Ejner var fanget mellem to forsikringsselskaber - nu er der en løsning på vej
Ejner Vinter blev fanget mellem to forsikringsselskaber, men nu er der nyt i sagen, hvor håndværkernes forsikring tilbyder hjælp.
Siden nytårsaften har Ejner Vinter kæmpet en kamp for sit hus og sit ve og vel. Det gamle asbesttag var pillet af huset, og et lag af plast skulle sikre mod regnen. Dog lod nytårsstormen hånt om plastikken, hvilket resulterede i store vandskader i de følgende regnvejrsdage.
Siden da har Ejner Vinter været fanget mellem forsikringsselskaber. Hans eget, Tryg Forsikring, mente ikke, at selskabet skulle dække skaden, og indtil nu, mente håndværkernes forsikringsselskab, Købstædernes Forsikring, heller ikke, at de havde erstatningspligten.
Mandag eftermiddag, 20 dage efter stormen, fik Ejner Vinter dog hjælpen sendt til indbakken.
"Ud fra de oplysninger, vi har fået, kan vi anerkende erstatningspligten, og vi vil betale skaden - med forbehold for kravets størrelse og indhold." Sådan skriver Købstædernes Forsikring til Ejner Vinter.
- Det var en ganske dejlig besked. Men jeg må sige, at den har været længe undervejs. Jeg frygter, at ikke alle har viljen til at kæmpe sådan en kamp, fortæller Ejner Vinter.
Han kan i øjeblikket kigge på drivvåde vægge. Det håber han, der snart kommer en ende på.
- Jeg vil sige, at der er faldet en sten fra mit hjerte. Nu sker der noget. Men nu må vi se, hvor meget der bliver dækket. Jeg håber, at vi får løst problemet, så vi mere eller mindre alle mand slipper af med problemet, siger han.
Købstædernes Forsikring tilbyder betaling
Efter tvSyd lavede optagelserne med Ejner Vinter, har Købstædernes Forsikring haft en af deres taksatorer ude og besigtige skaderne. De har konkluderet, at deres kundes indsats har været mangelfuld, og at de dermed påtager sig erstatningspligten.
- Vi har lavet en ny, samlet vurdering. Ud fra den første beskrivelse fra vores kunde, fandt vi ikke noget kritisabelt. Alligevel havde vi fredag en mand ude og kigge på ejendommen. Ud fra de nye oplysninger har vi kigget på sagen igen og har til formiddag konkluderet, at vi har erstatningspligten, forklarer Morten Fruergaard, der er skadesdirektør hos Købstædernes Forsikring.
Desuden har forsikringsselskabet ros til Ejner Vinter, som de mener, har gjort alt hvad han kunne i situationen. De 20 dages slid går derfor ikke ubemærket hen.
- Der er ingen tvivl om, at det har været lang tid at gå i de forhold. Vi har ventet på svar fra eksterne kilder og fra vores kunde. Derfor har det været ude af vores kontrol. Jeg ville dog ønske, at vi havde været derude tidligere, fortæller Morten Fruergaard.
Hvad angår forsikringsselskabets forbehold overfor kravets størrelse og indhold, så er det en standard skrivelse, fortæller Morten Fruergaard.
- Han vil blive stillet, som hvis skaden ikke var sket. Altså beror det på en konkret vurdering, som vi nu skal have lavet, forklarer han.