Alvorlig sygdom brød ud på det værst tænkelige tidspunkt

Christian Rødkær havde udsigt til en sommer i sygesengen. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi
S
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Under 14 dage før Christian Rødkær skulle spille solo ved sit første verdensmesterskab, blev han indlagt med beskeden om at sætte alt planlagt i bero.

Som ung vejede 154 cm høje Christian Rødkær 27 kilo. Som han selv beskriver det, ”så sad der en bakterie i min krop og sørgede for, at jeg ikke fik noget ud af den mad, jeg spiste”.

Christian fik i en alder af 14 år konstateret sygdommen Crohns sygdom. Det er en kronisk betændelsestilstand, som blandt andet giver mavesmerter, diarré og vægttab. Årsagen til sygdommen kendes ikke, og man siger, at den opstår spontant i kroppen.

Ikke mange har bemærket sygdommen

I dag er Christian 26 år, og de fleste af de 12 år med sygdommen har lidelsen ikke tynget ham.

- Jeg tror ikke, ret mange har opfattet, hvor syg jeg har været. Fordi selvom jeg har haft ondt, har jeg altid kunnet komme rundt og gøre de ting, jeg gerne ville, forklarer han.

Kun en enkelt gang for halvandet år siden ”gik sygdommen amok”, som Christian beskriver det, og stoppede ham i hans drømme. Indtil i sommer, hvor den endnu engang rørte på sig på det værst tænkelige tidspunkt.

Da Christian Rødkør kontaktede sygehuset, havde han igennem en periode haft så stærke mavesmerter, at han måtte lægge sig til at sove, når han kom hjem fra sit job som elektriker. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Christian Rødkær skulle i slutningen af juni måned med Vejen Garden til verdensmesterskabet for garder. Et mesterskab, som medlemmerne havde øvet frem mod i et år, og som det musikalske fællesskab fra den lille sydjyske stationsby havde store forventninger til. Der var brug for alle kræfter i det ambitiøse orkester. Oveni det skulle den 26-årige trompetist spille solo.

I programrækken ”Vejen til VM” på TV SYD PLAY kan man se, hvor meget tid medlemmerne af garden bruger på at forberede sig til verdensmesterskabet i Tyskland.

Sommeren 2023 i sygesengen

Siden Christian var ni år, er han har flere gange om ugen trukket i uniformen i Vejen Garden. Både som medlem og som leder af talentorkesteret.

Han har altid vægtet det musikalske fællesskab i garden højt. Og han fortæller, at han som voksen flere gange har ”spist lidt ekstra smertestillende” for at kunne passe sin egen træning eller træningen af sine talentfulde drenge. Velvidende at det ”nok ikke altid var den bedste idé”.

Det var ikke kun VM og DM med garden, der stod på spil, da sygdommen brød ud. Christians bror skulle giftes. Og heldigvis kom han med til brylluppet. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Smertestillende kunne dog hverken gøre til eller fra sidste sommer, da lægerne fortalte Christian, at det var uforsvarligt at rejse til udlandet.

Vejen Garden var på vej på en to ugers tur til Canada, men bare to dage før afgang fik Christian at vide, at hans på infektionstal var så høje, at han måtte blive hjemme. En uge senere blev han indlagt og var efterfølgende sygemeldt i nogle måneder.

- Det var ikke sjovt at ligge i sygesengen en hel sommer, men det sværeste var, at jeg ikke kunne være med mine venner på tur, fortæller Christian.

Planlagt operation halvanden uge før VM

Derfor frygtede det 26-årige musikalske talent, at historien skulle gentage sig, da han på sin fødselsdag, onsdag den 12. juni i år, blev indlagt efter en periode med kraftige mavesmerter.

- To dage efter fik jeg at vide, at alt, hvad jeg havde planlagt, skulle sættes i bero. Jeg var på akutlisten og skulle opereres efter weekenden.

