Fjerde sted i Danmark: Forsvaret på elevers skoleskema
Gymnasium opretter forsvarsstudieretning og håber, at der kommer elever fra andre kommuner til den særlige studieretning.
Opdateret: tvSyd er blevet gjort opmærksom på, at Varde ikke er tredje, men fjerde gymnasium. Dette er rettet.
Leopardkampvognen spyr ild på Varde Gymnasiums hjemmeside. Her åbner man lidt populært sagt en ny front til august.
- På linjen får eleverne en god fornemmelse af, hvad forsvaret er for en arbejdsplads både på den mere militære del men det kan også være den mere civile del, siger rektor på Varde Gymnasium Jens Frederik Justsen.
Eller som der står på hjemmesiden: Forsvarsstudieretningen byder udover undervisning på Varde Gymnasium også på særligt tilrettelagte forløb på Forsvarets kaserner og giver kommende elever mulighed for at prøve soldaterlivets mange aspekter. Eleverne får gennem de tre år desuden stor viden om og forståelse for forsvars- og sikkerhedspolitik samt samfundets samlede beredskab.
Det er det fjerde gymnasium, der får sådan en forsvarsstudieretning. Beslutningen er meget aktuel og vil da også betyde undervisning i den "nye verdensorden". Men også idrætstimerne - og andre timer - vil i den grad bære præg af, at eleverne er på en linje, hvor forsvaret spiller en afgørende rolle.
Hos borgmester i Varde kommune, Mads Sørensen (V), er der glæde over den nye linje.
- Det styrker Varde Kommunes uddannelsestilbud og vi håber på, at unge får øje på en karrieremulighed, de måske ellers ikke havde set og måske efter uddannelsen vælger et job i forsvaret. Efterspørgslen af flere unge til Forsvaret er stor. Som garnisionskommune kan vi jo håbe, at disse gymnasieelever får smag for den her vej og vælger et job i på en af vores to kaserner, siger han.
Fagene på studieretningen vil alle være tonede efter samarbejdet med Forsvaret og Hjemmeværnet, og studieretningsfagene vil være samfundsfag A og engelsk A/matematik A koblet med blandt andet idræt, sprog, psykologi, naturgeografi og de mange andre valgfag, som Varde Gymnasium tilbyder.
Samarbejdet sker med Danske Artilleriregiment i Oksbøl, Efterretningsregimentet og Hærens Sergentskole i Varde og Hjemmeværnet i Oksbøl.