Han blev anbragt som 2-årig: - Tingene kunne måske have set anderledes ud
Carl-Albert Nielsen er stadig påvirket af sin tid på De Kellerske Anstalter.
Solen skinnede over Comwell Bygholm Park i Horsens, da de første gæster så småt begyndte at indfinde sig.
Den solrige dag stod dog i skarp kontrast til, hvad der i en senere tale af Sarah Smed, der er leder af Danmarks Forsorgmuseum, blev kaldt for et mørkt kapitel i danmarkshistorien.
Stemningen på stedet var delt. På den ene side var den rolig, og man kunne til tider høre de fremmødte fnise og grine.
De store drenge tog de små og pillede ved dem
Carl-Albert Nielsen
På den anden side var luften også tyk af spænding og anspændthed, og der var en gennemtrængende stilhed i salen, hvor både tidligere anbragte i Sær- og Åndssvageforsorgen, pårørende og pressen var mødt talstærkt op.
Regeringen ville mandag officielt undskylde for de grusomheder og overgreb, der blev begået i Sær- og Åndsvagforsorgen fra 1933 til 1980. En undskyldning, der har været længe undervejs, og som allerede var på tale under den tidligere minister.
Skal aldrig gentage sig
Dagens hovedpunkt var den officielle undskyldning, der skulle gives af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
- Nu sker det, udbrød en af de fremmødte, da ministeren stillede sig op foran forsamlingen.
- Hvad der overgik jer, skal aldrig gentage sig. På vegne af den danske stat, på vegne af den danske regering: undskyld, afsluttede ministeren sin tale.
Efter talerne og den officielle undskyldning var der kaffe og kage til de fremmødte gæster. Ved et af de små borde sad tre personer og talte sammen.
En af dem var Carl-Albert Nielsen, der præsenterede sig selv som Calle.
Han fortæller, at han blev anbragt på De Kellerske Anstalter i Brejning, da han var to år gammel. Hans storebror, der var et år ældre end ham selv, blev også anbragt på anstalten.
De blev udelukkende anbragt på anstalten, fordi deres stedfar ikke ville kendes ved de to børn, fortæller Carl-Albert Nielsen.
32 børn på én stue
På K2 - som afdelingen, hvor Carl-Albert Nielsen blev anbragt, hed - blev drenge i alle aldre indlogeret på et værelse med plads til 32 børn.
Carl-Albert Nielsen er som udgangspunkt et meget positivt menneske, fortæller han selv, men når han taler om sin tid i Brejning, bliver han rørt.
Der er tårer, der kryber frem i hans øjne, og hans mund skælver en smule, når han taler om, hvad han oplevede i sin tid på anstalten.
- De store drenge tog de små og pillede ved dem, fortæller han og forklarer, hvordan indbyrdes seksuelle overgreb var hverdag blandt nogle af de anbragte børn.
Hvis jeg havde fået en normal skolegang, havde tingene måske set meget anderledes ud i dag
Carl-Albert Nielsen
Ifølge ham var de ansatte klar over, at der foregik seksuelle overgreb blandt børnene, men de gjorde intet ved det.
- Hvis man sladrede, kom man ind på et andet værelse, der lå ved siden af sovesalen i et par dage, hvor man kunne sove alene. Men det var kun et par dage, man kunne være der, og efterfølgende blev man igen anbragt i sovesalen, forklarer han.
Han fortæller, at personalet kunne finde på at fastspænde børnene i længere perioder ad gangen.
Carl-Albert Nielsen boede på K2, indtil han var 18 år gammel. I dag er han stadig meget påvirket af de ting, der skete, mens han boede på afdelingen.
- Hvis jeg havde fået en normal skolegang, havde tingene måske set meget anderledes ud i dag, fortæller han.
Undskyldning har stor betydning
- Det betyder meget, at vi har fået en undskyldning. For det, der skete den gang, var ikke okay, siger han.
Der var i perioden 1933 til 1980 mellem 20.000 og 30.000 børn, unge og voksne, der var omfattet af Sær- og Åndssvageforsorgen. Cirka halvdelen af dem var anbragt på en institution.
Det var den danske stat, der styrede og havde det overordnede ansvar for forsorgen.
I dag bor Carl-Albert Nielsen på et bosted, men han tænker ofte på sin sid på De Kellerske Anstalter i Brejning.