På det tidspunkt var der blot halvanden uge til, at Vejen Garden skulle deltage i deres første verdensmesterskab nogensinde. Christian skulle være med i både march og koncert. I sidstnævnte skulle han ovenikøbet spille solo på sin trompet.  

- Det var tungt at få at vide. Jeg tænkte rigtig meget over, at nu ryger endnu en ting, jeg har set frem til længe. Og er det nu bare endnu en sommer, hvor jeg skal ligge i sygesengen. Det fyldte meget mere end tankerne om, at jeg var syg, husker han.

Sammenholdet betyder alt i en garde, og de mange ture sammen giver et ekstra godt fællesskab. Foto: Presse-foto.dk

Ingen kunne erstatte Christian

Den 26-årige garder, der til dagligt arbejder som elektriker, fik over weekenden en masse medicin, som gjorde, at han mandag ikke længere stod øverst på akutlisten. Hans tal var blevet bedre, han blev udskrevet, og operationen blev udsat nogle uger.

Christian skulle fortsætte på medicin og fik flere slags antibiotika, men lægerne frarådede fortsat udrejse.

I en garde er det ikke som på et fodboldhold, hvor der står en reserve klar på sidelinjen. I et orkester er der brug for alle, for at helheden lyder godt, fortæller gardens leder Jørgen Schmidt. Og med lidt mere end en uge til VM kunne ingen nå at lære den stemme, som Christian spillede.

Han var uundværlig, og da orkesterets dirigent sagde til Christian, at han var nødt til at hyre en professionel musiker ind, hvis ikke han kunne stille op, ville han afsted.

Den unge talentfulde musiker kunne ikke bære ikke at være der for sine venner, som han havde øvet sammen med i så mange måneder frem mod mesterskabet. Hans far, Tom Rødkær, som også selv har været i Vejen Garden, aflyste sine ferieplaner. Og sammen kørte de i bil til Tyskland på dagen for første konkurrence.

Hvis bare én musiker mangler eller har en dårlig dag, vil det kunne høres med det samme. Derfor var det ekstremt vigtigt, at orkesteret var fuldtalligt, da vm-konkurrencen i koncert skulle begynde. Foto: Rune Fonvig, Wasabi FIlm/ TV SYD

På den måde undgik Christian at køre i bus med en masse mennesker, og samtidig besluttede de at overnatte på et hotel fremfor i en stor gymnastiksal. Det gav også den fordel, at Christian havde sin far hos sig, og de havde en bil, så de kunne køre hjem, hvis Christians tilstand blev forværret.

Realiteterne ramte efter konkurrencen

Alle forholdsregler og bange anelser viste sig dog ikke at være nødvendige. Christian tog smertestillende, så han lige præcis kunne klare de otte til ti minutter, som hver konkurrence varede.

- Vi har heldigvis en læge i familien, og hun havde fortalt mig, hvor grænsen lå for, hvor meget jeg måtte tage. Hun sagde, at hvis jeg tog så og så meget, så burde jeg ikke kunne mærke noget i de to konkurrencer.

Vejen Garden havde hyret professionelle instruktører ind for at sikre mindst et VM-trofæ. Det blev til hele to, og Christian havde kræfter til at fejre og hæve hele to pokaler. Her fejrer han sammen med instruktøren Henk. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Med stærkeste opstilling fik Vejen Garden opfyldt deres ambitioner til fulde. De vandt begge discipliner, og det endte da også med, at far Tom måtte køre bilen hjem alene. I euforien tog Christian bussen hjem og fejrede VM-triumfen med sine venner efter nogle følelsesladede uger.

- Det ramte mig, lige da vi kom ud fra konkurrencen. For 14 dage siden skulle jeg reelt ikke have været med. Det var ikke meningen, og nu lykkedes det, og vi stod der og havde vundet. Da fældede jeg en tåre, fortæller han.

Ingen ved, om Christian er helbredt

Weekenden efter verdensmesterskaberne ledte Christian sit talenthold ved DM, og om mandagen blev han opereret.

