Skoleelever vælter mure og kaster guirlander
Der kan gemme sig meget bag lågerne i en julekalender, og i årets udgave af bevægelsesjulekalenderen fra Dansk Skoleidræt finder skoleelever lege og udfordringer.
Der var styr på kaoset i 2.D, da de skubbede til hinanden på gulvet. Legen var nemlig en del af dagens låge i bevægelsesjulekalenderen.
- Det er sjovt, og det er også dejligt at komme ud og bevæge sig lidt, for ellers sidder man og bevæger sig meget på stolen, siger 8-årige Sophia Ane Schløtel.
Hver dag i december venter en ny aktivitet, der får eleverne op fra stolene og blandt andet kan byde på opgaver, der kræver styrke, koncentration eller samarbejde.
Engagerede elever
Engelsklærer Brian Rasmussen har tilmeldt klassen, og for ham er det blevet en god tradition at være med i julekalenderen.
- Det er en nem måde at få bevægelse ind i undervisningen, for der er gratis inspiration dagligt, siger han.
Når eleverne eksempelvis har ligget i planke og forsøgt at vælte hinanden, kommer de tilbage til undervisningen med ny energi.
- Jeg synes, man kan mærke en begejstring og ofte er eleverne meget mere engagerede, når vi får noget bevægelse ind i undervisningen. Så jeg synes helt klart, man kan mærke forskel, siger Brian Rasmussen.
8-årige Johan Sommer Søndergaard har tre julekalendere derhjemme, men ingen er ligesom den i skolen.
- Det er sjovt, og man bevæger sig mere, siger han.
Brian Rasmussen bruger generelt bevægelse i sin undervisning, når eleverne lærer måneder, årstider eller noget tredje.
- Eleverne responderer godt på det, og så er der heldigvis ikke nogen børn, der er blevet dummere af at bevæge sig i løbet af skoledagen. Jeg synes, det er sjovt at arbejde på den her måde, siger han.
Børn husker bedre
På Institut for Idræt og Ernæring forsker de i børns indlæring, når det sættes sammen med bevægelse.
- Der er flere ting, der er godt. Lige netop bevægelsesjulekalenderen rammer det med at øge børns opmærksomhed og engagement. Når de arbejder med det i undervisningen, kan børn bedre huske de begreber, de laver meningsfulde bevægelæser til, siger lektor for Institut og Ernæring, Jacob Wienecke.
En meningsfuld bevægelse kan være at forme en trekant, hvis man har svært ved at huske ordet trekant.
De har tidligere forsket indenfor matematik, men ser nu også resultater i danskundervisningen, hvor der bliver arbejdet med andre områder i hjernen.
- Når vi integrerer bevægelse i undervisningen i fire til otte uger, får vi markante effekter på stavning eller bogstav- og lydekendskab. Vi ser det også indenfor matematik, men det har vi vidst i nogle år, siger han.
- Man ser, de fordobler deres staveevne, og det er jo helt fantastisk i forhold til, at tankegangen omkring undervisningen overvejende er stillesiddende, siger han.
Jacob Wienecke understreger, at det er vigtigt, at der bliver arbejdet systematisk med bevægelse, så børnene lærer at bruge bevægelserne.
Flere julelege
Julekalenderen skal åbnes resten af december, og der er ingen, der ved, hvad lågerne byder på.
Lige netop december er en måned fuld af ønsker, og Johan Sommer Søndergaard har ét til julekalenderen.
- Se hvem der kan lave flest armbøjninger med sin sidemakker, siger han.
Hos Sophia Ane Schløtel er det nemt at vælge en favorit julekalender blandt dem derhjemme og i skolen.
- Den herovre, siger hun.