14-årig flyver 300 km/t i sit eget fly
Frederik Vorm-Petersen er ikke, som 14-årige er flest. Hver weekend er han ude at flyve svævefly, og nu må han selv sidde ved rorpinden.
Frederik Vorm-Petersen bruger det meste af sin fritid på at flyve svævefly. Han er i dag 14 år og har, siden han var ganske lille, været vild med fly og at flyve og drømt om at blive pilot.
Faktisk var det en lærervikar i skolen, der fik ham afsted for at prøve at svæveflyve.
- Da han (lærervikaren, red.) fandt ud af, at jeg var vild med fly og at flyve, så spurgte han mig, om jeg ikke havde lyst til at komme ud her i klubben, og jeg blev straks bidt af det, fortæller Frederik.
Svæveflyvning
For at man kan flyve et svævefly, skal det bringes op i en udgangshøjde på mindst 300 meter. I Vejle Svæveflyveklub anvendes primært to forskellige startmetoder: spilstart og flyslæb.
Svævefly styres efter de samme principper som de fleste andre fly, det vil sige ved hjælp af højderor, sideror og krængeror. Ved at kombinere de tre ror har piloten fuld kontrol over flyets bevægelser.
Flyets hastighed styres med højderoret, som er forbundet til flyets styrepind. Når styrepinden trykkes frem, kommer flyets næse til at pege mere nedad, hvorved hastigheden øges. Det omvendte sker når pinden trækkes tilbage.
Svævefly er normalt udstyret med højdemåler, fartmåler, variometer, kompas, og flyradio. (Variometeret angiver, om flyet stiger eller synker). Der også GPS navigationsudstyr i de fleste fly.
Ved svæveflyvning gælder det om at finde opadstigende luftstrømme og cirkulere rundt inden i dem, hvorved man kan vinde højde, der så ved glideflugt kan omsættes til mange kilometer.
Siden den dag har Frederik Vorm-Petersen ikke set sig tilbage. Hver weekend går med at flyve i Vejle Svæveflyveklub. De seneste halvandet år har han været cirka 130 timer i luften.
Da han for kort tid siden fyldte 14 år, måtte han sidde helt selv bag rorpinden.
- Det er så fedt, at man så ung kan flyve med næsten 300 kilometer i timen og så uden motor, siger Frederik.
En hastighed, der måske kunne skræmme de fleste - men ikke Frederik.
- Den frihed i luften er fantastisk. Og nej, jeg er aldrig bange. Måske var jeg det lidt på de første ture , men det er jeg aldrig nu.
- Jeg elsker farten og kræfterne i flyet. Det der med at lave loops (flyve rundt, red.) og mærke g-kræfterne, det er virkelig sjovt.
En talentfuld flyver
Frederik er dygtig til at flyve svævefly, fortæller Jakob Nørlem, der er instruktør i Vejle Svæveklub.
- Han har virkelig talent for at flyve, men Frederik er også en af de helt unge, og vores erfaring er, at jo yngre, de er, når de kommer i gang, jo lettere har de ved at lære at flyve, siger Jakob Nørlem, der selv har fløjet svævefly, siden han var en ung teenager.
Det kan blive en fordel for Frederik at være startet tidligt, hvis hans drømme for fremtiden skal gå i opfyldelse. Han vil nemlig gerne være "rigtig" pilot.
- Jeg vil gerne flyve de store passagerfly, og jeg tænker, at jeg kan starte min uddannelse allerede her, siger Frederik med stor entusiasme i stemmen.
Om to år kan han som 16-årig erhverve sig S-certifikatet, og når han om et lille års tid bliver 15 år, må han også flyve alene, uden en passager på bagsædet.
- Det bliver godt, smiler den unge Frederik.