Centralt placeret campus til trecifret millionbeløb tættere på at blive til virkelighed
Borgmesteren ser frem til at komme i gang med de næste faser i projektet med at blive en universitetsby.
Vejle-borgmester Jens Ejner Christensen (V) er en lettet mand her onsdag eftermiddag.
Partierne bag aftalen om udflytning af uddannelser sendte 19,7 millioner i retning af Syddansk Universitets arbejde med at åbne en række nye it- og ingeniøruddannelser i Vejle.
- Det er tre-fire års intenst arbejde, der nu har fået en blåstempling, siger borgmesteren og fortsætter:
- Vi er en by med mange korte og mellemlange uddannelser, men vi er ikke en universitetsby. Så det at vi i fremtiden kan koble det på vores identitet, det er et vigtig skridt for kommunen.
Han hæfter sig mest ved, at partierne i Folketinget nu har vendt tommelfingeren opad til SDU og Vejles projekt med at åbne en ny campus.
Dermed kan han og de øvrige parter gå i gang med arbejdet med at finde de øvrige midler til campussen, som forventes at løbe op i 250 til 270 millioner kroner.
Ifølge Jens Ejner Christensen har man reserveret 100 millioner kroner i det kommunale budget til projektet. Det resterende beløb skal efterfølgende findes hos blandt andet virksomheder.
- Nu er der givet frit løb, så nu kan vi begynde dialogen med eventuelle virksomheder, siger han.
Kolding-borgmester sendte sms
De foregående tre-fire år har også budt på et kapløb mellem de to nabokommuner, Vejle og Kolding.
Men ifølge Jens Ejner Christensen er "stridsøksen" nu begravet.
Han fortæller, at Kolding-borgmester Knud Erik Langhoff onsdag eftermiddag var den første til at sende en lykønskning på sms.
- Vi kæmper jo for hver vores kommune, men vi har hele tiden været enige om, at vi er glade for, at uddannelserne kommer til Trekantområdet, siger Jens Ejner Christensen.
SDU har i forvejen campus i Kolding med cirka 2600 studerende.
Central placering
Men hvor skal det kommende campus i Vejle så ligge?
I øjeblikket arbejder parterne ud fra at det kommende uddannelsessted i Vejle skal ligge maksimum 600-700 meter fra banegården i Vejle. Det oplyser borgmesteren.
Det betyder, at der i skrivende stund er to-tre placeringer i byen, som er i spil, ifølge Jens Ejner Christensen.
- Men til syvende og sidst er det universitetets ønske, der afgør det, siger han.