Lægerne fjernede 30 cm af hans tarm. Om det betyder, at Christian er helbredt, ved man ikke.

- Det kan være, at det går i sig selv nu, og der ikke kommer noget igen. Men det kan sagtens også ske om et par år, at det sætter sig et nyt sted i tarmen, og så går det i udbrud igen. Man ved ikke, hvordan fremtiden ser ud, siger Christian, som fortsat er på medicin og går til jævnlige tjek på sygehuset.

Christian spiste omkring ti piller om dagen for at holde sig kørende i dagene omkring VM og DM. Og det var det hele værd. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Tidligere offentligt ansatte starter psykiatrisk klinik - Vil hjælpe patienter der venter

Udgivet

I Esbjerg har tre kvinder startet Psykiatrisk Klinik Esbjerg, der skal være et alternativ til dem, der ikke har fundet plads i den offentlige psykiatri.

Hvordan ser dit liv ud om tre år?

Som patient i den offentlige psykiatri er det ikke ualmindeligt at vente flere år på at komme til. Der er også dem, som slet ikke kommer i behandling.

Dem vil tre tidligere offentligt ansatte psykiatere være et tilbud til.

Charlotte Hedegaard, Ida Hansted Villesen og Marianne Jepsen har indenfor det sidste år opsagt deres tidligere arbejde i psykiatrien og har nu skabt klinikken.

På kontoret klikker Idas tastatur, mens hun forbereder sig på en patient. Foto: Helena Bendixen

-Der kommer patienter til os, der siger, at de skal vente tre år på at få en tid hos en psykiater, der har en overenskomst med den offentlige sygesikring. Og så har jeg mødt flere patienter i det offentlige, der falder udenfor målgruppebeskrivelserne og derfor ikke kan få et tilbud dér, siger Marianne Jepsen.

En optælling i midt november på sundhed.dk viser, at gennemsnittet for ventetiden ved en psykiater for ikke-akutte patienter i Region Syddanmark er 137,5 uger, eller det der svarer til lidt over to et halvt år.

- I de år hvor de venter på behandling, kæmper de måske med at holde fast i deres job, eller familielivet er svært at få til at hænge sammen. Derfor vil vi gerne kunne give en mulighed for at få noget hjælp hurtigere, siger Charlotte Hedegaard.

Når nogen træder ud af det offentlige giver det færre hænder

Siden september har de tre tidligere medarbejdere været i gang i med klinikken i Esbjerg. De har for tiden en til to ugers ventetid på at komme til første samtale.

Og det er netop forhåbningen at kunne holde ventetiden nede og give hurtigere hjælp til patienterne.

Ifølge en opgørelse af Ugeskrift for Læger overvejer 71 procent af de regionalt ansatte i Børne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark at skifte til privat psykiatisk beskæftigelse. Det samme er tilfældet for 57 procent af de ansatte i voksenpsykiatrien.

Det er i den region, der er størst andel, som overvejer at skifte.

Trafikken til det private er en kæmpe udfordring, fortæller Mikkel Rasmussen, der er næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab.

- Vi har de ventetider, vi nu har og det er ikke godt, at der ikke er læger til at hjælpe de patienter, der nu kommer ind, siger han.

Den kritik er de tre psykiatere fuldt ud bevidste om.

Er I ikke med til at skabe et ringere offentligt sundhedsvæsen ved at træde ud af en i forvejen presset psykiatri?

- Ved at træde ud giver det selvfølgelig færre hænder i det offentlige. Det kan vi ikke komme udenom. Vi har valgt at oprette klinikken for at hjælpe dem, som ikke rummes i det offentlige, og så er der en anden del i det, som er vores egne ønsker til et arbejdsliv, siger Charlotte Hedegaard, der understreger, at de ikke har oprettet klinikken som et modsvar til det offentlige.

Skaber private klinikker et ulige sundhedsvæsen?

