Lego lancerer kæmpesatsning med Fortnite
To mastodonter er gået sammen, når Lego og Fortnite torsdag udkommer med et nyt spilunivers.
For omtrent halvandet år siden – helt præcist i april 2022 – lavede Legos pengetank, Kirkbi, en gigantisk investering.
En milliard amerikanske dollars, hvilket svarer til knap syv milliarder kroner, smed de i selskabet Epic Games, som står bag den verdensomspændende succes Fortnite.
Den investering skulle føre en række samarbejder mellem de to selskaber med sig, og det første af slagsen lanceres torsdag.
I spillet Fortnite udkommer det, de kalder Lego Fortnite, men der er endnu meget få oplysninger om, hvad det helt præcist er.
Lego omtaler det som et survival crafting game – altså et overlevelsesspil med bygge-elementer.
- Det ser ud, som om mange af de ting, man kender, bliver overført til et Lego-univers, hvor man spiller på nogle af de samme ting, som man gør i Fortnite med at bygge og kæmpe mod hinanden, siger Thomas Bense, spilanmelder og stifter af spilmediet Pixel.tv.
"Genialt" samarbejde, mener spilekspert
Rent forretningsmæssigt giver samarbejdet mellem de to selskaber rigtig god mening, fortæller han.
- Det er så vildt, for hvis man lige tager den kyniske brille på, så er det bare big business. Fordi Lego kan sætte gang i at lave deres Lego-pakker, og Fortnite kan tage endnu større markedsandele.
Men samarbejdet har i den grad også sin berettigelse inde i spillet, mener Thomas Bense. Faktisk kalder han det "genialt".
- Selvom Fortnite er det mest børnevenlige af den type spil, så er det stadigvæk mere voldeligt end det, man forbinder med et Lego-spil. Men lige så snart du skyder klodser ned, så er det "bare" klodser, og så kan alle børn og unge spille det, fortæller han.
Udfordrer de Minecraft?
Selvom det er småt med informationer om, hvad spillet egentlig kommer til at indeholde, så er der udkommet nogle enkelte videoer, som tilsammen giver et lille indblik.
Der bliver i videoerne, som blandt andet er delt på X, lagt stor vægt på de muligheder, der er for at bygge ting. Og det kan lede tankerne hen på en anden mastodont i gamingverdenen, nemlig Minecraft.
- Dengang Minecraft udkom, kan jeg huske, at folk spurgte, "hvorfor har Lego ikke gjort det her?" Så det kan godt være, de ser snittet til at gå ind og udfordre Minecraft lidt, siger han.
Thomas Bense finder det dog ikke sandsynligt, at det bliver en direkte konkurrent til Minecraft, men snarere at de inkluderer nogle af de samme elementer.
Det er først torsdag, at virksomhederne løfter sløret for alt det nye i satsningen, men til gengæld vil det så også være muligt at spille det – ganske gratis.
Den store investering, Lego har lavet i Epic Games, skal udmønte sig i flere samarbejder i spillets verden. Derudover skal de hjælpes ad med at udvikle et "sted for børn at lege i Metaverset", lød det i en pressemeddelelse fra april sidste år.
Planerne er altså store, og det er pengene også.
- Det er ret sejt, at det er en dansk virksomhed, der gør det der. For det er godt nok stort, siger Thomas Bense.
Hverken Lego eller Epic Games har endnu meldt et officielt tidspunkt for lanceringen ud.