Udkantsdanmark: Louis Poulsen flyttede fra København til Vejen
Louis Poulsen Lighting i Vejen går imod udviklingen. De rykkede fra København til Vejen, fordi det gav virksomheden bedre betingelser.
For cirka 10 år siden flyttede belysningsvirksomheden Louis Poulsen produktionen af designlamper fra Købehavn til Industrivej i Vejen. Siden da er flere medarbejdere blevet flyttet til det sydjyske, og udkantproblematikken er derfor ikke en udfordring, som virksomheden kender til – tværtimod.
- Jeg forstår ikke begrebet og omtalen af udkantsvirksomheder. Vi har selv valgt at være i det sydjyske, fordi det giver gode betingelser for vores virksomhed, siger Peter Le Fèvre, der er finansdirektør hos Louis Poulsen Lighting i Vejen, til TV SYD.
Virksomheden er mest kendt for produktion af PH-lamperne, som monteres og samles i montagehallen i Vejen. En opgave, som varetages af ufaglærte – primært kvinder – der er virksomhedens største enkeltstående medarbejdergruppe.
- Alle vores PH-lamper monteres i hånden, og det er et vigtigt stykke kvalitetssikring af vores produkter. Det er typisk ufaglært arbejdskraft, som vi bruger til de opgaver, fortæller Peter Le Févre.
Netop adgangen til den ufaglærte arbejdskraft i Syddanmark har en betydning for mange virksomheders placering. Tal fra Dansk arbejdsgiverforening viser, at lønnen i Syddanmark typisk er 2/3 af hvad den er i Region Hovedstaden.
- Vi har cirka 80 ufaglærte på vores virksomhed, og det er derfor vigtigt, at vores lønomkostninger er rimelige, og det er det er de generelt i vores del af Jylland. Når vi ikke har flyttet mere produktion til udlandet, end vi rent faktisk har, så er det også fordi, at vi kan rekruttere den manuelle arbejdskraft lokalt til en rimelig pris, siger Peter Le Févre
Virksomheden forventer at skulle ekspandere yderligere i de kommende år og vil i løbet af foråret lancere en række produktnyheder, der også har været igennem produktionen i Vejen.