LA rydder bordet i Syd- og Sønderjylland
Blyanten og stemmesedlen var fundet frem i de syd- og sønderjyske 8., 9. og 10. klasser, da de torsdag skulle til stemmeurerne.
Skolevalg 2024 blev afholdt over hele landet, her løb Liberal Alliance med den samlede sejr - også i Syd- og Sønderjylland.
Liberal Alliance er størst i alle fem regioner og får samlet set 30,15 procent af stemmerne.
Alle andre kommuner (Fanø deltog ikke) i Syd- og Sønderjylland undtagen Sønderborg gik til Liberal Alliance. Du kan se resultatet for din kommune her.
Herunder kan du se, hvordan stemmerne fordelte sig på landsplan (tallet i parentes angiver stemmeandelen ved skolevalget i 2021):
1. Liberal Alliance: 30,15 procent (7,8).
2. Socialdemokratiet: 15,99 procent (23,5).
3. Venstre: 9,81 procent (11,8).
4. Radikale Venstre: 8,72 procent (14,6).
5. De Konservative: 8,03 procent (14,2).
6. Enhedslisten: 6,97 procent (7,3).
7. SF: 5,6 procent (7,9).
8. Dansk Folkeparti: 5,18 procent (4,4).
9. Moderaterne: 4,69 procent (var ikke opstillingsberettiget i 2021).
10. Danmarksdemokraterne: 3,06 procent (var ikke opstillingsberettiget i 2021).
11. Alternativet: 1,8 procent (2,1).
Kilde: skolevalg.dk.
- Tak til alle, der satte deres kryds ved os til dette års skolevalg.
- Ungdommen er i sandhed liberal, og den brænder for frihed, ansvar og optimisme, skriver Liberal Alliance på X, hvor partiet retter en særlig tak til formanden for Liberal Alliance Ungdom, Simon Fendinge.
Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, har noteret sig resultatet:
- Det tegner jo ikke helt skidt for fremtiden, skriver han på X.
Skolevalg 2024
Mere end 71.000 elever fordelt på 710 skoler fra 96 kommuner har i år deltaget ved skolevalget, som finder sted hvert andet år. Undervisningsforløbet, som det egentlig er, strækker sig over tre uger.
Skolevalget er blevet afholdt hvert andet år siden 2015. Indtil coronavirus ramte det meste af verden, fandt skolevalget sted i ulige år.
Men coronakrisen betød, at skolevalget i 2021 blev rykket til oktober det år, og derfor er skolevalget derefter rykket til lige år fra 2024.