åben og lod lyset være tændt. Marken, de går på, ligger lige op til vores hus, så de måtte gå ind, når de havde fået nok græs. Vores alpaka, som vi har investeret i som alarmdyr, gik også derude, siger hun og fortsætter:
- Fårene havde været ude i under et døgn. Man siger, at ulven bruger 3-4 uger på at rekognoscere.
Fik en trailer ud
Som noget nyt kan man nu efter et ulveangreb få en trailer ud til sin ejendom med indhold, der blandt andet kan bruges til at sikre sig mod, at ulven vender tilbage til byttet
Sådan en fik Stina og Jens også ud søndag, så de er klar, hvis den skulle vende tilbage en af de kommende dage.
Parret har nu fået lavet en mindre, midlertidig indhegning til deres 65 får og 115 lam og har også fået hængt såkaldte "foxlights", der udsender blinkende lys, som forstyrrer en ulv.
Stina Brandhøj oplyser, at de søndag eftermiddag var ved at undersøge alle fårene for at se, om der var andre, der skulle være blevet bidt.
Skal finde en løsning
Parret har endnu ikke besluttet sig for, hvad de vil gøre på den længere bane for at undgå en lignende situation.
At gøre alle deres indhegninger højere vil være en meget omfattende og dyr proces samtidig med, at det også kan få stor betydning for de mange rådyr, der ifølge Stina Brandhøj holder til i området.
Først og fremmest er hun og Jens Eskildsen glade for, at det tilsyneladende kun gik ud over et enkelt får.
- Selvom vi er vildt trætte af det, så er vi underligt taknemmelige for, at det meget atypisk kun gik ud over et dyr, siger hun.