Se listen: Det tjener din borgmester ved siden af sin almindelige løn
De 11 syd- og sønderjyske borgmestrer, der har lønnede hverv ved siden af borgmestertjansen, modtager i gennemsnit 180.742 kroner årligt.
Ved siden af arbejdet i de respektive kommunalbestyrelser, er landets kommunalpolitikere udpeget til en række lønnede hverv, såsom bestyrelsesposter i trafikselskaber, havne eller forsyningsselskaber. Det er 11 ud af 14 borgmestre i de syd- og sønderjyske kommuner også blevet.
En opgørelse lavet af gravercentret viser, at den syd- og sønderjyske borgmester, der tjener mest, tjener 475.000 kroner årligt, mens den laveste side indkomst ligger på 46.000 kroner årligt.
Ifølge opgørelsen er det borgmestrene i Kolding, Tønder og Fanø, der ikke har nogle lønnede hverv ved siden af byrådsarbejdet.
Ser du tabellen på mobilen, ser du beløbet ved at rulle til højre.
Borgmester | Vederlag for ekstra lønnede hverv |
---|---|
Jens Ejner Christensen (V), Vejle | 475.000 kroner årligt |
Frank Schmidt-Hansen (K), Vejen | 313.293 kroner årligt |
Peter Sørensen (S), Horsens | 266.570 kroner årligt |
Jesper Frost Rasmussen (V), Esbjerg | 207.327 kroner årligt |
Erik Lauritzen (S), Sønderborg | 193.868 kroner årligt |
Mads Skau (V), Haderslev | 134.349 kroner årligt |
Stephanie Storbank (V), Billund | 122.576 kroner årligt |
Ole Vind (V), Hedensted | 89.184 kroner årligt |
Christian Bro (S), Fredericia | 85.000 kroner årligt |
Mads Sørensen (V), Varde | 55.000 kroner årligt |
Jan Riber Jakobsen (K), Aabenraa | 46.000 kroner årligt |
Pengene modtager de ved siden af deres vederlag for byrådsarbejdet. Men med pengene følger der også et arbejde og ifølge Jan Riber Jakobsen, borgmester i Aabenraa, er det grunden til at han ligger i bunden af listen.
- Det er min første periode som borgmester, derfor vil jeg ikke involvere mig for meget uden for kommunen, da jeg vil lægge min energi i Aabenraa, så jeg kan leve op til det ansvar, jeg har fået tildelt, siger Jan Riber Jakobsen (K).
Han har dog alligevel valgt, at varetage et par poster uden for kommunen. Det drejer sig om bestyrelsesposter i Erhvervshus Sydjylland og Sydtrafik, men posterne er nøje udvalgt.
- Jeg valgte at fortsætte i Sydtrafik for at sikre stabilitet, da der var stor udskiftning i bestyrelsen og på ledelsesposterne, siger Jan Riber Jakobsen.