Ifølge Mikkel Rasmussen giver private klinikker en skævvridning af sundhedssystemet.

- Jeg har ikke noget imod, at de gør det (går over til det private, red). De tager jo også nogle patienter på den måde, men det skaber en ulighed, hvor dem der har penge og en sundhedsforsikring kan komme til. Dem der ikke har det, har ikke mulighed for det.

Hvorvidt mener du, at I er med til at skabe et ulige sundhedsvæsen ved at kun dem, som har råd, kan få hurtig hjælp hos jer?

- Det er klart, at det er ikke alle, der kan betale, og det er en udfordring. Vi tager jo også patienter ind, som letter presset på det offentlige, og som ved at komme hurgtigt igennem forhåbentlig ikke får det værre af at gå og vente flere år på behandling. Det er vores forhåbning, siger Charlotte Hedegaard.

Marianne er klinikkens speciallæge. Kombination af speciallæge og specialpsykiatri under samme tag er for dem ganske særligt. Foto: Helena Bendixen

Klinikken i Esbjerg har ikke et ydernummer. Det vil sige at, de ikke har en overenskomst med den offentlige sygesikring. Det kræver ikke nogen henvisning at få en tid i klinikken, og behandlerne er friere til at lave forløbene så korte eller lange, som de og patienten vil have dem.

Psykiatrisk klinik Esbjerg

Klinikken ejes i fællesskab af speciallæge i psykiatri Marianne Jepsen, og specialpsykologerne Ida Hansted Villesen og Charlotte Hedegaard.

Klinikkens formål er at levere psykiatrisk udredning og behandling til personer over 18 år. De har ikke overenskomst med Sygesikringen og tager derfor ikke imod henvisninger.

Klinikken har fastlagte udredningsforløb for autisme og ADHD og kan vejlede i medicinsk behandling.

Kilde: Psykiatrisk Klinik Esbjerg.

- Når man er opdraget i den offentlige psykiatri, så har det økonomiske slet ikke fyldt på mit lille kontor. Men det gør det nu. Og det kan nogle gange være svært at forene med den hjælperrolle, som jobbet jo også er, siger Ida Hansted Villesen.

Patienternes skal kunne regne med os

Charlotte Hedegaard fortæller, at de tre partnere i klinikken ikke ønsker at kritisere det offentlige system, som de selv var en del af. I stedet handler det for dem om at være en håndsrækning til de patiener, der ikke finder vej i det offentlige.

- Jeg vil gerne have patienter, som ser os som en del af det, der gør, at deres tilværelse hænger sammen igen, siger Ida Hansted Villesen.

I klinikken tager de selv imod alle opkald og taler med patienterne inden de får booket en tid. Det er vigtigt for dem, at der ikke er noget mellemled, for på den måde får de også en bedre fornemmelse af, hvad patienten har brug for. Og lige så vigtigt, så får de en snak om, de er det rigtige tilbud for patienten.

- Det er ligesom den grund, vi står på. Hvis vi ikke kan give den rigtige diagnose og behandling, så er alt andet ligegyldigt, siger Marianne Jepsen.

I klinikken er der ikke noget 'sådan plejer vi at gøre', men det er de ved at finde frem til. Foto: Helena Bendixen

Formand for regionsrådet i Region Syddanmark, Bo Libergreen (V), udtaler, at han er bekymret for mangel på psykiatere i det offentlige.

- Vi gør, hvad vi kan for at uddanne flest mulige psykiatere. Vi har også ekstraordinært gjort en indsats for at rekruttere i udlandet, selvom vi i bund og grund ikke ønsker det. Og så fortsætter vi med at undersøge, om der er opgaver, der kan flyttes til andre medarbejdergrupper, siger han.

Psykiatrisk Klinik Esbjerg har været i gang siden 1. september 2024. Marianne er speciallæge, mens Ida og Charlotte er specialpsykologer i psykiatri.

