80-årig finder frihed flere hundred meter over jorden
Om du er 80 år eller 13 år, kan du flyve et svævefly, for der er ingen alder i luften.
Der er ingen larm, luften bestemmer højden, og så er der marker så langt øjet rækker.
- Det er helt fantastisk, siger Tove Lund, der er flyver svævefly i Vejle Svæveflyveklub.
Hun sætter sig ind i det lille svævefly og på få sekunder er hun 400 meter oppe i luften.
Hun er 80 år gammel, og hun har gjort det hundredevis af gange før.
- Man kan virkelig følge årstiderne heroppe fra, siger Tove Lund, mens hun ser udover det danske sommerlandsskab.
Svæveflyvning er en forholdsvis lille sport i Danmark, men i klubben her er det noget, der samler entusiaster i alle aldre.
Svæveflyvning
Svæveflyveren bliver via et 1000 meter langt kabel trukket fra 0 til 100 km/t på cirka to sekunder.
Det får flyet op i en højde på omkring 400 meter.
Svæveflyet kan dog komme endnu højere op med noget der hedder termisk opdrift.
Solen opvarmer jorden, og den varme luft stiger til vejs og kan så at sige løfte svæveflyet med sig.
Det samme fænomen udnytter mange fugle, når de cirkler rundt i luften.
En højde på omtrent 1000 meter er helt almindeligt.
Flyene flyver alt mellem 80 og op til 270 km/t.
Et stort aldersspænd
Tilbage på jorden sidder 18-årige Viggo Kjær og kigger. Han begyndte at flyve for halvandet år siden.
- Det er mega fedt, for det er lidt ligesom at lege Top Gun. Det er en drengedrøm at flyve, siger Viggo Kjær, der skal til at starte i 2.g.
Den unge gymnasieelev er næsten lige startet på sit eventyr, hvor Tove Lund har fløjet siden hun selv var 18 år gammel.
- Vi tænker ikke så meget over, at der er så mange forskellige aldre, for vi er alle interesseret i det samme, siger Tove Lund.
Men der er goder ved, at alderen spænder så bredt.
- Man kan altid tale med nogen og få et råd, siger Viggo Kjær.
- Jeg har ikke brug for ældregrupper, for jeg får så meget her, fortæller Tove Lund.
Flyvende mormor
Det plejer, at være flyvende farmor, men ikke i Vejle Svæveflyveklub, for her har de en flyvende mormor.
- Mange af de unge drenge siger, at jeg er deres alles mormor, siger Tove Lund med et smil.
De unge i flyveklubben har også prøvet at sætte den garvede svæveflyvepilot på prøve.
- De prøvede at flyve mig syg med loops og alt muligt, men det lykkes ikke for dem, siger en grinende Tove Lund.
Den flyvende mormor er populær i klubben, der har omkring 130 medlemmer.
- Alle kender og snakker med Tove. Hun er virkelig hyggelig, siger Viggo Kjær.
Flere timer i luften
Både Viggo Kjær og Tove Lund kan få flere timer til at gå oppe i luften. Det er ikke unormalt, at man først vender næsen hjem efter seks til otte timer.
- Det er så dejligt, at være deroppe. Det er din egen præstation, hvor du skal lære og læse vejret, fortæller Tove Lund.
Ifølge hende er det kun noget man forstår, når man har prøvet at flyve i et svævefly.
- Du kan ikke skrive artiklen uden at opleve det selv, afslutter Tove Lund og får hevet journalisten med op i luften.
Og ja, der er helt fantatisk.