Familie til dømt demensramt i nødråb: - Vi aner ikke vores levende råd

Dele af billedet er skabt med AI. Personen på billedet er ikke den 75-årige. Grafik: Lasse Lund Hansen
Udgivet

Stort set ingen synes, han skal være, hvor han er, men Retten har bestemt, at det skal være sådan. Nu kommer familien til en 75-årig demensramt mand med et nødråb.

- Vi og vores far, mand, svigerfar og bedstefar har brug for jeres hjælp.

Sådan begynder et brev til regionspolitikerne i Syddanmark og relevante politikere på Christiansborg.

Afsenderen er familien til den 75-årige demensramte mand, der for lidt under tre uger siden blev dømt til at være på en psykiatrisk afdeling. Det på trods af, at hverken afdelingen selv, familien eller eksperter med forstand på demens mener, at det er den rette løsning.

Sidste år i december forvildede den 75-årige mand sig ind i lejligheden til en 99-årig kvinde på plejehjemmet Kongebrocentret i Christiansfeld, hvor de begge to boede på det tidspunkt. På grund af sin demens troede den 75-årige mand angiveligt, at han var hos sig selv, og han blev vred, da kvinden bad ham gå ud.

Derfor skubbede han hende omkuld, og hun fik så alvorlige skader, at hun efterfølgende måtte opereres. Dagen efter blev hun fundet død på Kolding Sygehus.

Anbragt i psykiatrien

29. oktober kendte Retten i Kolding ham skyldig i legemsangreb med døden til følge. Fordi han er syg, kan han ikke straffes, og derfor afgjorde Retten, at han skulle anbringes på en psykiatrisk afdeling. Begrundelsen var, at det ifølge en udtalelse fra Retslægerådet ikke var forsvarligt at have ham i kommunalt regi.

Udfordringen er bare, at psykiatrien ikke er indrettet til mennesker med demens over længere tid.

- Det, som mennesker med demens har allermest behov for, er tryghed, nærvær, genkendelighed og hjemlige rammer. Det er bare ikke det, psykiatrien kan levere. Det ulykkeligt for både den demensramte og de pårørende, der står omkring, at de skal være vidne til noget, der egentlig ikke er det rette tilbud til ham, siger Mette Bossen Linnet (V), der er formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark.

Den 75-årige mand har været på psykiatrisk afdeling i Aabenraa siden december, hvor han blev varetægtsfængslet i sagen. Allerede i foråret skrev to læger fra afdelingen, at de mente, man forsvarligt kunne flytte den 75-årige til et demensplejehjem, men Retslægerådet vurderede det anderledes, og det lænede Retten sig op ad.

TV SYD har tidligere talt med fagfolk med forstand på demens, der er rystet over, at domstolen har anbragt en demensramt mand i psykiatrien. Også Gitte Kirkegaard, der er formand for Demenskoordinatorer Danmark og til daglig demensfaglig leder i Haderslev Kommune mener, det er foruroligende.

- Det gør ondt, at man at man har taget den her drastiske beslutning, at han skal være på en psykiatrisk afdeling. Vi gør alt, hvad vi kan, for, at mennesker med en demenssygdom ikke skal være der, for man kan ikke lave en psykiatrisk afdeling om til et sted, hvor man kan leve og bo, siger hun.

Familie om dom - den værst tænkelige

Familien kaldte dommen den 29. oktober ”den værst tænkelige”, fordi den 75-årige på psykiatrisk afdeling kun må have få personlige ejendele, og personalet ikke har tid til at sidde og spise med ham og give ham, det nærvær, som er vigtigt i plejen af demensramte.

- Han sidder i sin stol alle vågne timer på sin upersonlige hospitalsstue. Mors daglige besøg er eneste sociale kontakt, han har. Personalet siger til os, at vi må forstå, det er en akutpsykiatrisk afdeling og ikke et plejehjem. Vi kalder det isolation, og vi aner ikke vores levende råd, lyder det videre i brevet fra familien.

Både Gitte Kirkegaard og Mette Bossen Linnet mener, at der er behov for en løsning, der kan tage sig af borgere med demens, når de ikke kan være i kommunalt regi. For det er ikke holdbart i længden at anbringe dømte demensramte i psykiatrien, mener de.

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde en mellemting altså et plejecenter, hvor vi kunne samle nogle eksperter og nogle, der var vant til at arbejde med borgere udfordrende adfærd, siger Gitte Kirkegaard.

For nu er det svært at gøre noget i sagen med den 75-årige, mener Mette Bossen Linnet. Prognoserne spår om flere mennesker med demens i fremtiden. Dermed risikerer man flere sager som den her, og flere demensramte risikerer at ende i psykiatrien.

-  Jeg tror, vi skal rykke endnu tættere sammen med kommunerne om at finde et tilbud, og jeg er også sikker på, det er noget, der kommer til at fylde i regeringens nye sundhedsråd. Det kan godt være, der dukker nogle nye ting op, som kan bremse, at det her bliver præcedens, og at man får et bedre tilbud, siger Mette Bossen Linnet. 

Tema

Retssag mod demensramt mand

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden, analysere statistik samt og vise dig funktioner til sociale medier. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid tilbagetrække eller ændre dit samtykke, ved at klikke på ”Opdater dit cookietilsagn her” i bunden af siden. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere om brugen af cookies.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Statistikcookies

Statistikcookies hjælper os med at forstå, hvordan vores hjemmeside bliver brugt, så vi kan forbedre den. Vi forsøger at minimere brugen af eksterne tjenester og sikrer, at dine data anonymiseres så vidt muligt.

Navn Udbyder
Chartbeat
_cbt Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Funktionelle cookies

Funktionelle cookies giver os mulighed for at huske dine præferencer og forbedre din brugeroplevelse. Disse cookies er ikke strengt nødvendige, men de gør din oplevelse mere personlig og problemfri.

Navn Udbyder
csrftoken instagram.com
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
JSESSIONID LinkedIn
jwplayer.bandwidthEstimate tvsyd.dk
jwplayerLocalId tvsyd.dk
lang LinkedIn
lang LinkedIn
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube
LAST_RESULT_ENTRY_KEY youtube.com
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com

Nødvendige cookies

Disse cookies er essentielle for at vores hjemmeside fungerer korrekt. De sikrer grundlæggende funktioner. Uden disse cookies ville siden ikke kunne fungere optimalt.

Navn Udbyder
app_banner_enabled tvsyd.dk
breaking tvsyd.dk
breaking_banner_dismissed tvsyd.dk
CookieConsent tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
tv2reg_cookie_consent tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
XSRF-TOKEN tvsyd.dk

Præference-cookies

Præference-cookies husker dine valg, så vi kan tilpasse hjemmesiden efter dine behov. Disse cookies sikrer, at du får en mere personlig oplevelse ved hvert besøg.

Navn Udbyder
NID Google

Ikke tildelte cookies

Disse cookies er endnu ikke blevet kategoriseret. Vi arbejder på at identificere deres formål og sikre, at de respekterer dine privatlivsindstillinger.

Navn Udbyder
pusherTransportTLS no-domain
sentryReplaySession no-domain
tv_syd_session tvsyd.dk

Markedsføringscookies

Vi anvender ikke selv markedsføringscookies, men vi har valgt at kategorisere en række cookies, som eksterne partnere sætter, som netop markedsføringscookies for at gøre dig som bruger opmærksomme på dem. Vi anvender kun eksternt indhold når det er vores vurdering, at det løfter kvaliteten af vores journalistik eller at det er bydende nødvendigt.

Navn Udbyder
remote_sid youtube.com
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
TESTCOOKIESENABLED youtube.com
VISITOR_INFO1_LIVE youtube.com
VISITOR_PRIVACY_METADATA youtube.com
YSC youtube.com